Plader

Portico Quartet: Isla

Skrevet af Mikkel Knudsen

Portico Quartet leverer på Isla velkomponeret og stemningsmættet loungejazz. Der blandes både eksotiske ingredienser og krautrock i gryden, så electronica- og rockfolket kan godt springe på her.

Portico Quartet er langtfra den fadølsdryppende søndagsjazz, jeg husker fra min barndoms byfester. Men Portico Quartet ligger også et stykke fra den ekstremt intellektuelle og utilnærmelige jazz, der i mange år gik for at være indbegrebet af god smag.

Der er en flig af easy listening over musikken. Sammenlignet med den rockede og larmende freejazz, som pladeselskaberne Escho og Yoyooyoy bl.a. har udgivet herhjemme, er Portico Quartet nærmest lounge. I realiteten ligger Portico Quartets musik også nærmere i forlængelse af mere klassisk loungejazz, som den Anderskov Accident har indspillet, Portico Quartet virker bare mere krautrock-minimalistiske i deres tilgang.

Det første nummer på pladen starter mere up-tempo end de fleste andre. Pladen sættes hurtigt i omdrejninger. Med sine rullende rytmer og skiftende dynamik kunne det ret optimistiske groove godt gå som underlægning til en gymnastikopvisning, for det er som skabt til kolbøtter og vimpelflag. De fleste numre indleder dog med nogle lidt døsige og drømmende passager, for sådan cirka halvvejs at tage en mere rocket drejning, hvor bassisten og trommeslageren viser deres fornemmelse for groovy sammenspil.

Det er oplagt at sammenligne Portico Quartet med åndsfællerne i Tortoise. Selvom Tortoise næsten altid betegnes som et postrock-band, er der ingen tvivl om, at det er noget af den samme melodiske rock/jazz-vibe, der arbejdes med. Ligesom hos Tortoise er der ikke fokus på indlagte virtuose soloer, som et teknikliderligt publikum absolut skal klappe af på kommando. Det er musik, som er tænkt ind i en helhed og skal forstås som et sammenhængende forløb, hvor flere instrumenter kan spille en vigtig rolle samtidig. Hvis der er noget, der minder om soloer, skifter forløbet på en meget harmonisk og overlappende måde, som f.eks i elektronisk IDM-musik.

Jeg må indrømme, at jeg ved det første, hurtige lyt syntes, at der manglede modhagere i musikken, at det næsten var lidt skræmmende, at de unge gutter ikke havde mere vildskab i sig. Lyden på pladen er også meget varm og pænt produceret, og der kunne måske godt have været lidt mere bund i trommerne. På den anden side giver den pæne produktionen god plads til, at man kan fornemme nuancerne i det nænsomt og velspillede hang-instrument (en slags seriefremstillet steeldrum). Den virker som en dejlig bindende kræft i musikken, med de repetitive og rytmiske temaer spillet af Nick Mulvey. Alle musikerne gør det i øvrigt utroligt godt og har en fin fornemmelse for deres plads i lydbilledet. Saxofonen kunne dog indimellem godt være mixet lidt lavere, så rytmegruppen fik lidt mere plads. Saxofon kan være et farligt instrument, det er lidt for nemt at spille hurtigt på sådan én. Men Jack Wyllie kontrollerer sit instrument fint med nogle gode og ikke alt for blærerøvsagtige temaer.

At lytte til Isla føles som en let sommerbrise. Som at blunde på en skovhøj, mens flygtige dagdrømme tuller igennem hovedet. For så at vågne op i små sæt af mere konkret rytmik, at vågne til nogle mere konkrete kendsgerninger eller gøremål. Eller som nogle sammenfatninger af løse strøtanker. På det sidste nummer bliver lytteren lullet nænsomt i søvn af newage-agtig stemningsmusik. Godt at hele pladen ikke lyder sådan, men det fungerer fint i helheden.

Fornemmelse for helhed er i det hele taget noget, orkesteret bestrider. Det hele virker enormt sammenhængende, men med den nødvendige variation, der gør et lyt på Isla til en spændende rejse. Numre som “The Visitor” og “Clipper” er højdepunkter på en plade, der er rigtig god at dagdrømme til og hygge sig med i godt selskab. Hvis man hører til dem, der synes, at Tortoises It’s All Around You er lidt for pæn i kanten, skal man dog nok søge noget lidt mere avantgarde. Jeg har nu ikke noget imod at blive strøget lidt mere med hårene i selskab med Portico Quartet.

★★★★★☆

Deltag i debat