Plader

Uttenthal: Splendida Vista

Der er ikke mange, der kender Uttenthal, men hvis man er til slacker-calypso-pop, er deres nye album Splendida Vista et lyt værd.

Der er virkelig ikke særligt mange, der kender danske Uttenthal. I skrivende stund har 221 personer tilkendegivet, at de synes godt om det her band på Facebook, og det er vitterligt ikke særligt mange – især hvis vi går ud fra, at størstedelen af de her likes stammer fra Uttenthals venner. Jeg må også skamfuldt erkende, at jeg aldrig havde hørt om det her tyskklingende projekt, før der lå et downloadlink til den nye plade, Splendida Vista, fra min redaktør i min indbakke (selv en Undertoner-anmelder kan ikke have fingeren på alle de pulse, man bør tjekke).

Uttenthal er altså et af de mange bands, der laver plader, der hurtigt går i Spotifys enorme bibliotek for hurtigt glemte udgivelse. Og der er vitterligt mange danske bands, der lider samme skæbne på trods af, at deres musik fortjener bedre.

For Uttenthal beviser nemlig på Splendida Vista, at de er et band, der fortjener meget bedre. Her har vi at gøre med et godt dansk bud på en doven slacker-persona i form af frontmand Søren Uttenthal, der får sin musik til at lyde virkelig smukt, på trods af at den er drevet af hans horribelt dovne vokal.

Man får ikke just et direkte chok første gang, man sætter pladens indledende nummer, “Caribbean Plaything”, på. Jovist, den indledende guitar er bestemt ikke produceret efter vellydens hi-fi-idealer, og beatet, der derefter sætter ind, har også fået tilført en blid distortion i Brian Batz’ (Sleep Party People) generelt glimrende miks. Men med al respekt er det nu ikke så kontroversielt, så det giver et direkte chok. Det har vi alligevel med stor glæde lyttet til siden 90’ernes lo-fi-bølge insisterede på, at det der musik sagtens kan være godt, selvom det er blevet indspillet i et soveværelse (apropos Sleep Party People). Vi har tilmed også oplevet, via blandt andre Animal Collective, at denne ikke-vellyd kan omsættes til vanvittigt spændende produktioner.

Næ, det er Søren Uttenthals ”klokken er fem om morgenen, jeg er fuld og har drukket alt for mange øl”-vokal, der giver en et gevaldigt chok. Hvis han overhovedet forsøger at ramme tonerne rent, mislykkedes han totalt med det projekt. Og hvor lyder det dog vidunderligt!

Vidunderligt, som når cigaretrøgen kradser i ens øjne på en tilrøget bar. Vidunderligt, som når man klør sig selv i hovedbunden og ikke har klippet negle i to uger. Vidunderligt, som når man træder igennem København på en gammel, rusten cykel.

I Uttenthals univers er vi bare ikke på vej mod en brandert på Floss. Næ, her kradser cigaretrøgen, mens vi i bagende sol ligger i hængekøje på de caribiske øer. Helt ubesværet ligger vi og lader dagen passere stille og roligt, mens vi sipper til en kølig drink til tonerne af den roligt vuggende “Colours”, den rart poppede “Strange Creatures” eller vuggevisen “Mountain Ranges”.

Bag den rustne vokal ligger der dejligt iørefaldende vokalmelodier. De holder et solidt bundniveau på det meste af albummet, og det er en rigtig god forudsætning for et godt album. De elektriske guitarer flyver hastigt rundt om vokalen med deres calypso-toner. Pladen veksler mellem de lette sindstilstande som på “Colours” eller “Taino” og den mere tungsindige melankoli på “Mountain Ranges” eller lydeksperimentet “Walking Kitchen”, der ikke rigtigt kan beskyldes for at besidde en normal sangstruktur med vers-omkvæd-vers-omkvæd…

Det er jo umiddelbart ganske fint, og selvom jeg nu har erklæret mig som fan af den her bluescalypsopop-lyd, bliver lyden også en kende ensformig som Splendida Vista når sine sidste numre. Her tilsidesættes det melodiske overskud til fordel for opbygningen af nogle lydlandskaber, der lyder umiskendeligt meget som dem, man allerede har stiftet bekendtskab med tidligere på pladen. Alt det instrumentale er f.eks. ganske fint på førstesinglen, “Calinago” (der er skæring nummer syv på albummet), men vokalen synges igennem en vocoder-effekt, og der er ikke meget hængekøje over en vocoder-robot. Det er en skam, nu hvor jeg lå så godt med Søren Uttenthals karakteristiske vokal.

Tilmed er den afsluttende “Early Commitment” også et ret ubetydeligt punktum for et ellers rigtig fint album. Her er Søren Uttenthals vokal hovedsageligt ledsaget af lidt klimprende, akustisk guitar, og så er vokalen kørt igennem et arsenal af ubetydelige effekter. Der sker simpelthen for lidt over de to grundakkorder, der gentager sig i løbet af nummerets fire minutter. Hvis man insisterer på at lade sin sang fremstå så nøgen – hvilket her skal forstås som uden elementer som trommer, bas og keyboard – skal sangen også kunne bære det.

Men i forhold til at mine forventninger var lig med nul til det her band, jeg aldrig havde hørt om før, er jeg glad for, at jeg er en af de få indviede, der har hørt om Uttenthals Splendida Vista. Nu er der trods alt et band mindre, der mangler at blive opdaget, og jeg glæder mig allerede til at opdage det næste. Jeg liker Uttenthal på Facebook, og så kan I finde mig til en af deres næste koncerter.

★★★★☆☆

Deltag i debat