Plader

Arcade Fire: Reflektor

Alvoren har kridtet danseskoene på Reflektor. Trods pladens catchy facade er tematikken dog lige så tung som på forgængerne.

Det er med en smule ærefrygt, at jeg griber de første ord, der skal udgøre dommen over denne plade. Hvordan stiller man sig kritisk og nøgternt over for et band, der med sin poetiske tyngde og musikalske på en gang så storslåede og subtile patos har svejset sig ind i ens og rockhistoriens sjæl? Et band, der for ni år siden tog smerten i munden, smagte på den og spyttede den ud over en glanende musikverden og på ny gav rocken en stemme. En stemme, der var blevet kastreret og institutionaliseret af bands som Coldplay og Travis. En stemme, der ikke er karakteriseret af sensationel originalitet og nyskabelse, men af umiddelbar ærlighed og ubestridt oprigtighed. Arcade Fire. Bandet, der definerer indierocken og samtidig stjæler Grammypriser foran popkulturens førende navne.

Det havde været en lettere opgave, hvis Reflektor lå i umiddelbar forlængelse af de forgående tre albums. Hvis Win Butler og co. igen havde foldet drømmenes faner ud og kaldt til kamp med knyttede næver, bristede hjerter og forliste barndomme. Men det har de heldigvis ikke. For på det fjerde album har Arcade Fire lagt kursen om.

Men mere end en omlægning af kurs kan der næppe være tale om. Eller måske rettere en potensering af enkelte elementer og en nedtoning af andre. At snakke om et hamskifte og at erklære bandets lyd reformeret, som det i stor stil er blevet gjort i medierne, er at smøre tykt på.

Når det så er sagt, så er den vidtløftige patosrock langt hen ad vejen lagt til side til fordel for en noget mere dansevenlig klang. Dette gør sig i særdeleshed gældende på albummets fire første numre, hvor man straks på titelnummeret bliver draget ind i Reflektors gyngende univers af en sort diskokugles skizofrene refleksioner. Og det er da også svært at lade være med at nikke nakken af led til den syv minutter lange førstesingle. På samme måde, som man i filmteori snakker om, at en films handling skal være skitseret i løbet af introen, bliver Reflektor (efter det svirrende ”Hidden Track”) også åbnet med et lydbillede der indvarsler slagets gang: Et tromme-fill introducerer en dyb synthbas, der som en tung tordensky lægger sig truende over et uforskammet passende discobeat med congas. Alvoren har kridtet danseskoene.

Den indbydende basgang på ”We Exist” lyder som en søster til Michael Jacksons ”Billie Jean” og burde holde dansegulvet glødende. Synkoperede calypsorytmer med friske xylofontemaer på ”Flashbulb Eyes” og ”Here Comes the Night Time” transporterer os en tur til Caribiske himmelstrøg, og det er især førstnævnte, der med sit tunge dub-groove udgør den mest vovede genreudforskning, Arcade Fire begiver sig ud på.

Disse, Reflektors fire første sange, har været udgangspunkt for diskursen omkring albummets adskillelse fra bandets tidligere materiale. Og ja, det er en anderledes lyd, der tidligere har domineret Arcade Fires identitet, og man fornemmer også tydeligt James Murphy (tidligere LCD Soundsystem-bagmand) i producerstolen: De allestedsnærværende congas, den svimlende baggrund af synthesizere og rumklang og den rytmiske fremdrift er utvivlsomt resultatet af et eventyrlystent samarbejde med den legendariske elektrokunstner. Men det er værd at bemærke, at mange af de elementer var til stede i Arcade Fires musik fra begyndelsen. Spol helt tilbage til starten og afspil det allerførste Arcade Fire-nummer ”Neighborhood #1 (Tunnels)” (hårene på armen rejser sig ved den blotte tanke). Det er den nøjagtigt samme discorytme, der indleder det ni år gamle debutalbum, Funeral, som den før omtalte rytme, der indleder Reflektor. Ligeledes kan tonerne fra den caribiske musiktradition, der har været formende inspiration for Reflektor, findes på nummeret ”Haiti” – også fra Funeral. Det er helt andet klangbillede, der tegner sig på det tidlige materiale, men de elementer, der dominerer Reflektor, har hele tiden været iboende i bandet og er bare kommet under James Murphys loop. Et loop, der får ligheden imellem Arcade Fire og Talking Heads til at være uhyggeligt slående!

De lette dansefødder bliver også krænget ud af billedet med pladens femte nummer ”Normal Person”, der er et rocknummer i allerbogstaveligste forstand. Den vaklende bluesrundgang, det dissonerende klaver og Tim Kingsburys ranglede guitarfigur i omkvædet leder tankerne tilbage på The Pixies. Ikke mindst den famlende despartion, der er så kendetegnende for Butlers vokal, får et umiskendeligt Black Francis-præg. Samtidig tager bandet en ironisk distance til det uventede twist med åbningssætningen: »Do you like rock’n’roll music? ’Cus I don’t know, if I do.«

På disc to skruer Arcade Fire markant ned for blusset, hvilket klart kommer til udtryk ved det første nummer, ”Here Comes the Night Time II”, der som en kosmisk synthesizer-sjæler aldrig bliver understøttet af et egentligt beat, men hænger og blinker et sted ude i stratosfæren.

Det er også på disc to, at vi finder to af albummets bedste numre nemlig ”Awful Sound (Oh Eurydice)” og ”It’s Never Over (Oh Orpheus)”, der også er de to numre, der har klarest forbindelse til tidligere plader. ”Awful Sound (Oh Eurydice)” har noget af den samme uforklarlige længsel og underspillede storslåethed, som bandets tidligere albums var så bugnende fulde af. ”It’s Never Over (Oh Orpheus)” Har både denne plades solide groove og de tidligere pladers mørke, bastante energi.

Ligesom Funeral havde døden som omdrejningspunkt, Neon Bible religionens angstprovokation og The Suburbs den kæntrede barndom, har Reflektor en klar tematik. Og faktisk i så høj en grad, at det kan kaldes et konceptalbum. På det fjerde album er det det moderne samfunds isolation, der står for skud. Og internettet og skærmen bliver gjort til syndebukke for den voksende fremmedgørelse: »Now the signals we send are deflected again / We’re so connected but are we even friends? / We fell in love, when I was nineteen / And now we’re staring at a screen.«

Butler tematiserer den isolation, som internettets pseudokommunikation har tilvejebragt, og opfordrer os til at mærke os selv og hinanden, før det er for sent. Her bliver de græske sagnfigurer Orfeus og Eurydike og refleksionen centrale metaforer. Refleksionen bruges som metafor for den falske fællesskabsfølelse, som internettet – berøvet for alt nærvær – etablerer. Orfeus og Eurydike er os.

Orfeus overtalte i en græsk myte Hades til at frigive den afdøde Eurydike på én betingelse: Hun skulle gå bag ham på vejen derfra, og han måtte ikke se sig tilbage. Men han kunne ikke dy sig og mistede derfor sin elskede. Den moderne Orfeus mister sin elskede, fordi han kun ser hendes refleksion i skærmens pixelerede fængsel.

Pladen benytter også sin form til at placere sig i den refleksive virkelighed. De to lange numre ”Hidden Track” og afslutningen af ”Supersymmetry” indrammer albummet med lange sekvenser, hvor temaer og brudstykker fra albummets numre bliver spillet bagfra i forvirrende fragmenter. På den måde bliver pladen et spejlrum, hvor substansen bliver reflekteret ud i en uforståelig kalejdoskopisk uendelighed uden mening – et rigtig flot formmæssigt greb! Desværre er de to sekvenser musisk set ikke særligt velfungerende eller interessante, hvorfor den kunstneriske kvalitet bliver af ren intellektuel karakter.

Reflektor er en fed plade. Det kan der ikke sås tvivl om. Der er desværre bare også flere numre, der ikke fungerer godt nok. Numre som ”Porno”, ”Flashbulb Eyes”, ”Normal Person” og ”You Already Know” lever bare ikke op til den standard, som Arcade Fire repræsenterer. De er ikke decideret dårlige, men simpelthen ikke stærke nok til at gøre sig gældende på et 75 minutter langt dobbeltalbum.

Selvom Reflektor ikke fremprovokerer det samme sug i hjertet som Arcade Fires tidligere materiale (i særdeleshed Funeral), så er jeg ikke i tvivl om, at det er et album, jeg vil høre jævnligt fremover, og som også vil åbenbare nye facetter og afspejlinger i fremtidige gennemlytninger. Måske det da vil suge andre steder end i dansefødderne.

★★★★½☆

1 kommentar

Deltag i debat