Artikler Interview

Causa Sui – fortabelse og musikalsk telepati

Skrevet af Anna Møller

På en bund af Jägermeister og syreinduceret transcendens fangede Undertoner Jonas Munk i sommers. Læs her om det kommende album, musikkens fortabelse og at blive inviteret inden for i musikken.

Foto: PR.

 

Jeg møder Causa Suis Jonas Munk i Roskilde Festivals medieby efter den kollektive El Paraiso-eksplosion på Pavilion-scenen. Vi slår os ned i en larmende bar.

»Koncerten gik fint, og alle kunne høre hinanden på trods af, at vi ikke lavede soundtjek på alle tre koncerter,« fortæller en beskeden Jonas Munk om den tre timer lange syreudladning.

»Nogle havde måske forestillet sig én lang jamsession, men vi havde tænkt en del over sammensætningen af de tre koncerter. Når man har set Papir i tre kvarter, så trænger man virkelig til at komme ned igen. At fylde tre timer ud med hårdtpumpet og langstrakt syrerock ville være alt for hårdt at tage sådan en søndag her. Vi skræmte måske nogle mennesker væk ved at spille semi-improviseret synthesizer i tyve minutter, men det skulle der bare til.«

Smidt ud af linje 2A

Da jeg skulle forberede interviewet med Causa Sui, genlyttede jeg til en del af deres plader. Det var skybrud, og meget af tiden blev brugt i linje 2A til og fra arbejde. Mens jeg faldt hen i dagdrømme under ”Garden of Forking Paths” fra Pewt’r Sessions 2, vækkes jeg pludselig af, at buschaufføren står og råber ad mig, uden jeg på nogen måde har lagt mærke til ham. »Bussen kører ikke længere,« siger han, da jeg får krænget hovedtelefonerne af, og chaufføren smider mig ud af bussen.

Men hvordan gør man det? Hvordan skaber man et stykke musik, der i dén grad fordrer fortabelse, og som får lytteren til i en slags pseudotranscendens at glemme og tid og sted og blive smidt ud af 2A med en verbal røvfuld?

»Tiden opleves anderledes, når den ikke blot reduceres til et rum, der omgiver en række praktiske forløb. Derfor er et slidt og fortærsket ord som ‘transcendens’ måske trods alt ikke helt af vejen i beskrivelsen af det vi gerne vil opnå med det, vi laver.« Foto: PR.

Jonas Munk svarer:

»For os er det oplagt, at der skal være den der nærværende fordybelse i det. At det er noget, man dykker ind, og så svæver man med på det. Når folk har været til en koncert med os, siger de tit, at det er fed musik, man virkelig kan stene ud til. Det handler om at åbne op for andre aspekter af virkeligheden end det rent praktiske aspekt af virkeligheden, man er i berøring med langt det meste af tiden. Men for mig har det aldrig handlet om eskapisme i traditionel forstand – tværtimod handler det netop om at nå nuet og sanse det mere intenst, mens musikken spiller.«

»Det er den måde, vi bygger numrene op på og forsøger at skabe den udvikling på i Causa Sui og Papir – vi prøver ikke på at skabe et eller andet konceptuelt avantgarde eller fortænkt kunst. Tværtimod. Vi vil gerne have lytteren ind og tabe et eller andet. Det er den musik, vi selv tænder på. Jeg kan godt lide popmusik, og vi forsøger egentlig ikke at lave musik, der er svær at forstå. Den store forskel er, at popmusikken er så grænset i sin form og udtryk, at det, vi laver, af mange poplyttere opleves som enormt ekskluderende og esoterisk. Det er jo ikke formålet med det, men blot et resultat af folks snæversyn. Vi forsøger sådan set at lave musik, der er enormt kropslig og umiddelbar – noget, der inviterer folk indenfor.«

Når man som musiker spiller den slags musik, fortaber man sig så også i det? Kan man koncentrere sig om at spille musik, hvor man forsvinder ind i en fortabelse?

»Man kan fortabe sig i perioder. I dag synes jeg næsten, musikken spillede sig selv. Det var heller ikke vildt komplekse ting. Under den sidste lange jam var det meget Ron [Schneiderman, red.] og Johan [Riedenlow, red.], der styrede det på trods af, at de ikke havde spillet sammen før. Jeg trådte tilbage og spillede en simpel repetition i ti minutter, og det er der, jeg for alvor kan fortabe mig i det. Det er ikke altid, det sker, men i dag kunne jeg virkelig svæve væk i det og bare være med, og så på et eller andet tidspunkt stopper det af sig selv.«

Styret improvisation

Coverart af Martin Rude (Sun River)

Causa Sui udgiver til juni deres ottende album, Euporie Tide. Pladen har været længe undervejs og betegner på sin vis et skift for bandet. Under Roskilde fortalte Jonas Munk om deres tilgange til indspilningen:

»Vi har arbejdet længe på en plade. Vi gik vist i gang i foråret 2011, men vi har haft ideen om, at vi skulle lave en anden type plade. Vi lavede Summer Sessions, hvor der var nogle ting, der var skrevet og en stor del improvisation. Pewt’r Sessions med Ron indspillede vi vist i 2009, og det var stort set 100 % improviseret på nær nogle små ting, der var planlagt på forhånd og nogle ting, der blev behandlet efterfølgende. Vi synes, vi har lavet det bedste improvisationsmusik, vi kan, så vi vil gå tilbage til mere struktur og til at skrive numrene. Jeg ved dog ikke, hvor meget folk kan høre forskel på, om vi improviserer eller om det er fuldstændig tilrettelagt.«

»Når vi indspiller, er det en meget sjov, ‘underfundig’ proces. Nogle gange er det meget fortænkt og ‘konstrueret’. Så har en eller anden taget en ide med som vi arbejder med. Men andre gange er det meget mere spontant. Det sidste riff, vi i virkelig lang tid spillede til koncerten i dag var fra “Tropic of Capricorn” fra Summer Sessions 2, og første gang, vi spillede det, var med Johan nede på Dæmonens Port på Amager. Vi havde aldrig spillet med ham før, og der havde vi en meget åben jamsession, og dér opstod det riff sammen med Johans opbyggende solo. Det opstod af sig selv og fuldstændig spontant. Det havde vi så en optagelse af, og da vi sommeren efter skulle optage mere Summer Sessions-materiale, der tænkte vi: Okay den der part, den var virkelig god. Lad os forsøge at inkorporere den i noget større.«

Har I aldrig overvejet at følge improvisationssporet hele vejen ud og bare sætte optageudstyr op og så spille?

»Det var det, vi synes, vi gjorde ved Pewt’r Sessions. Det er det tætteste, vi kan komme på noget helt frit, hvor det stadig er et godt resultat, men vi har forskellige holdninger til det i bandet. Jeg tror, min holdning er, at ren improvisation ikke nødvendigvis er så spændende i sig selv. Man sidder ofte fast i nogle typiske ideer, man har spillet mange gange. Gode improvisationer kræver enorm dygtighed, fordybelse, kreativitet og en form for musikalsk telepati samt en god portion held. Alt for mange laver improvisationer uden nogle af delene, og vi har ikke lyst at bidrage til den suppedas af ligegyldighed. Der bliver i forvejen udgivet alt for meget uvedkommende og uinspireret musik i den genre af folk, der egentlig ikke har noget spændende at bidrage med. Man skal også tænke på at nogle af os i bandet har spillet sammen i tyve år snart, så improvisation i sin reneste form findes måske bare ikke længere i vores univers. Det vil altid være en gengivelse af nogle tidligere ideer vi har udforsket før, så ren improvisation er ikke specielt frugtbart for os længere.«

Causa Sui udgiver Euporie Tide til juni, og du kan allerede nu høre nummeret ”Mireille” derfra her.

Deltag i debat