Koncerter

Roskilde Festival ’11: Weekend, 01.07.11, Pavilion

Skrevet af Daniel Niebuhr

Hvid støj og fuld fart fremad. Californiske Weekend gav pokker i sit fattige bagkatalog og sikrede en sand støjrocksucces.

Som enhver festivalgænger ved, kan et uheldigt lydbillede, hvor støj og kaos er fremtrædende, være et kæmpe minus på kontoen. Heldigvis er der ingen regel uden undtagelser, og sådan én leverede Weekend med deres koncert ud på de små fredagsaftentimer.

Weekend triumferede indhyllet i drønende støj

Det blev en koncert med speederen helt i bund i et næsten pakket koncerttelt, der hurtigt blev indhyllet i hvid støj og ekstatiske teenagehoveder med blikket fastlåst på egne sko. Den californiske trio havde med kun et eneste album i form af debuten Sports samt ep’en Noise et noget fattigt bagkatalog, og det var da også herfra, at sætlisten tog hele sit udgangspunkt. Men dette lod tilsyneladende ikke til at gå de unge støjrockere på.

Deres optræden var professionel i en sådan grad, at man skulle tro, at et garvet støjrock-band á la Sonic Youth havde stået på scenen i stedet. Og samtidig var der et legende, ungdommeligt og hyperenergisk element over trioens optræden, der aldrig gjorde koncerten det mindste triviel.

Det kunne det let være blevet, taget i betragtning af hvor ensformig støjrock kan være. Men forsanger Kevin Johnson og co. fandt den gyldne middelvej, og Weekend bestod mere end til fulde deres Roskilde-debut. Og når man efterfølgende på bandets Facebook-side kan læse, at de selv anser koncerten som deres bedste nogensinde, er der vel ingen, der kan tage fejl. Jeg har i hvert fald tinnitus for ørerne den næste uges tid – glimrende arbejde, drenge.

★★★★★★

Deltag i debat