Plader

The Fine Arts Showcase: Dolophine Smile

Den svenske gruppe er tilbage med sit tredje album, hvis grundtone er præget af kærestesorger. Kombineret med efterårets regn og rusk er der udsigt til en lettere deprimerende omgang. Heldigvis skinner solen for enden af tunnelen.

Et populært tema, som dukker op hos mange grupper, er det evigtgyldige ‘kæresten er skredet’. Hændelsen giver anledning til refleksion, vrede, skuffelse, glæde eller sorg. I enkelte tilfælde udmønter det sig i konkrete hævnmotiver. Gustav Kjellvander fra The Fine Arts Showcase er ramt af samme, uheldige skæbne, hvilket har resulteret i et album gennemsyret af melankoli og dystre tanker, uden at det dog tenderer det suicidale. Der er stadig lys for enden af tunnelen.

Gruppen gør sig i storslået rockmusik, med patos og grandiose omkvæd. Samtidig spores en vis inspiration fra den mørke postpunk, mere specifikt Joy Division. Der er dog tale om en lettere udvandet udgave, hvor det skarpe og kantede er nedbarberet til fordel for mere regulære strukturer. Et godt eksempel er ”Lovesick”, med sin klassiske Peter Hook-inspirerede baslinje og pulserende rytme. Den har stadig en mørk grundtone, men er ikke dyster og depressiv. Man kunne kalde gruppens lyd en opdateret og moderniseret udgave af postpunken. Sagt på en anden måde: Forestil dig, at Ian Curtis havde været knap så depressiv. Kent, Coldplay og Doves kunne også være inspirationskilder.

Nu kan det virke problematisk altid at definere et bands meritter gennem en dialektisk proces, hvor man tager Band X og Band Y, og så har vi lyden af Band Z. Det er jo ingen skam at lade sig inspirere, og det er ofte svært at undgå. For hvilket band er virkeligt unikt? Alle bygger på historien, og ingen har patent på en akkord eller rytme. The Fine Arts Showcase eksemplificerer denne debat, da de tydeligvis bygger deres musik på stærke inspirationskilder, men spørgsmålet er, om de stadig formår at skabe et interessant udtryk og ikke blot fremstår som en bleg kopi?

Gruppen har en klar, professionel lyd og formår at skrive medrivende sange, men det professionelle præg skygger over manglen på reel nerve og indlevelse. Der savnes skarpe kanter og overraskelser, og de rudimentære, engelske tekster giver ikke næring til hverken eftertanke, humor eller andre positive attributter. Kort sagt efterlades man med en fersk smag i munden, som når man tygger i mørt kød uden eftersmag.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat