Plader

Nisennenmondai: Destination Tokyo

Skrevet af Anders Mortensen

Der er sket et stort skifte i Nissenenmondaiverset fra sidste omgangs støjudladninger til den nuværende omgang krautdans. En fast, stormende rytme, ikke mange eksperimenter og så lyder numrene sørme ens. Men det er både rigtig godt og rigtig ukedeligt.

Da jeg i sin tid anmeldte det forrige (og til dels fremragende) Nisennenmondai-album, Neji/Tori, gjorde jeg, muligvis en smule klodset, rede for min opfattelse af deres musik som værende retningsbetonet. Det var en åbenhjertig plade, der fremlagde sine forbilleder og intentioner direkte til lytteren med sangtitler som “Sonic Youth” og “Pop Group”, og derfor fandt jeg det interessant at se på, hvordan pladen legede med støjrockens troper og veje.

Med den nye plade, Destination Tokyo, bliver den behandling en smule sværere at gøre interessant, for der er kun én vej hér, og det er frem, frem, frem. Destination Tokyo bevæger sig fuldstændig som et tog på vej mod noget, om ikke Tokyo, så i hvert fald endnu en hyldest. Det er krautrock, som man lavede det dengang; fyldt med tyskersynth og mekaniktempo, diskante violiner og upspeedede stemmer – discorock for resten. Ingen støj og ingen vild eksperimenteren.

Og hvad er så formålet med pladen? Hvor givende er det at høre på to japanske kvinders pasticheprojekt? Svarene er: »Kan det ikke være ligegyldigt?« og »Det er det overhovedet ikke.« Men til gengæld er det godt. For hvor Neji/Tori fungerede, ikke på trods, men på grund af deres næsegrusbegejstring for de store etablerede inden for genren og med en form for ærlige idoldyrkelse, der på Neji/Tori perfekt, ligeså virker det med Destination Tokyo, der undlader at kalde sangene “Neu” eller “Liquid Liquid”, men som i stedet lader det stå tydeligt mellem noderne.

Et par af titlerne på Destination Tokyo er spejlinger, og hele pladen bliver en matrice, hvor det enslydende viser sit genskin i variationer og kompleksiteter, der er krænget ned over musikken. Åbningsnummeret, “Ijen Urusuozuos”, er spejlingen i sin bagvendte stavelse. En spejlvending, ikke af en sang på pladen, men af det første album, hvor de skrigende violiner får følge af skrål, mens det her på opfølgeren alt sammen foregår i fællesskab med det puklende beat i stedet for mudrede guitarer, der hviner. Krautdanserock. The Rapture møder et lokomotiv (men kommer ikke til skade).

“Disco” er titelmæssigt i tråd med forrige plade, da titlen kontant fremsiger, hvad nummeret er. Men ikke, som på forgangne album, hvad det lyder som. Lad os bare sige: Det er ikke din mors disco. Der er, som i forrige nummer, et mekanisk chugga-chugga, der strejfer rundt et eller andet sted under båthornene og postpunkbassen, men det er ikke lyden af sterilitet. Hovedet vugger til, og dansabiliteten er meget høj, men det er hverken pop eller dansemusik. Det er heller ikke noget ‘mere’. Det er bare en konstans, en fremdrift i Japan. Og ja, hovedet vugger med, og det gør benene muligvis også, men på den utålmodige måde, som når ens muskler utilsigtet følger et togs rytme og bugtninger over landskabet.

“Miraabouru” og “Mirrorball” er forvrængninger af hinanden, da det første er Nisennenmondais upspeedede, næsten smølfelignende stemmer, der nynner “Mirrorballs” grundmelodi, indtil “Mirrorball” går i gang, med en lyd der minder umiskendeligt om de to indledende numre, men det er ikke en skidt ting. Igen: Det er et spejlkabinet. Den samme rytme, den samme struktur med nye melodier og nye instrumenter, der væver sig ind og ud på et allestedsnærværende og kraftigt energiniveau. Hvert nummer er bogstaveligt talt en rejse.

Men alle rejser har en ende, og her er enden Tokyo, og sidste nummer, “Destination Tokyo”, skal så ligesom sætte punktum for den lille kækhed. Så går der Neu! i den. Totaaaaal Hallogallo-ramasjang. Trommerne, bassen, det hele. Det kunne næsten lige så godt være et cover. Der er bare mere rum hos Nisserne til andre lyde end trommer og gummibold, og “Destination Tokyo” bliver virkelig kulminationen på en plade ved at slutte med at tage os tilbage til dér, hvor alt sådan noget steady, beatificeret musik egentlig stammer fra. Den store fader, krautrocken. Det er fandeme pastiche, men det er stadig svinegodt.

Pastichen er jo netop værkets værkhed i Nisennenmondais musik. Ved at gøre det åbenlyse til en del af kunsten, fjerner de med det samme alle beskyldninger om doven efteraben, da dette ville virke som en fuldstændig malplaceret kritik. Det er også derfor, det har været svært at vise min begejstring for en plade, som jeg er begejstret for, da den er så ligetil på alle måder. Den rører dig ikke, og den byder ikke op til floromvundne beskrivelser. Det er bare såre simpelt: Nisennenmondai gør det, andre var gode til, og det er det, de er bedst til.

★★★★½☆

Deltag i debat