Jeg har tydeligvis undervurderet First Aid Kits danske fanbase stærkt. Med hele to tidligere besøg herhjemme i år, i februar i Lille Vega og på Roskilde Festival i et tætpakket Odeon telt, kunne man godt tro, at vi var blevet mætte af de to svenske søstre. Men mere vil have mere, åbenbart, for det var ikke til at mase frem i et totalt udsolgt Store Vega denne aften. Alle var der: svenske indiepiger med bibliotekarbriller, spæde teenagedrenge, mænd med grå hestehaler, kærestepar en masse og undertegnede.
Ikke nok med at publikum var mange, de var også virkelig tændte. Jubelen ville ingen ende tage, da Johanna og Klara Söderberg endelig tonede frem på scenen som to spøgelser i deres gulvlange gevandter og næsten lige så langt hår. Enhver piges udklædningsdrøm. Og så snart de første krystalklare toner lød, faldt der en næsten magisk ro over salen. De næste fem kvarter var vi i søstrenes magt; et fast, men kærligt greb. Inklusiv fællessang på ”Ghost Town” – der blev fremført helt uden mikrofon på den yderste scenekant – og hyldestsangen til forbillederne ”Emmylou” uden det blev pinligt, overhovedet. Sjældent lykkes det så formfuldendt at skabe et intimt rum live. Bagefter var jeg ganske rystet.
Er der noget, First Aid Kit virkelig mestrer til fulde – ud over smukke vokalharmonier og et totalt gennemført 70’er-look a la Joni Mitchell i koncertfilmen “The Last Waltz” – er det nemlig publikumskontakt. Det har givetvis også noget at gøre med det svenske som generelt sympatisk, men gud, hvor var det svært ikke at stå og smile fjoget op over begge ører, når pigerne diskuterede, om de skulle snakke svensk eller engelsk til os. »I just don’t want anyone to be left out,« sagde Klara efter den fremragende ”Blue”. Det var der vist heller ingen fare for, søde ven. Pigerne leverede 100 % nærvær, charme og koncentration fra start til slut. På en afslappet måde, der aldrig virkede fortænkt eller indstuderet. Der blev stort set ikke sat en fod forkert. Når man parrer det med en helt utroligt god lyd, kan man ikke bede om mere. Det var imponerende, så tæt på studielyden det lå. Perfekt afstemt med vokalerne som de selvfølgelige drivkræfter.
Det er så let af afskrive First Aid Kit som det pæne og nydelige hygge-folk/country, dine forældre nyder over et godt glas rødvin. Men den vildskab og uartighed, der måske mangler på albummene, får First Aid Kit fremdyrket live, og hvilken fornøjelse det er, når Johanna hamrer i keyboardet og headbanger som en besat, så man et kort øjeblik overvejer at tilkalde en eksorcist. Det er løssluppen ungdom, men aldrig i en sådan grad, at det går ud over den musikalske kvalitet og bliver sjusket. En fin balancegang, og derfor er Klara og Johanna mere end blot dygtige piger fra musikskolen. ”The Lions Roar” fra albummet af samme navn og den velvalgte afslutter ”King of the World” var ægte girl power, momentvis med ligefrem larmende udskejelser, der gav godt modspil til blidere indslag som et cover af Simon & Garfunkels længselsfulde ”America”, Fever Rays ”When I Grow Up” og den meget Fleet Foxes-agtige ”In the Morning” fra debutalbummet.
Jeg gik ind til denne koncert med lunkne forventninger om, at det da nok skulle blive meget stilfærdigt og hyggeligt – og med en slet skjult ærgrelse over, at jeg missede aftenens afsnit af “Forbrydelsen”. Og jeg gik derfra med åben mund og polypper, med en nyvunden kæmpe respekt for First Aid Kit, deres beundringsværdige overskud og musikalske dygtighed. Det er så dejligt at blive overrumplet og få sine fordomme gjort til skamme. Dette var sådan en aften.
Fotos: Mia Dernoff
