Plader

Mellemblond: Fra et sted

Skrevet af Sebastian Wittrock

Den moderne verden med al dens fremmedgørelse og forvirring forsvinder for et øjeblik på Mellemblonds tredje plade, Fra et sted. Så gå endelig glad sommeren i møde med Mellemblond – før du ved af det, er den forbi.

»Verden er stor og sær / men som du ligger der / og spiser kirsebær / er det bare at tage det ind / præcis som det er / præcis det jeg ser.«

Sådan lyder det på ”Ryster”, andet nummer på Mellemblonds seneste album, Fra et sted. Den moderne verden med al dens fremmedgørelse og forvirring forsvinder for et øjeblik. Livet bare opleves, helt umiddelbart. Denne tematik er gennemgående for hele pladen, der for mig går hen og bliver til ét langt af disse øjeblikke – en krystallisering af den ’glimtvise lykke’, som det senere hedder.

Fra et sted er den tredje plade fra Mellemblond, og ligesom forgængerne viderefører den en dansksproget rocktradition fra navne som Love Shop, tv·2 og C.V. Jørgensen. Bandet er en del af det, man måske godt kunne kalde en bølge af unge orkestre, der også tæller bl.a. The Minds of 99, Christian Hjelm, Ulige Numre og Spillemændene. Alle tyer de til modersmålet frem for det ellers så universelle engelske. Og denne sproglige hjemmevanthed fører i flere tilfælde til nogle ret interessante, om end vidt forskellige, tekstuniverser.

Det er også tilfældet på Fra et sted. Der er en vis arv fra romantikken og digtere som Sophus Claussen og Thøger Larsen, som forsanger Kristoffer Munck Mortensen da også tidligere har angivet som inspirationskilder. Det er digtere fra omkring det forrige århundredeskifte, som ligeledes i mødet med den industrielle og rationaliserede modernitet vendte sig mod naturen, mod umiddelbarheden og ideen om et andet og mere autentisk liv end det, der udmøntede sig i byerne. Selvom Mellemblond er et vaskeægte københavnerband er der således også påfaldende meget natur, stjerne, sol og måne. Det er næsten, som om alt andet end kærligheden mellem jeg’et og du’et og de magiske »lysende aftener på volden« er lukket helt ude.

Trafikstøjen, hverdagens indkøb i Netto, den akkumulerende opvask og klodens øvrige og mere alvorlige problemer figurerer kun et sted i baggrunden. Enkelte steder bryder det kortvarigt den harmoniske overflade. Nok mest udtalt på ”Ned i et hul”, hvor omkvædet udgør det mørke hul, som jeg’et og de energiske og melodiske A-stykker hele tiden falder tilbage i. Eller i en hurtig bisætning på ”Til ilden”, hvor det meget sigende lyder: »Dyrene springer og bækkene bobler / mens krigene raser og folk er syge i hovedet.«

Derudover eksisterer verden udenfor kun på den anden side af øjeblikket. Kærligheden og lykken er virkelig kun for »en enkelt stjernestund«, som Kristoffer Munck Mortensen synger. Denne flygtighed er vigtig. For hvis ikke vi vidste, at det hele var forbi, når de sidste toner klingede ud, og sommerens sidste solstråler forsvandt bag træerne, ja, så ville det hele nok skvulpe lidt for meget over af patos. Det gør det måske alligevel, og det kunne have været interessant med endnu flere nuancer og tvetydigheder. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tilgive det, for er det ikke netop sådan, den slags øjeblikke føles? Patetiske, fuldstændigt omsluttende og stort set kun beskrivelige med den store, romantiske digterpen.

Nå, men nu skal det jo heller ikke handle om tekster det hele. Det er ellers fristende, for der er faktisk ikke vanvittigt meget at sige om musikken på Fra et sted. Da bandet gik i studiet for at indspille pladen, var Kristoffer Munck Mortensens indstilling: »Mere rock, mere klaver, færre lag i musikken og flere guitarsoloer!« Og at dømme efter resultatet har han fået sin vilje. Der er tale om enkle, vellydende poprocknumre, helt klassisk opbygget med vers, omkvæd og en guitarsolo som C-stykke. Det fungerer overordnet set godt og giver masser af plads til vokalen. Alligevel kan jeg godt savne både det drømmende, atmosfæriske udtryk fra Lysvågen og den mere beskidte lyd fra debuten Ude af mine hænder; begge disse plader lyder for mig noget mere markante, sådan rent musikalsk.

Det betyder imidlertid ikke, at Fra et sted ikke er et glimrende album. For det er det. Den velklingende enkelthed i musikken giver ikke alene plads til, men komplimenterer også teksternes tematik. Det lykkelige øjeblik, hvor livet bare suges ind, er netop både velklingende og enkelt; som en kæreste, der bare ligger der og spiser kirsebær. Så gå endelig glad sommeren i møde med Mellemblonds nye plade – før du ved af det, er den forbi.

★★★★½☆

Deltag i debat