Plader

Lightspeed Champion: Life Is Sweet! Nice to Meet You

Devonté Hynes er som en uendelig kilde af kreativitet, der smukt bevæger sig ned over et bjerg. Anden udgivelse under dæknavnet Lightspeed Champion er en indieopera med højt til loftet og et væld af musikalske virkemidler.

Der er temmelig langt fra Devonté Hynes tidligere meritter i dancepunkbandet Test Icicles til hans gøren og laden i Lightspeed Champion, for der er hverken dance eller punk gemt i sidstnævntes univers. Her hersker i stedet charmerende melodier, flotte arrangementer og luftige vokaler, som sættes sammen til en form for cabaret-indie i et skønt kludetæppe af ‘letbenede’ instrumenter, der ikke laver en masse unødig larm, men i stedet producerer varme og kreative stemninger.

Det hele starter med den langsomme pop-perle “Dead Head Blues”, der anvender solid guitar, lagdelte orgelsynths og 80’er-vokal. Det er en god forløber for den resterende del af albummet – især på grund af den måde nummeret er bygget op, da Hynes formår at få det til at eksplodere midt ind i et drømmende lydbillede. En formel, der går igen i “There’s Nothing Underwater”, hvor Hynes boltrer sig i kreativitet med et hav af instrumenter; fra sav over violin til klassisk guitar, klaver og reverb-vokaler.

Det oser nemlig af kreativitet og spilleglæde på Life Is Sweet! Nice to Meet You, hvor sangene egentlig er simple og ligefremme, men opbygges fantastisk elegant med masser af stryger- og klaverbeklædte flader, og selvom der er masser af krydderier i gryden, får Hynes tit det bedste ud af hver enkelt nuance. Det er svært ikke at blive imponeret af hans evne til at arrangere elementerne og sætte dem sammen til en helhed uden at skabe musikalsk overkill.

Der er ingen tvivl om, at Hynes blander genrerne på en lidt mærkelig måde, og hans musikalske ægteskab mellem noget, der minder om Antony & the Johnsons og Conor Oberst, kan da også indimellem fremprovokere kvalme, men det er altså, som om der titter noget unikt ud mellem sprækkerne. Den glimrende cocktail mellem powerpop, nostalgiske crooner-/cabaret-vokaler samt små alt. country-eksplosioner giver et fragmenteret, men også unikt lydbillede. Det er spændende at gå på opdagelse i, og pladen inviterer til mange runder i afspilleren.

Spørgsmålet er selvfølgelig, hvem denne slags musik virkelig appellerer til? Hynes sætter sig midt mellem en håndfuld stole, og Rufus Wainwright-fans vil f.eks. kunne glæde sig over cabarettonerne og falsetvokaler, men må også acceptere, at der er et strejf af country. The Smiths-tilhængere eller andre hippe poprockere vil omvendt måske få kvalme af candyflosstonerne, men samtidig kunne glæde sig over de melankolske input. Ingen tvivl om, at talentet findes bag musikken, og at Hynes er en fremragende multikunstner, der dygtigt bygger bro mellem inspirationskilder og genrer, men en egentlig retning er der ikke på pladen, og man kan let blive lidt desorienteret.

Life Is Sweet! Nice to Meet You funkler mange steder og er lidt af en 2010-overraskelse i min bog, men den kommer ikke helt ind i superligaen, fordi den mangler klar struktur og intention fra Devonté Hynes. Men hold da helt op, hvor kan han mange ting på én gang.

★★★★½☆

Deltag i debat