Koncerter

Roskilde Festival 2013: Laurel Halo, 07.07.13, Apollo

Skrevet af Mikkel Arre

“Kære Rikke […] hvad havde I forestillet jer, at der skulle komme ud af at placere min koncert søndag klokken 18 på en scene uden for selve festivalpladsen? […] Hvis jeg i nogle enkelte øjeblikke virkede lidt fjern oppe på Apollo-scenen, var det, fordi jeg gjorde mig umage med at prøve at tælle mig frem til mere end 100 tilhørere.”


Kære Rikke Øxner

Allerførst: Tak for at booke mig. Bare dét at være på en festival som jeres var i sig selv en trippet oplevelse. Men det var det nu også at spille min koncert, og jeg tænker, at det kunne være en idé lige at give dig lidt feedback.

For ærligt talt er jeg ikke helt sikker på, at jeg forstår, hvorfor I bookede mig. Jo-jo, jeg udgiver på et toneangivende selskab, og min første fuldlængdeplade, Quarantine, fik rigtig gode anmeldelser. Men hvad havde I forestillet jer, at der skulle komme ud af at placere min koncert søndag klokken 18 på en scene uden for selve festivalpladsen? Jeg kan forstå, at der tidligere på ugen var gang i nogle decideret heftige fester samme sted med adskillige tusinde dansende festivalgæster. Hvis jeg i nogle enkelte øjeblikke virkede lidt fjern oppe på Apollo-scenen, var det, fordi jeg gjorde mig umage med at prøve at tælle mig frem til mere end 100 tilhørere.

Jeg synes ellers, jeg gjorde, hvad jeg kunne med et solidt, lettere fremmedgjort technosæt i stil med min nyeste ep: synkoperede rave-riffs, skiftevis mekaniske og uroligt sitrende beats samt superpræcise bas-punktnedslag. Numrene trækker på både house, minimal techno og nyere engelsk basmusik, men som I må have vidst, er der ingen af dem, der er hits med potentiale til at lokke masser af mennesker til.

Det er ikke, fordi jeg ikke kan se det morsomme i at spille musik, der lægger afstand til menneskelivet, på en mark, der ligner resultatet af jordens undergang. Men i al beskedenhed er jeg overbevist om, at min koncert kunne have været en langt stærkere oplevelse, hvis I havde ladet mig spille inde i den lade, der vistnok bar navnet Gloria.
Bevares, jeg kunne sagtens se, at der var nogle stykker foran scenen, der havde sig et hyggeligt søndagsrave, og som nød godt af, at jeg gav mine numre den fornødne tid til at udvikle sig og snige sig ned i folks støvede dansesko. Men det dræbte både deres og min vibe, at stemningen og folkemængden var så langt fra at være fortættet, at der hen mod slutningen af mit show minsandten sad to fyre i campingstole cirka tre meter fra scenekanten.

Med venlig hilsen
Laurel Halo

★★★★☆☆

1 kommentar

Deltag i debat