Artikler

Uden for nummer 2016 del 1

Det er blevet en tradition på Undertoner at sætte fokus på de numre, som på den ene eller anden måde havde markeret sig i det forgangne år. Vi kårer ikke årets absolut bedste numre, men peger på nogle sange, der karakteriserer 2016, og som har gjort indtryk på Undertoners skribenter.

Det er blevet en tradition på Undertoner at sætte fokus på de numre, som på den ene eller anden måde har markeret sig i det forgangne år. Vi kårer ikke årets absolut bedste numre, men peger på nogle sange, der karakteriserer 2016, og som har gjort indtryk på Undertoners skribenter. 

Navneløs: ”Elektrisk hånd”

Af Camilla Grausen

”Elektrisk hånd” fra Navneløs udkom som single allerede i slutningen af 2015, men havde hjemme på det aarhusianske bands andet album, Lava, som udkom i starten af 2016. Det er albummets afslutningsnummer og gør sit job fremragende, da det afslutter pladen med et seks minutter og 38 sekunder langt højdepunkt. Først tre vokalløse, billedskabende minutter med gentagende melodiske mønstre, en synthmelodi og et lydbillede, der vokser sig varmere og fyldigere. Dernæst kommer Lin Rosenbecks hviskende vokal ind og smyger sig rundt om et iørefaldende lille riff og ordene: »Elektrisk himmel / Elektrisk hånd«. Cocteau Twins møder Under Byen. Et flot, drømmeskabende nummer fra Navneløs, der viser, at bandet især når de store højder, når de giver sig tid og bygger op. Mere af det!

Mica Levi & Oliver Coates: “Barok Main”

Af Niklas Kiær

Mit år har i høj grad været præget af specialeskrivning, hvilket har betydet to ting for mit musikforbrug: 1) Jeg har lyttet til rigtig meget musik, og 2) det har primært været instrumental musik. Særligt under læsning har jeg benyttet mig af en playliste med ambient, filmscores og meget andet, som jeg oprettede til anledningen og fra den har særligt ét nummer hængt ved. Fantastiske Mica Levi, som lige nu modtager roser for sit score til Jackie, har sammen med Oliver Coates begået pladen Remain Calm, hvor særligt singlen ”Barok Main” virkelig har rørt mig. Den forvrængede cello, der bølger ind og ud af den mekaniske støj konstant, som lever i baggrunden, udgør til sammen et smukt stykke musik, der gentagende har givet mig sindsro i skrivehelvedet.

Beck: ”Wow”

Af Perry MacLeod Jensen

Det er ikke ligefrem, fordi Beck skylder at opfinde nye musikalske udtryk, han kan i klæde sig. Det har han gjort så mange gange, at han siden udgivelsen af debuten Mellow Gold (1994) har skabt, hvad der normalt vil være i hvert fald 10 fuldbyrdede og solide karrierer. Og alligevel valgte den gode Hr. Hansen at springe ud som flabet gangsterrapper, da han smed singlen ”Wow” på gaden i starten af sommeren. Eller at springe ud er måske så meget sagt, for hånden på hjertet – så har jeg sgu aldrig hørt et track som ”Wow”. Beatet er Pharrell Williams-skarpt og alligevel mesterligt farvet af Becks ufravigelige, musikalske legesyge. Vokalen er øretæveindbydende flabet og har alligevel et sårbart twist, når Beck synger en bizar linje som »Standing on the lawn doin’ jiu jitsu / Girl in a bikini with the Lamborghini shih tzu«. Vi læner os op ad kanten til det gale, og det er jo som bekendt her, det geniale tit findes. Der skulle være udkommet et album i (nogenlunde) samme stil den 21. oktober, men nu har det album været lige om hjørnet i snart tre år, og er blot hensat til at være »forthcoming«.

Karl Blau: ”Fallin’ Rain”

Af Perry MacLeod Jensen

Karl Blau udgav sit første album Doin’ Things the Way They Happen i 1997, og det til trods havde jeg aldrig hørt om manden, før førstesinglen ”Fallin’ Rain” fra albummet Introducing Karl Blau lå på min ”Spotify Discover”-playliste. Og hallelujah for algoritmer og big data, for den mere end ni minutter lange sang svinger derud af ført an af Karl Blaus fuldskægs-croon. Det er en sang til et roligt tempo på landevejen eller en intens svingom. Det mesterlige arrangement er både tro over for Link Wrays originale version fra 1971, men omfavner melankolien med velafstemte klavermelodier, forførende klokker, skygger af harmondorgel, blæsere, strygere, listig guitar, mildt elektronisk manipulerede trommer, corny bas og ”svinger fra side til side”-kor. Det lyder stort, men er så lækkert tilbageholdende, at det enorme arrangement ikke kan være andet end en gave for nummeret.

Chairlift: ”Polymorphing”

Af Frederik Voss

Duoen Chairlift har netop annonceret enden på deres fælles musikalske bestræbelser til undertegnedes store frustration. De har nemlig på de tre albums, de nåede at udgive siden 2008 været garant for utrolig velproduceret, intelligent popmusik – et af de få bands, der formåede at formidle glæde uden at skræmme mig væk som lytter. Dette års album Moth var en blandet affære, men “Polymorphing” går rent hjem. Knivskarp produktion med et væld af forskellige lyde, der får lov at falde ind og ud af sangen uden at skulle være bærende. Blæsere får for første gang lov at spille en hovedrolle i Chairlifts sangskrivning og lader versene drive afsted. Caroline Polacks er fortsat en dronning i sprogleg i sådan en grad, at jeg stadig kan føle mig forelsket uden egentlig at være det på denne kolde, mørke decemberdag, når hun synger »Fill her up with serotonin / Pyrotechnic, oxytocin / Overdosing, polymorphing / In the sense within the warzone / Undercover in the ozone / Bungee jumping on the upswing«.

Gents: “Love Is Tears”

Af Simon Freiesleben

Jeg har valgt at fremhæve ”Love Is Tears”, fordi jeg simpelthen har hørt det nummer så mange gange i løbet af 2016, at jeg nærmest skammer mig. Duoen Gents udgav i december 2015 den 80-er nostalgiske EP Embrace the Future, og det er næppe tidens mest fremadskuende eller nyskabende danske udgivelse. Det må til gengæld siges at være et af tidens mest ørehængende album. ”Love Is Tears” er et nummer i den særlige kategori, hvor det både er dansabelt nok til at fungere som festmusik fredag aften og akkurat melankolsk nok til også at fungere som følelsesmæssig hjertemassage dagen derpå. Det er kort sagt en forrygende, ørehængende popskæring.

Deltag i debat