Koncerter

Nisennenmondai, 04.06.14, Jazzhouse, København

Skrevet af Daniel Niebuhr

Evigt udfordrende og udmattende Nisennenmondai serverede onsdag gæsterne på Jazzhouse deres seneste udspil, N. Japanerne viste sig fra deres mest minimalistiske side, men det afholdt ikke trioen fra at levere en helt godkendt optræden.

Som en massiv kontrast til gadefester, den vilde, ukontrollerede ungdom og den ene stort opsatte DJ-optræden efter den anden, da Distortion indtog Nørrebro, var lydniveauet og feststemningen anderledes dæmpet på Jazzhouse. Som et led i gadefestivalen gæstede japanske Nisennenmondai spillestedets kælderfaciliteter i det indre København – aftenens egentlige undergrundskoncert, om man vil.

Med sig havde trioen det seneste kapitel i deres evigt udfordrende bagkatalog, sidste års N, der har trukket de tre kvinder om noget endnu længere væk fra deres støjende fortid med pladerne Neji/Tori og Rockon. Et hurtigt kig på aftenens setup afslørede desuden hurtigt, at man ikke skulle gøre sig forhåbninger om at blive præsenteret for kompositioner fra hverken førnævnte Neji/Tori, Rockon eller sågar den fænomenale Destination Tokyo – men derimod kunne man forvente sig at opleve den mest minimalistiske udgave af Nisennenmondai hidtil.

Kort fortalt spillede trioen hele N med meget få udsving i forhold til originaludgivelsen, der mest af alt endnu en gang præsenterede Nisennenmondai som et koncentreret, kompromisløst og ikke mindst ufatteligt vanedannende orkester, når først man giver dem tid og plads til for alvor at udfolde deres mekaniske kombination af krautrock, ambient og electronica.

Det betød dog ikke, at alt var, som det plejer at være, når de tre kvinder entrerer scenen. Førhen syntes at være et strengt hierarki med guitarist Masako Takada som frontkvinde, der dikterede et givent nummers udvikling og i sidste ende længde. Nisennenmondais sammenspil anno 2014 virkede langt mere flydende, hvor hvert af aftenens tre numre bestemt havde en indledning og en afslutning, men langt mere iørefaldende et midterstykke, som blot lod sig udvikle rent tilfældigt. Som endnu en kontrast denne aften virkede bandets transformation mod en egentlig organisme en kende pudsig i forhold til den modsatte retning, som deres musikalske udtryk syntes at have taget.

Hvor den insisterende, maskinelle krautrock tidligere alligevel havde en vis form for organisk element inkorporeret, er det nu blevet elimineret til fordel for et gennemgående fokus på den maskine, som Nisennenmondai i høj grad også giver udtryk for at være, når de står på en scene. Med et millimeterpræcist sammenspil sætter de tre kvinder sjældent et eneste anslag forkert, og ved at fjerne endnu flere facetter af deres i forvejen minimalistiske musik får japanernes gennemførte professionalisme mig til at sætte spørgsmålstegn ved, om der overhovedet er mennesker inde bag ved de kolde og kønsløse ansigtsudtryk.

Mens publikum enten dansede lettere introvert, nikkede anerkendende i takt til musikken eller helt uforklarligt brugte hele aftenen på at diskutere deres gadefestplaner for resten af ugen, Takada sørgede for ambiente og dystopiske guitareffekter oven i de evige (og forproducerede) maskingeværsalver af guitaranslag fra sit pedalbord, der førhen var et pedalbræt, Yuri Zaikawa fulgte trop med monotone og pulserende bastoner, og Sayaka Himeno konstant hamrede løs på sin hi-hat, som gjaldt det hende livet, leverede Nisennenmondai fordelt på 50 medrivende minutter alt i alt endnu en gennemført optræden.

Hvis man er fan af gruppens seneste udgivelse, ville man uden tvivl også have været meget godt tilfreds med aftenens koncert – det var jeg i hvert fald.

★★★★½☆

Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com

Deltag i debat