Da jeg tidligere pÃ¥ mÃ¥neden mÃ¥tte fejre weekenden med svineflue og Temalørdag, var jeg i det mindste heldig nok til, at aftenens udsendelse handlede om Roskildefestival 2009′s musikere, gæster og generelle forløb. White Lies, der tidligere pÃ¥ Ã¥ret udgav deres debutplade, og som ogsÃ¥ spillede pÃ¥ festivalen, var i den forbindelse blevet interviewet, og undervejs præsenteredes bandet for en række dominobrikker, der skulle repræsentere henholdsvis Joy Division, Interpol, Editors og dem selv. MÃ¥ske med undtagelse af sidstnævnte en efterhÃ¥nden temmelig klassisk mini-opremsning af kunstnere, der kan repræsentere postpunkens start og relativt nylige revival med udgangspunkt i Interpols Turn On the Bright Lights. En revival, der dog siden – bÃ¥de gennem Interpols senere udgivelser og kunstere som Editors og White Lies – synes at have taget en mere indie- eller stadionrocket og iørefaldende drejning, der ikke i sÃ¥ høj grad peger tilbage pÃ¥ Joy Division som pÃ¥ andre samtidige bands som Echo and the Bunnymen, og som hos de udøvende bands sjældent resulterer i, at det velafpudsede melodimateriale er noget nær sÃ¥ interessant som hos forbillederne.

I den sammenhæng kunne Screaming Lights fint ligge i forlængelse af White Lies pÃ¥ DR2′s liste, for der er ikke meget, der skurrer i ørerne under de velsmurte rockskæringer. Et nummer som Ã¥bneren “Volts”, der drives frem af en dominerende rytmesektion, Jay Treadells monotone, men frembusende postpunk-spirited vokalarbejde og stramme riff, stiller sig i kontrast til den efterfølgende “21st Century”, hvor programmerede beats, sporadisk synth og falsetsang peaker i omkvædets fine melodi med energisk klaverklimpren. To udtryk, der ikke umiddelbart supplerer hinanden pÃ¥ papiret, men som Screaming Lights ikke desto mindre formÃ¥r at forene i deres rockede stramhed og strømlinethed.

Netop denne strømlinethed er nu nok hovedårsagen til, at Screaming Lights med stor sandsynlighed aldrig får lov til at repræsentere en dominobrik i et DR2-program. Jay Treadell er ingen Ian Curtis, og selvom der, som tidligere nævnt, er mange bands, der i de seneste år har slået sig op på en mindre intens, mindre karakteristisk og mindre mentalt forstyrrende klang, er mange lykkedes i deres foretagende med at skabe fængende melodier i højere grad end Screaming Lights.

Anonymiteten trænger sig pÃ¥ pÃ¥ bekostning af de som regel alt for velproducerede melodiforløb, der i øvrigt ikke ofte nok er interessante nok til i sig selv at henlede opmærksomheden pÃ¥ de enkelte numre. Resultatet er i høj grad en plade med enkelte fine indslag i form af den førnævnte Ã¥bning og til dels lukkeren, synthsjæleren “Butterflies”, og en plade, der egentlig ikke byder pÃ¥ noget synderligt skidt, men heller ikke udvider nogen horisonter med dens producerede indierock.

Og dét med ikke at udvide nogen horisonter eller blot at byde på noget interessefremkaldende er ingen gangbar formel for et band, der gerne vil frem i et i forvejen temmelig velbesøgt territorium. De pågående elementer klæder Screaming Lights, men skal de komme til deres ret, er det ned med produktionerne og op med personligheden. Og prøv så at tage den én gang mere.