Koncerter

Roskilde Festival ’11: Nive Nielsen & the Deer Children, 28.06.11, Pavilion Junior

Skrevet af Lise Christensen

Nive Nielsen & the Deer Children var taget ned fra indlandsisen for at spille sød folk og country. Men midtvejs i koncerten stak det fuldstændig af, og der blev fyret op for spaden og støjen. Overrraskende, men ikke helt overbevisende.

Nive Nielsen og hendes hjortebørn leverede velklingende sange, der dog ikke overbeviste helt, når eksperimenterne tog overhånd.

Tirsdagen var sat til at starte med blød og melankolsk ukulele-country fra Grønland. Nive Nielsen & the Deer Children udgav debutalbummet Nive Sings! tilbage i 2009 – et album, der er produceret i samarbejde med John Parish som bl.a. har udgivet sammen med PJ Harvey, der også optræder i årets program.

Nive Nielsen, akkompagneret af 6 hjortebørn, var blevet præsenteret som et møde mellem folk og country med inspiration hentet fra de nordamerikanske stepper. Sådan startede koncerten også, og det indianerklædte segment af publikum så ud til at værdsætte sangen “Room”, der rullede alle folkens klicheer ud: Den stille start med en melankolsk tekst og den gradvise introduktion af banjo, kontrabas og en stemningsboostende stortromme. En sød og let sang med en charmerende Nive, der koncerten igennem flashede et smil af solskins-kaliber.

Allerede på andet nummer var publikum med på en knipseseance, som stadig ikke varslede andet, end at vi var kommet for at hygge os på ægte country/folk-vis med et westernklædt band, stortrommen som trampen i gulvet og Nive som den gæve (inuit)pige, der lod sin beroligende stemme lege med rytmen. Det hele var behageligt, men også ganske forudsigeligt.

Men så startede “Vacuum Cleaner Killer”, og koncerten stak helt af med savklinge, mordtrusler og støj. Og herfra tog en stor del af numrene en drejning mod let stenet rock. En drejning, der forsøgte at koble de stille folkintroer med guitarsoloer, horn og støj, hvilket i og for sig var et cool nok tiltag, men som endte med at lyde som et musikalsk træf af klicheer for rock, folk, country og singer/songwriter.

Musikken fungerede, og Nive sang flot, men de mange skift formåede i højere grad at virke udmattende og forudsigelige end engagerende og udfordrende.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Lise Christensen

Konkurrenceansvarlig

lise@undertoner.dk

 

Biografi:
Min første plade var Tjajkovskijs Svanesøen. Den købte jeg som ni-årig. Det var i den periode, hvor man også skulle have en Monet-plakat i ramme. Helst en med beroligende åkander. Den klassiske musik fik tre spin, og så tænkte jeg ellers ikke videre over det, indtil jeg kom på uni. Jeg havde været en okay flittig musiklytter indtil, men nærmest med ét blev jeg involveret i et spillested, begyndte at anmelde, afholdt en festival og var da også turen omkring et pladeselskab. Alle sjove og hårde på deres egen facon. Men det mest udfordrende har nu været at skulle forholde sig til musikken på skrift. Et puslespil med umage brikker. Nu er der gået 16 år, og jeg er begyndt at høre neoklassik (foruden elektronisk minimalisme, techno, ambient, skæv pop og engelske mænd, der synger om erotik), og Lille-Lise får et mentalt skulderklap, mens interesserne strejfer hinanden på tværs af tiden.


Fem favoritalbums:
Fuck Buttons: Tarot Sport
Nils Frahm: Felt
Wild Beasts: Smother
Four Tet: Rounds
alva noto & Ryuichi Sakamoto: Insen

Skriv et svar