Nogle gange bliver en kunstner hypet i en sådan grad, at man får den opfattelse, at alt andet end ubetinget begejstring er lig social eksklusion. Sådan var mit møde med TV on the Radio. Fra alle sider blev jeg bombarderet med lovprisninger, og det gjorde mig så trodsig, at jeg egentligt aldrig fik mig sat nærmere ind i deres musik. Rain Machine, soloprojektet for TV on the Radios sanger og guitarist Kyp Malone, er derfor et forholdsvis ubeskrevet blad for mig. Der kommer således ikke til at være store, forkromede sammenligninger af Malones fortrin og mangler i forhold til TV on the Radio, hvilket dog muligvis er til pladens fordel, da det er en stor popularitet at skulle sammenlignes med. Plader bør vel, som bøger, betragtes som autonome værker, der netop bør bedømmes på deres individuelle potentiale, frem for som en del af kunstnerens bagkatalog.

Rain Machine er en plade, der på mærkværdigvis formår at tage springet fra ukontrollabel rock til refleksiv folk. På dekonstruktiv vis hvirvles man med fløjteintroen over i den fængende, flabede og frådende ”Give Blood”. En yderst groovy sang, der udsætter dig for en reel fare for at tage et par danseskridt og kaste dig ud i stomp-sessions på alle tilgængelige overflader. Malone virker fast besluttet på at fylde lydbilledet ud med råb, klap, percussion og korarrangementer. En ren collage af lyd, der først virker som et chok, men som hurtigt fænger og efterlader dig med en uimodståelig danselyst. ”Hold You Holy” bygger med moderationer videre på samme energiske brug af guitarrock og stammehyl.

Den første halvdel af pladen er forholdsvis lettilgængelig. Man præsenteres for den forholdsvis akustiske ”New Last Name”, der lader Malones stemme og tekst stå i forgrunden. Malone bruger pladen igennem et dobbelt lydspor, hvor han lader sin dybe stemme være i front, mens et lag af falsetsang spøger i baggrunden, flankeret af korpassager. “New Last Name” følges af balladen ”Smiling Black Faces” – en forrygende protestsang, der med linjerne: »On his wedding day / they took Sean Bell away / cops let their bullets spray,« folder en fortælling ud, der er Bob Dylan værdig. Sangen tager udgangspunkt i politiets nedskydning af afro-amerikaneren Sean Bell i 2006 og udvider temaet til at omfatte den generelle undertrykkelse, der har været og er en del af afro-amerikanerne og deres kultur. Malone trækker også på den afrikanske kulturarv i udformningen af det psykedeliske kitschcover til albummet, hvor nøgne damer rider lystigt på løver rundt om en regnbue-mandala.

Herefter tager albummet en drejning, og stilen bliver en blanding af singer/songwriter, folk og country. Malone vrider sin stemme for alt, hvad den indeholder af oprigtighed. På bevægende, behagelig og beundringsværdig vis bruger han sin stemme lige så differentieret som den store mængde af instrumenter, han drysser ud over numrene, men desværre strækker han den ofte lige en tand for langt. Numre som ”Love Won’t Save You” og ”Desperate Bitch” er præget af en tendens til at ville fortælle mere, end melodien kan bære. Og slutnummeret ”Winter Songs” er decideret kedsommeligt.

Malone har præsteret et følelsesfuldt og vedkommende album, som indeholder enkelte perler, der virkelig skinner. Sangene er velkomponerede og har interessante tekster, men enkelte af de sjælfulde, blåtonede sange kunne med fordel have veget pladsen for mere temperamentsfulde numre a la ”Give Blood”.