Retninger I:
Støjrock handler om retninger. Ikke retninger i betydningen genrer, men retninger som i op, ned, højre, venstre, stigning, fald, fart på den vej, fart ned den anden vej og stop. Der kan så være forskellige variationer af dette, og det er helt og aldeles unfair at tage så bred en genre og snøre den ind til at handle om, hvor man bevæger sig hen. Men det handler altså om retninger. Det kan være i form af dissonans, der spreder det hele til siden og åbenbarer sig som raseri, eller det kan være smuk, flydende, lyserød sirup, som man kan drukne i efter behag. Men jeg har virkelig og helt oprigtigt fundet det nemmest at anskue støjrock som retninger, der bliver foretaget mod følelsen af at blive rusket igennem uden helt at bevæge sig. Det er mere snigende, end det giver sig ud for, og det er det, der er det smukke. Og det mest simple.

PÃ¥ Nisennenmondais nyeste plade, Neji/Tori, er der enkelthed pÃ¥ tapetet. Der er fremdrift, og der gÃ¥r næsten krautrock i den, nÃ¥r en tromme, en guitar, en bas og intet andet marcherer hen over landskabet i “Kyuukohan” med en aldrig rigtig stigende intensitet, men derimod en konstant; en dedikation af, at »her er vi nu, og selvom vi indimellem syrer ud i en larmende psykedelisk kakofoni, sÃ¥ fortsætter vi lige ud i samme tempo, til der ikke er mere.« Mekanik. Og sÃ¥dan fortsætter de pÃ¥ nummeret “Kyaaaaaaa”, der begynder som en call and response mellem et skingert, kort pigeskrig og en forvirret guitar, gÃ¥r over i en aggressiv og hvirvlende psych-vandren mod mørket, for sÃ¥ igen at blive skrig og korte hug med spaden. Det ender med at blive helt charmerende, og Nisennenmondais store styrke ligger i de simple virkemidler, der giver retning, bevægelse og fylde til numrene. Alle gÃ¥r de derudad. Nogle bevæger sig op, men hele tiden er det med klar vished om, hvor de skal hen. OgsÃ¥ selvom det er ingen steder. Der bliver braget af sted, og til tider stoppes der op og hvines, men med smÃ¥ indstik af det svævende og luftige, indtil støjen, rytmen, det fremadgÃ¥ende, startes igen. Hele opskriften er ret enkel.

Retninger II:
Men nÃ¥r det nu engang er sÃ¥ ligetil, som det egentlig er, sÃ¥ kommer Neji/Tori pÃ¥ en mÃ¥de til at fungere som et gammelt støjrock-blueprint, der bringes til skue. »SÃ¥dan sammensætter man melodisk larm 101«. Der bliver heller ikke lagt skjul pÃ¥ det. Tre af sangtitlerne er “Pop Group”, “This Heat” og “Sonic Youth”. Det er tilfældigvis ogsÃ¥ tre af de mest respekterede navne inden for det dissonante. Kejsere af de arytmiske rytmer. Det rare ved disse vink med vognstænger er, at de pÃ¥ ingen mÃ¥der gÃ¥r over i parodi eller nem pastiche. Intet spor af retrofikseringer og hyldester, selvom inspirationen fra This Heat og deres progressive krautpunk selvfølgelig har været en betydelig inspirationskilde. Men hele vejen er det Nisennenmondais eget støjunivers, og Thurston Moore, Mark Stewart, Charles Hayward & co. mÃ¥ stÃ¥ som taknemmelige sangtitler pÃ¥ albummets bagside.

Retninger III:
Neji/Tori er mod min vilje vokset aldeles groft på mig, for efter de første gennemlytninger var jeg klar til at afskrive bandet som et kedeligt opkog af de gængse noiserock-virkemidler. Men det er gode, stærke numre, og når der skal arbejdes hen imod noget, bliver der puklet; skal der syres, bliver der syret; og skal der støjes, bliver der bare støjet. Den virker alligevel hver gang.