Koncerter

Roskilde Festival 2016: Tame Impala, 01.07.16, Arena

Skrevet af Camilla Grausen

Netop den type musik, som Tame Impala excellerer i, passer så perfekt ind i den løsslupne festivalstemning, hvor man let giver sig hen, smiler til naboen og spacer ud, mens de psykedeliske visuals kører. Festivalrammen kan være en kolossal hæmsko for visse typer artister, men for Tame Impala er den prikken over i’et.

tame impala 2016Da australske Tame Impala gik på scenen på Arena en halv time før midnat fredag på Roskilde Festival, lagde de ud med en lille intro, som blev til, hvad jeg godt tør kalde et af deres allerbedste numre, “Let It Happen”. Det lange nummers opbrudte opbygning har jeg før lovprist her på matriklen, og det fungerer om muligt endnu bedre live. Nu på Roskilde endda med en lille ekstra rave-stykke indsat i midten. Og så lavede de en Arcade Fire og fyrede konfettikanonerne af allerede i første nummer. Så var vi saftsuseme i gang!

Samme start havde Tame Impala også til deres koncert i Falconer Salen i februar, og i det hele taget mindede koncerterne en del om hinanden i sangvalg og setup. Det er jo forståeligt, for der er grænser for, hvor ofte man laver showet om. I modsætning til i Falconer Salen så sad introen til “Let It Happen” lige i skabet her på Roskilde, og den helt rette følelse af ekstase gik som et kollektivt suk igennem publikum, da nummeret nåede klimaks, og konfettien fløj. Det kunne mærkes helt ned bagerst i teltet. I den sene festivalsnattetime havde australierne i det hele taget tilføjet flere små stykker rave indimellem, og det fungerede godt til at holde gryden i kog foran scenen.

Som andet nummer gik vi lidt tilbage i tiden til “Mind Mischief” fra Lonerism (2012) og dernæst “Why Won’t You Make Up Your Mind” fra debuten Innerspeaker (2010) med en dyb, huggende rytmesektion, mens hurtigt forandrende kulørte cirkler roterede i visuals bag bandet. Ren psykedelisk hypnose af publikum. Jeg var blandt dem, der slugte det råt og flød med på den ovenud melodiske psychbølge. Den peakede for mig især på “Why Won’t They Talk to Me”, og det slog mig, hvor paradoksalt og vidunderligt det er, at en mand som Tame Impalas primus motor Kevin Parker, der laver plader og sange, som hylder ensomheden (bare se de to første pladetitler), nu kan dele den følelse med så mange, der kan svæve med på de samme drømmende melodier og synge med på tekster om at være alene.

Efter denne kaleidoskopiske rundtur i det lidt ældre materiale, gik Tame Impala over til numrene fra sidste års succesalbum, det mere poppede og mindre rockede Currents, som uden tvivl har sikret dem et større publikum (det blev bevist i nat!) – og som nok burde have indløst en billet til Orange Scene. Da Currents’ “The Moment” og “The Less I Know the Better” kom, var responsen fra publikum tydelig: Det var der mange, der havde glædet sig til! Størstedelen af teltet bevægede sig som én organisme til de fløjlsbløde vokaler og den boblende bas i sidstnævnte, som også er en virkelig god popsang med sofistikeret opbygning.

De langsommere Currents-numre, break-up-hymnerne “Eventually” og “Yes I’m Changing”, er meget smooth i deres indimellem næsten r&b-agtige rytme. Men selvom det er flot håndværk, så synes jeg alligevel, det er lidt for tamt, også i livesammenhæng, i forhold til Tame Impalas vanlige psykedeliske fantasirejse. Det bliver en smule sødsuppe for mig.

Inden allersidste nummer kom der to perler fra tidligere i bagkataloget, hvor vi kom tilbage på den psykedeliske rejse, nemlig “Apocalypse Dreams”, som spacede langstrakt ud på skønneste vis, og et andet gammelt hit, “Feels Like We Only Go Backwards”, som ud fra publikums respons også er en favorit. Her blev konfettien affyret for anden gang, og det var virkelig synd, at Tame Impala ikke stoppede på toppen med det nummer.

Ligesom Undertoners anmelder Lasse Heide Fjordbo var inde på efter koncerten i vinter, så forstår jeg heller ikke, hvorfor Tame Impala vælger at afslutte med den mere tunge og langsomme “New Person, Same Old Mistakes”. Det giver god mening i forhold til Currents’ opbygning og fortælling, men det er et lidt tamt antiklimaks af en koncertafslutter, når nu bandet har en del numre, som eksploderer i lykkerus i stedet.

Der er sikkert en del, som, lige som jeg, vil mene, at de fem U’er til Tame Impala er helt fortjent. Men nogle vil begrunde det netop med de numre, som jeg egentlig synes, trækker koncerten ned. Men sådan er det jo: hver sin smag. Og der er ingen tvivl om, at selv nogle af de langsommere numre fra Currents blev flot fremført live på Arena, selvom jeg gerne så dem udskiftet med flere psykedeliske eventyr fra især mesterværket Lonerism.

Til slut må jeg tilføje, at festivalrammerne og -stemningen også har sit at tilføje i forhold til uddelingen af U’er. Netop den type musik, som Tame Impala excellerer i, passer så perfekt ind i den løsslupne festivalstemning, hvor man let giver sig hen, smiler til naboen og spacer ud, mens de psykedeliske visuals kører. Festivalrammen kan være en kolossal hæmsko for visse typer artister, men for Tame Impala er den prikken over i’et.

★★★★★☆

Deltag i debat