Plader

Seán Needham: Time Is a Friend

Dansende rytmer, langsomme stemningsspredere og feelgood-tekster. Historier om længsel, kærlighed og håb. Følelsesmæssige tilståelser og humørpiller til folket. Seán Needham breder sig bestemt ud og rammer næsten ikke forbi.

Enhver pessimist vil hade Seán Needham. Ikke fordi han er urealistisk optimistisk og derfor deres naturlige fjende. Nærmere fordi han er en smittende humørbombe, både på godt og ondt.

Time Is a Friend er en interessant sammensmeltning af glade popsange og udflydende sjælere. En sammensætning, der er altafgørende for albummets værdi. Havde Needham udgivet et album bestående af kun det ene eller det andet, ville lytteren sidde tilbage med en kvalm fornemmelse af overflod. Men det er netop i samspillet mellem positive budskaber om at tage livet, som det kommer, aldrig at give op og at turde give sig tid til at nyde det kontra længslen efter en elsket, afhængighed og vidunderlig håbløshed, at albummet bliver spændende.

Det er et album, der kræver en sammenhængende gennemlytning. Man kan sagtens mærke stemningen og stilen efter et par numre, men for mig gav det først mening efter flere gange på repeat. Lige fra titelnummeret, der også indleder pladen, til den personlige og ærlige “I Want to Be Gentle”, som på mange måder klæder Needham bedst, er der en rød tråd i fremadsynet, og den engagerede lytter skylder albummet og kunstneren muligheden for at forklare hele budskabet. Hvad dét så er, vil jeg lade være op til den enkeltes fortolkning.

Desværre er der også numre, hvor tråden bliver brudt, og hvor lommefilosofierne og klichéerne tager over. F.eks. den tilbageskuende “A Child Could Save Us All”, hvor vi bliver taget tilbage til Needhams irske barndom hos en stærkt religiøs far. Om Needham har nogle minder, han skal have gennemarbejdet, ved jeg ikke, men som musik bliver det for forudsigeligt og kedeligt.

Men på trods af et par uinteressante skæringer, vil Needham det godt, og han gør det også godt. At albummet så tilmed er blevet til i et sommerhus på Møn, og at Needham er bosiddende i Danmark, gør, at vi forhåbentlig får rig mulighed for at opleve ham på scenen, hvilket jeg kan forestille mig vil kunne løfte det hele endnu en tak – dog med det forbehold at jeg ikke selv har set ham endnu.

Time Is a Friend er ikke noget, der vil blive husket for tid og evighed – dertil er lydbilledet og intentionen desværre for genkendelig, men inden for sin genre er pladen bestemt et lyt værd. Om ikke andet kan vi altid sige, at vi har smittet ham med den berygtede danske ‘lykke’.

★★★★½☆

Om skribenten

Mads Simon Hestbech

 
Biografi:
Historien om musikken og mig starter som så mange andres med en far og en pladesamling. Den pladesamling indeholder bl.a. The Wall, A Whiter Shade of Pale, A Night at the Opera... listen fortsætter. Derudover blev jeg som seks-årig sat ned foran en klaverlærer, da jeg havde en tendens til at tæve på tangenterne i dagligstuens ældre model af slagsen, altså klaver, ikke lærer. Hvis jeg absolut skulle banke hæmningsløst på de hvide og sorte tangenter, kunne jeg lige så godt lære at gøre det ordentligt. Efter seks år med polske lærerinder og en søster, der bag lukkede døre hørte alt fra grungerock til 90'er-pop, besluttede jeg mig for at sparke klaverstolen væk og udskifte den med en six string, færre nodepapirer og flere armbevægelser. Interessen udviklede sig så senere over til den firestrengende, og jeg forsøger nu at vedligeholde min passion for begge instrumenter. Da jeg så samtidigt elsker at skrive, kulminerede det i en ansøgning til Undertoner.dk, der har givet mig mulighed for at videreformidle mine tanker om musik.
Ud over det læser jeg journalistisk på Danmarks Journalisthøjskole, hvor min praktiktid afsones på DRs kulturredaktion, hvor jeg bl.a. har lavet Smagsdommerne, "Musik i Virkeligheden" og Kulturnyt.
 
Fem favoritalbum:
Pink Floyd: Dark Side of the Moon
The Crooked Spoke: The One You Left Behind
The Decemberists: Crane Wife
Electric Light Orchestra: A New World Record
Tool: Lateralus

Skriv et svar