Plader

Screaming Lights: Like Angels

Skrevet af Signe Palsøe

På trods af enkelte fine indslag fremstår Screaming Lights’ debutalbum som en for fersk og velproduceret udgave af den postpunkede indierock, som så mange andre bands har produceret med større held.

Da jeg tidligere på måneden måtte fejre weekenden med svineflue og Temalørdag, var jeg i det mindste heldig nok til, at aftenens udsendelse handlede om Roskildefestival 2009’s musikere, gæster og generelle forløb. White Lies, der tidligere på året udgav deres debutplade, og som også spillede på festivalen, var i den forbindelse blevet interviewet, og undervejs præsenteredes bandet for en række dominobrikker, der skulle repræsentere henholdsvis Joy Division, Interpol, Editors og dem selv. Måske med undtagelse af sidstnævnte en efterhånden temmelig klassisk mini-opremsning af kunstnere, der kan repræsentere postpunkens start og relativt nylige revival med udgangspunkt i Interpols Turn On the Bright Lights. En revival, der dog siden – både gennem Interpols senere udgivelser og kunstere som Editors og White Lies – synes at have taget en mere indie- eller stadionrocket og iørefaldende drejning, der ikke i så høj grad peger tilbage på Joy Division som på andre samtidige bands som Echo and the Bunnymen, og som hos de udøvende bands sjældent resulterer i, at det velafpudsede melodimateriale er noget nær så interessant som hos forbillederne.

I den sammenhæng kunne Screaming Lights fint ligge i forlængelse af White Lies på DR2’s liste, for der er ikke meget, der skurrer i ørerne under de velsmurte rockskæringer. Et nummer som åbneren “Volts”, der drives frem af en dominerende rytmesektion, Jay Treadells monotone, men frembusende postpunk-spirited vokalarbejde og stramme riff, stiller sig i kontrast til den efterfølgende “21st Century”, hvor programmerede beats, sporadisk synth og falsetsang peaker i omkvædets fine melodi med energisk klaverklimpren. To udtryk, der ikke umiddelbart supplerer hinanden på papiret, men som Screaming Lights ikke desto mindre formår at forene i deres rockede stramhed og strømlinethed.

Netop denne strømlinethed er nu nok hovedårsagen til, at Screaming Lights med stor sandsynlighed aldrig får lov til at repræsentere en dominobrik i et DR2-program. Jay Treadell er ingen Ian Curtis, og selvom der, som tidligere nævnt, er mange bands, der i de seneste år har slået sig op på en mindre intens, mindre karakteristisk og mindre mentalt forstyrrende klang, er mange lykkedes i deres foretagende med at skabe fængende melodier i højere grad end Screaming Lights.

Anonymiteten trænger sig på på bekostning af de som regel alt for velproducerede melodiforløb, der i øvrigt ikke ofte nok er interessante nok til i sig selv at henlede opmærksomheden på de enkelte numre. Resultatet er i høj grad en plade med enkelte fine indslag i form af den førnævnte åbning og til dels lukkeren, synthsjæleren “Butterflies”, og en plade, der egentlig ikke byder på noget synderligt skidt, men heller ikke udvider nogen horisonter med dens producerede indierock.

Og dét med ikke at udvide nogen horisonter eller blot at byde på noget interessefremkaldende er ingen gangbar formel for et band, der gerne vil frem i et i forvejen temmelig velbesøgt territorium. De pågående elementer klæder Screaming Lights, men skal de komme til deres ret, er det ned med produktionerne og op med personligheden. Og prøv så at tage den én gang mere.

★★★☆☆☆

Deltag i debat