Plader

Lawrence Arabia: Chant Darling

Skrevet af Anna Møller

Chant Darling er som at ligge på en græsplæne med hænderne foldede bag hovedet og kigge op himlen, mens Lawrence Arabias luftige vokalharmonier glider forbi i takt med skyernes lethed.

Chant Darling er Lawrence Arabias debut på selskabet Bella Union og bandets andet (notorisk svære) album. Alteregoet Lawrence Arabia dækker over newzealandske James Milne, der tidligere har været en del af The Brunettes, The Ruby Suns og tourmedlem i Okkervil River, og det sidste år har han turneret med Feist, der efter sigende skulle være Lawrence Arabias største fan. That is: Bandet Lawrence Arabia – ikke den britiske arkæolog, officer og forfatter, der var en del af det arabiske oprør mod Det Osmanniske Rige under første verdenskrig…

Milne har desuden skrevet underlægningsmusikken til indiefilmen “Eagle vs. Shark” , der er en slags newzealandsk version af “Napoleon Dynamite”, og Chant Darling kan måske bedst beskrives som at ligge på en græsplæne med hænderne foldede bag hovedet og kigge op himlen, mens Lawrence Arabias luftige vokalharmonier glider forbi i takt med skyernes lethed. I drømmepoppen finder man både strenge til Beatles og Beach Boys, og selvom Lawrence Arabias naivistiske popunivers er yderst 70’er-(pop)inspireret, præger en tidløs stemning musikken, hvor tamburiner, vokalharmonier og Milnes tidlige Brian Wilson-vokal understøtter det simple og bekymringsløse tekstunivers. De tørre og (i mangel af bedre ord) vittige tekster drejer sig typisk om kærligheden og deslige, f.eks. “The Beautiful Young Crew“:  »They love each other / but they hate each other/ they’re afraid of each other, because they want to screw each other.« Det er jo ikke hjernekirurgi, som min far ville sige, men det er passende til musikkens lette popstemning.

Pladen er langstrakt pop, der bedst høres ud i ét, men det nummer, der kommer tættest på at skabe et break i pladens popmonotone vibe, er ”Auckland CBD Part 2”. Her er tidsløs falsettet vokal kombineret med en doven og lo-fi ø-stemning, der lige så godt kunne være hawaiiansk som newzealandsk. Nummeret er pladens bedste, fordi calypso-stemningen og rytmernes dovne driven af sted udfoldes mere end på de andre numre.

Lawrence Arabias popplade er sukkersød, velspillet, harmonisk og en smule klister-kedelig, når alt kommer til alt, for der kunne godt bruges et musikalsk spark i røven et sted på pladen, så lytteren blev hevet ud af popuniverset for en stund. Eksempelvis er den ekstremt luftige psych-stemning, der er at finde på et nummer som ”The Crew of the Commodore”, lige ved at være dovent søvndyssende, og her kunne man godt tænke sig, at der skete lidt mere. Men det er imidlertid ikke det, som Chant Darling vil, og man må indrømme, at hvis pladens mål er at lægge lytteren godt til rette i en lydlig tidslomme, hvor græsset er grønt, skyerne ubekymrede og kærligheden luftig og naiv, så er Chant Darling en yderst vellykket popplade.

★★★★☆☆

Deltag i debat