Koncerter

LUH, 22.05.16, Lille Vega, København

Skrevet af Simon Freiesleben

På trods af et sparsomt publikumsfremmøde formåede den debuterende britisk-hollandske indierockduo at gøre de store armbevægelser troværdige.

LUH_Press_Photo_1LUH er det nye musikalske projekt fra Ellery Roberts, den tidligere frontmand i Manchesters hedengangne WU LYF, der for snart et halvt årti siden opnåede pludselig kometsucces og prompte selvdestruerede i bizar facon med et åbent brev til offentligheden (og resten af bandet) fra Roberts, der erklærede WU LYF for død og begravet. LUH, eller Lost Under Heaven som det står for, er et samarbejde mellem Roberts og den hollandske sangerinde og kunstner Ebony Hoorn, der så dagens lys i vanlig grandios facon med udgivelsen af et manifest i efteråret 2015.

Lørdag spillede LUH i Aarhus til den sidste omgang Pop Revo nogensinde, inden de søndag aften stod klar i Lille Vega. Tilsyneladende må de fleste af bandets danske fans have set dem til Pop Revo, eller også ville de simpelthen ikke gå glip af sidste afsnit af “Natportieren” på tv. Det var et markant affolket Lille Vega, der stod klar til at tage imod bandet. Med lidt (meget) god vilje kunne man sige, at der var 50 mennesker i salen. Det er nok endda højt sat. Pludselig så Lille Vegas sal uendelig stor ud. Som klokken nærmede sig halv ti, stod jeg nærmest og fik lidt kriller i maven på bandets vegne – hvordan ville de mon håndtere den tomme sal?

Det viste sig, at jeg ikke havde behøvet at være bekymret. Bandets massive stadionpop skruer helt op for de store følelser såvel som den store lyd, og den bastante mur af lyd, der blev blæst ud i hovedet på os, kompenserede til dels for de manglende publikummer. Det var nemt at lade sig suge ind i gruppens univers af inderlighed taget helt ud til bristepunktet.

Foruden sin forkærlighed for akronymer er Ellery Roberts kendt for sin karakteristiske grove og på samme tid vrængende stemme. Fra aftenens første sang, den sløvt eskalerende duet “I&I” blev man draget og fascineret over hans distinktive vokal. Den letgenkendelige vrængen fungerede som et glimrende pejlemærke, da det “maksimalistiske” lydbillede til tider truede med at drukne vokalen. Det skete desværre en del for Roberts’ kvindelige modstykke, da Ebony Hoorns fine men relativt anonyme vokal ofte var svær at lokalisere i det samlede lydbillede.

Da gruppen kun har udgivet et enkelt album, så fik vi naturligvis lov til at høre de fleste sange fra netop debutskiven, Spiritual Songs for Lovers to Sing. Pudsigt nok havde gruppen valgt mere eller mindre slavisk at følge pladens rækkefølge af sange med ganske få omrokeringer. Det var uden tvivl et bevidst valg fra LUHs side, men det fungerede i min optik ikke optimalt for koncertens forløb. Den fodstampende banger af et stadionrock-nummer “Beneath the Concrete” kom som aftenens tredje sang, men i stedet for bygge op til et klimaks, så blev vi taget helt ned i tempo igen, da den smukke men afdæmpede ballade “Future Blues” med Hoorn i spidsen fulgte efter. For så først at gøre publikums forvirring total, så blev der pludselig lagt i kakkelovnen til smadder-raveparty med den synthtunge kapitalisme-revser “$ORO”, der pressede tempoet og støjen helt til grænsen.

I stedet for at gemme lidt på krudtet og slutte koncerten med et brag, så blev fyrværkeriet futtet af midt i sættet, så vi lige skulle trækkes igennem et par af de mere stille og sjæle-udkrængende sange før finalen. Den apokalyptiske dommedagshymne “Lament” vendte nihilisme til trodsig triumf med det afsluttende mantra: »Lo, to the powers of old, to the powers that be / You fucked up this world, but you won’t fuck with me«, inden vi fik den kærlige duet “Loyalty”, der satte fokus på den charmerende kemi mellem Roberts og Hoorn på scenen. Der er som sådan intet galt med disse numre. Det er gode sange, og de blev leveret med indlevelse og energi, men der var et eller andet med koncertens tempo, der føltes spøjst.

Med det er sagt, så må jeg indrømme, at min indledende frygt for, at bandet skulle falde igennem foran det mennesketomme rum, blev gjort til skamme. Roberts er en meget naturlig performer, som ikke lod sig kue af det manglende publikum. Han takkede de fremmødte for at være kommet på denne søndag aften og sagde, at han håbede på at se os igen. »But tell a friend next time, okay?« lød det dog overbærende fra den smilende frontmand inden aftenens sidste sang. På trods af det sparsomme fremmøde, så gik jeg paradoksalt nok derfra med oplevelsen af, at LUH i virkeligheden ville have haft godt af en endnu større scene. Det er stadionpop af den type, hvor der helst skal være højt til loftet og plads til den store lyd, de store følelser og de store armbevægelser, og hvor spektaklet ikke skal forveksles med intimitet. Hvis LUH får en længere levetid end WU LYF, så vil det være spændende at se dem optræde på en mere åben festivalscene. Det viste de formatet til denne søndag i Lille Vega.

★★★★½☆

Leave a Reply