Koncerter

Roskilde Festival 2016: The Last Shadow Puppets, 02.07.16, Orange

Skrevet af Sabina Hvass

Selv bakket op af et strygeorkester kunne Alex Turner og Miles Kane ikke få spillet Orange op fra sidstedagens døs.

The Last Shadow Puppets-800pxHele otte år er gået, siden de to briter Alex Turner (Arctic Monkeys) og Miles Kane (The Rascals) udgav deres første plade sammen under navnet The Last Shadow Puppets. I foråret kom så opfølgeren Everything You’ve Come to Expect med en samling retro popsange. De tos postmoderne, 50’er- og 60’er-inspirerede sideprojekt skulle bestå en regulær manddomsprøve på Orange lørdag aften, hvor gæsterne var mødt sparsomt op.

Turners charmeoffensiv mod de fremmødte unge damer var, ja, charmerende og Kanes spurt over scenen gjorde dem til et dynamisk performende makkerpar. De rystede posen fra begge Last Shadow Puppets-plader, og især numrene fra det seneste udspil, hvor sangene cirkulerer om et lystbetonet rockstjerneliv, var meget passende for aftenens koncert. En vis mandehørm bredte sig nemlig ind over uptempo-numrene, som på det febrilske “Bad Habits”, der virkelig zoomer ind på det eksplosive og småbeskidte eller på The Fall-coveret “Totally Wired”.

Et orkester af strygere lagde sig som opblødende sæbe over de tilbageskuende rockkompositioner på den velpræsenterede sjæler “Miracle Aligner” og på Turners vokale magtdemonstration på “Sweet Dreams, TN”. De lækre strygere, som i øvrigt er arrangeret af Owen Pallett, der også har hjulpet til på Arcade Fires Funeral og Neon Bible, kunne dog ikke tænde op under den døsige crowd foran Orange.

Lidt fortabt sang Turner: »What are we gonna do now?« Det vidste han tilsyneladende heller ikke selv, da han dernæst stillede sig med ryggen til publikum og sang med markant mindre overbevisning. “The Meeting Place”, der er inspireret af 50’ernes store ballader, passer perfekt til ham, men den bagstræberiske Elvis-croon blev efterhånden ret karikeret. På “Only the Truth” præsenterede Kane desuden nogle anonymt placerede guitarmelodier, og den manglende musikalske gejst mundede ud i en mekanisk levering af “In My Room”, der afsluttede en knap timelang koncert.

Lige så stærkt og kraftfuldt, som det startede, lige så svagt blev det til sidst. Undervejs spiller The Last Shadow Puppets ikke Orange ud af lørdagsdøsen og kan derfor kun fortjene en under middel-position på karakterskalaen.

★★½☆☆☆

Deltag i debat