Det er snart tre år siden, undertegnede havde æren af at anmelde Susurrus Station svære – men lovende – to’er for Undertoner. I disse mellemliggende år har duoen krydset Atlanten for at slå sig videre løs på de lovende takter, som denne forrige plade bød på i dens overflod af indskydelser, genrebrud, Parlando-digtning og en generelt boblende kreativitet i det dystre hjørne. Et dystert hjørne, der nu også kan sammenlignes med Tom Waits’ og dennes evne til at sammenholde genrer og sørgmodig munterhed.

Heri ligger et mindre slægtskab, når arrangementerne og disses galskab skal gøres op. For selvom tidligere nævnte referencepunkter, som Johnny Cash, Patti Smith og ikke mindst Nick Cave, kan hives frem igen for at forklare læseren, hvilket territorium vi er ude i, synes ambitionerne om ‘det store værk’ at have bragt lysterne frem i især den mandlige halvdel af duoen, J. Breedens, trang til at perfektionere ethvert arrangement og ikke lade flygtige idéer gå til spilde, hvor splittede og kontrastfyldte de end måtte være.

Hvad enten dette skulle være intentionen bag Susurrus Stations dispositioner eller ej, forekommer det alligevel passende at nævne, idet flere af mine forbehold – så langt som min begejstring i relation til deres forrige plade rækker – synes at udspille sig på ny, og når jeg nu vælger denne optik, skyldes det ikke, at jeg har stirret mig blind på duoens umiddelbare talenter og ditto mangler. Tværtimod forekommer det mig at træde så meget desto tydeligere frem, i de stunder hvor jeg har fundet pladerne frem og krydslyttet.

Breedens håndelag med lydproduktionen skaber i denne omgang de skønneste momenter i eksempelvis det fremragende åbningsnummer ”Driven”, der iscenesætter Breedens evner som dramatisk fortæller på samme måde, som de fleste kender Nick Cave. De lydlige eksperimenter med loops, lydlige lag af reverb/delay og den skiftevis dronende og marcherende violin omslutter og indrammer udviklingen fra den første plade til Add a Day Going West på et produktionsmæssigt plan.

Derfor er det en smule trist at konstatere, at eksempelvis lyden af den rytmiske elguitar er produceret knastørt og uden klar sustain, hvilket synes at have været planen pladen igennem. Forstemmende er da også transistorfornemmelsen, når den træder igennem i sange som ”Arabel” og ”b”, der båret af denne guitarlyd fremstår uoplagte og uopfindsomme med akkordslaskeri og lejlighedsvis tremolo.

Mere spændende synes ”The Bellwether Din”, med det skønneste omkvæd, og ”Barnstorm”, der med klare melodiske kvaliteter sikkert bringes hjem af Sara Dyrbergs smukke stemme, der også sidste gang understregede Susurrus Stations vokale overtag. Ikke desto mindre er det således også skår i glæden, at arrangementet af sidstnævnte forekommer alt for rundtosset (jævnfør sammenligningen med Tom Waits); fra snart det ene skønne moment til umotiverede breaks til europæisk folkemusik og slutteligt mariachi-trompet. Der bliver gået til grænsen – for ikke at sige makronerne – og der vil helt sikkert findes lyttere, der vil finde denne genremæssige omskiftelighed interessant og måske endda charmerende, men kompositorisk fungerer det ikke for denne anmelder.

Disse Waits-lignende udbrud med nik til jazz, klezmer og mere ustabil stemmeføring finder man således til slut i sange som netop ”b” og ”Talking with the Wind”, hvor ustyrlige blæsere og gyngende grooves rammer den omtalte ustabilitet, hvor det dog er en skam, at disse mere udfarende sange bare ikke er skrevet med samme tæft som midten af pladen, hvor Sara Dyrberg brillerer.

Alt i alt bliver mine gamle forventninger – til min store fortrydelse – ikke indfriet. Det er altid problematisk at motivforske, men det formfuldendte og den samlede idé med pladen synes at være gået tabt i indskydelser og umådeligt kreative indfald. Spørgsmålet står så tilbage, om duoen fremover vil vælge den ustabile eller den mere atmosfæriske skønhed, som de trods alt skal have ros med på vejen for at søge.