Plader

MGMT: Congratulations

MGMT serverer et sammensurium af nostalgisk 60’er-lyd og pastelpsykedeliske farver. Intentionerne er nok gode, og virkemidlerne mange, men alt i alt efterlader det hele kun en sjælløs fornemmelse af MGMT’s Lonely Hearts Club Ingenmandsland.

Amerikanske MGMT udgav her midt i april deres andet fuldlængdealbum Congratulations, og efter at have læst op på bandet undrede jeg mig i første omgang såre over, at jeg ikke for alvor har bidt mærke i dem før? MGMT har tydeligvis været enormt hypede og anmelderroste, og debutalbummet Oracular Spectacular fra 2008 har ligget i toppen af hitlisterne i både England og Australien. Det har endda opnået en placering som nr. 18 på ’Best albums of the decade’ i Rolling Stone Magazine. Men man kan, efter at have nærlyttet Congratulations, meget let forledes til at spørge sig selv, om det nødvendigvis er et kvalitetsstempel at være enormt populær og opnå flotte anmeldelser verden rundt? Personligt tror jeg ikke meget på den holdningsløse anbefaling: »Det er én af dem, vi sælger flest af.«

Congratulations lægges der ud med det bløde pop/rock-nummer ”It’s Working”, og jo, bevares, det gør det da – virker. Den let nostalgiske Beatles- og 60’er-inspiration er tydelig, og tilsat en hamrende, taktfast tromme og et enkelt lille glimt af en dråbe lækker The Jesus and Mary Chain-association skal nummeret senere vise sig at være et af albummets mest holdbare. Det er dansabelt og ‘lige ud ad landevejen’. Men allerede på andet track hopper kæden af for mig, og jeg begynder for alvor at undre mig. Hvad er det, MGMT vil? Har ambitionerne været for store? Eller er det ganske simpel præstationsangst, der kommer til udtryk? Det kunne man godt mistænke.

Min gennemgående fornemmelse af albummets ni numre skal vise sig at være… forvirring. Numrene er mildest talt spækket med masser af gode intentioner og virkemidler. Alt for mange! Og det samlede indtryk står tilbage som en stor, sammenkogt ret, der såmænd både havde et glimrende udgangspunkt, masser af gode råvarer og et par kokke, der egentlig godt kan deres kram. Men alligevel smager retten ikke rigtig godt, og det virker unægtelig, som om nogen har tabt hele krydderihylden ned i gryden og rørt rundt alt for længe, så de enkelte ingredienser er kogt ud og blevet ligegyldige, og alle de forskellige smagsindtryk modsiger og ophæver hinanden. Man bliver gang på gang i tvivl om, hvad det er, man spiser. Ikke så snart har man fået færten af ét indtryk, opfanget en stemning og et beat, før det hele igen – med vold og magt – hakkes op i abrupte, selvmodsigende småbidder og udvandes i et alt for hårdt forsøg på at ville en hel masse.

Undervejs på Congratulations tilsættes ellers masser af ingredienser, der i bund og grund burde være tiltalende: Der er både blød pop, psykedelisk 60’er-lyd, håndholdt guitar, taktfaste trommer, violiner, synthesizer og blide fløjter. I de bedste øjeblikke, bl.a. på nummeret ”Flash Delirium”, når man at sende en venlig tanke til både The Beatles, Inspiral Carpets og Pulps karismatiske storyteller Jarvis Cocker. Dette her kunne have været dén nerve og sjæl, der havde båret albummet igennem. Der er fat i noget interessant her. Men det er tydeligvis ikke vigtigt eller meningsfyldt nok til, at MGMT gider (eller tør?) holde fast ved det. Tværtimod skynder de sig at smide det væk igen og lader det hele kamme over i malplacerede, sukkersøde fløjter, halvhjertede og kun sekunder lange punk-eksperimenter og anstrengte, forcerede skift i takter og stemning. Det bliver bare for meget, det hele, og man sidder tilbage med en småflov fornemmelse af et nummer fra soundtracket til en high school reunion. »What does it mean,« spørger vokalen, og jeg kan virkelig ikke svare!

På det ellers tiltalende psykedelisk rockede nummer ”Brian Eno” når man kun lige at tænke »Yes, der er måske fat i noget her,« før det igen smadres af en tilsyneladende ret tilfældig legen med udtryk og stemningsskift, der virker, som om de er kastet ind i nummeret med løs hånd. Tabt i den store gryde. Er det bare for sjov det hele? Nummerets sluttelige opløsning i sig selv, som en uplanlagt jamsession, kunne tyde på det.

Albummet rundes af med først den 100 pct. instrumentale ”Lady Dada’s Nightmare”, der flyder over i pompøs storladenhed og The Wall-wannabe. Det er muligvis mig, der overhovedet ikke forstår MGMT, men jeg må indrømme, at jeg keder mig. Også albummets sidste nummer ”Congratulations” er en lettere kedsommelig og tam affære – en blød gang guitarpop, som endda ender i spredte klapsalver, der unægtelig får mig til at trække på smilebåndet.

Jeg sidder tilbage med en god portion irritation samt en forvirret og tam skuffelse, og det er uendelig tydeligt for mig, hvorfor MGMT ikke er et band, der har sat sig fast i min bevidsthed. Bevares, der er ingen skade sket, og albummet Congratulations kan sagtens høres – af hvem som helst, fristes jeg til at sige. Det er a walk in the park, det er high school, det er blød 60’er-nostalgi og tonsvis af forvirrende eksperimenter og gode intentioner. MGMT formår i dén grad at blande så mange virkemidler og pastelpsykedeliske farver sammen i den store gryde, at resultatet er overraskende gråt og ligegyldigt og formentlig kan indtages af enhver tandløs lytter. Når man altså ser bort fra irritationsmomentet. Og hvis man da gider – for hvorfor skulle man? På bandets Facebookside fremgår det, at MGMT har godt 600.000 erklærede fans – online. Kan så mange mennesker tage fejl? Sagtens, vil jeg vove at påstå.

★★☆☆☆☆

1 kommentar

  • Det er ikke de sekstusinde, der tager fejl.
    Da jeg havde hørt det seneste album første gang, var det dybt forvirrende.
    Anden gang jeg havde hørt det, syntes jeg, at det var noget bedre, og nu mener jeg, at det er et af de bedste albums, der er lavet.
    Man skal bare give sig tid til at lære det at kende, fordi der er ekstremt meget presset ind på kort tid, og de er jo først gået amok på den her plade.

Deltag i debat