Plader

Seán Needham: Time Is a Friend

Dansende rytmer, langsomme stemningsspredere og feelgood-tekster. Historier om længsel, kærlighed og håb. Følelsesmæssige tilståelser og humørpiller til folket. Seán Needham breder sig bestemt ud og rammer næsten ikke forbi.

Enhver pessimist vil hade Seán Needham. Ikke fordi han er urealistisk optimistisk og derfor deres naturlige fjende. Nærmere fordi han er en smittende humørbombe, både på godt og ondt.

Time Is a Friend er en interessant sammensmeltning af glade popsange og udflydende sjælere. En sammensætning, der er altafgørende for albummets værdi. Havde Needham udgivet et album bestående af kun det ene eller det andet, ville lytteren sidde tilbage med en kvalm fornemmelse af overflod. Men det er netop i samspillet mellem positive budskaber om at tage livet, som det kommer, aldrig at give op og at turde give sig tid til at nyde det kontra længslen efter en elsket, afhængighed og vidunderlig håbløshed, at albummet bliver spændende.

Det er et album, der kræver en sammenhængende gennemlytning. Man kan sagtens mærke stemningen og stilen efter et par numre, men for mig gav det først mening efter flere gange på repeat. Lige fra titelnummeret, der også indleder pladen, til den personlige og ærlige “I Want to Be Gentle”, som på mange måder klæder Needham bedst, er der en rød tråd i fremadsynet, og den engagerede lytter skylder albummet og kunstneren muligheden for at forklare hele budskabet. Hvad dét så er, vil jeg lade være op til den enkeltes fortolkning.

Desværre er der også numre, hvor tråden bliver brudt, og hvor lommefilosofierne og klichéerne tager over. F.eks. den tilbageskuende “A Child Could Save Us All”, hvor vi bliver taget tilbage til Needhams irske barndom hos en stærkt religiøs far. Om Needham har nogle minder, han skal have gennemarbejdet, ved jeg ikke, men som musik bliver det for forudsigeligt og kedeligt.

Men på trods af et par uinteressante skæringer, vil Needham det godt, og han gør det også godt. At albummet så tilmed er blevet til i et sommerhus på Møn, og at Needham er bosiddende i Danmark, gør, at vi forhåbentlig får rig mulighed for at opleve ham på scenen, hvilket jeg kan forestille mig vil kunne løfte det hele endnu en tak – dog med det forbehold at jeg ikke selv har set ham endnu.

Time Is a Friend er ikke noget, der vil blive husket for tid og evighed – dertil er lydbilledet og intentionen desværre for genkendelig, men inden for sin genre er pladen bestemt et lyt værd. Om ikke andet kan vi altid sige, at vi har smittet ham med den berygtede danske ‘lykke’.

★★★★½☆

Deltag i debat