Plader

Mew: Visuals

Skrevet af Frederik Voss

Målt med Mews imponerende bagkatalog fremstår deres nye album Visuals som uinspireret venstrehåndsarbejde, der blot skal holde levebrødet i gang.

Først en lille disclaimer: Mew var min musikalske vækkelse, da jeg som 10-årig første gang hørte dem spille nogle sange fra Frengers (2003) i en live-optræden i Boogie på DR1. Siden da har de udgivet tre album, jeg har set omtrent 30 koncerter med dem og samlet et utal af singler for lige at få b-siderne med, som jeg alt sammen har elsket mere eller mindre – det er altså med den største respekt for, hvad Mew har præsteret og kreeret, at jeg har deres syvende album, Visuals, i øregangene.

Men det er også de forhistorier, jeg knuselsker, som Visuals bliver holdt op imod. Jeg ønsker en plade, hvor de endnu en gang stikker i en ny uventet retning og triumferende overrasker mig med, hvordan populærmusik også kan lyde. Og det er i en grad, hvor jeg egentlig hellere så dem lave et forfejlet pop-eksperiment end noget, de allerede har lavet før, uanset hvor godt det måtte være.

I en Mew-kontekst udmærker Visuals sig først og fremmest ved at udkomme blot to år efter foregående udspil. En ting der ikke er sket siden, at Frengers (der hovedsageligt bestod af genindspilninger af sange fra deres to forrige album) blev efterfulgt af And the Glass Handed Kites (2005). Man kan altså retfærdigvis sige, at det her album er en rekord i kortest arbejdstid. Det er ligeledes første album uden Bo Madsen på guitaren.

Præmissen for albummet er beskrevet i pressemeddelelsen som, at Jonas Bjerre skulle have vendt en del af arbejdsprocessen på hovedet og have lavet de visuals, som ofte har prydet baggrunden til Mews liveshows siden årtusindskiftet, før sangene var skrevet færdige for at se, hvordan det ville påvirke sangene. Deraf albumtitlen. En interessant præmis, jeg som anmelder dog ikke har mulighed for at reagere på, da disse visuals ikke er tilgængelige, når jeg sidder og lytter til albummet. Derfor må det altså ikke være at betragte som et audiovisuelt værk, men snarere at bandet har fundet inspiration i Jonas Bjerres visuelle kreationer til det nye album.

Det giver mening, at inspirationen er fundet indadtil. Visuals er en musikalsk forlængelse af retningen fra bandets tidligere udspil No More Stories… (2009) og +- (2015). En række enkeltsange, der hver forsøger at udleve deres egne idéer, uden at de har en egentlig rød tråd, udover det produktionsideal, Mew har holdt fast på, siden de reelt fandt deres kreative formel på Frengers: Storladne, tætpakkede popproduktioner med cheesy-grænsende synthflader og multilagrede vokaler, de denne gang selv har produceret.

Visuals er ligeledes primært positivt ladet og opløftende i sin stemning som +-. Væk er dog de skarpe guitarriffs, der sammen med Jonas Bjerres særegne melodier, og Silas Utke Graae Jørgensens trommespil har været spydspidserne, der har hævet Mews popsange til et andet niveau. Da sangene udover produktionen ikke har en rød tråd som sådan, giver det også mest mening at beskrive dem enkeltvis eller i klynger.

”Nothingness and No Regrets” er åbningssangen, der eksemplificerer den opløftende stemning på albummet. Den første halvdel af sangen med glitrende synths og diverse strengeinstrumenter minder mest af alt om Jonas Bjerres soundtrack til filmen Skyskraper, indtil steroidt-energiske trommer og bas gør sin entré halvvejs og forvandler sangen til en upbeat, storladen popsang. Det lyder umiskendeligt som en Mew-sang, der kunne have fundet plads på +-.

80’er popbaskeren ”The Wake of Your Life” tager fat, hvor codaen i ”My Complications” slap på forrige album. Det er den sangskrivningsstil, jeg føler, jeg har hørt Mew agere mindst i. 180 BPM, simple rytmer og en uforskammet pop-leflen, som er båret frem af en skøn melodi. Det er et klart personligt højdepunkt på albummet.

”Candy Pieces All Smeared Out” har et bemærkelsesværdigt stærkt forvrænget og kantet riff, der er akkompagneret af blæsere. Det er angiveligt bygget på et stykke musik, Jonas Bjerre skulle have skrevet på sin Commodore 64 som teenager, og lyden er faktisk lige her noget virkelig nyt i Hellerup-bandets verden. Det er desværre ikke et vellykket eksperiment, og eksperimentet er heller ikke kørt helt ud, da sangen hurtigt falder på plads som endnu en storladen popsang, hvor omkvædets melodi allerede var at finde i mere tilbagelænet version i promomaterialet fra bandets B&O-samarbejde tilbage i 2013, men som alligevel ikke var at finde på +-. »Hvorfor mon?« fristes jeg til at tænke.

”In a Better Place” er bygget op omkring en trommerytme, der fremhæver Silas Utke Graae Jørgensens skønne, aparte måde at spille trommer, på krydret med himmelstræbende synths og en af de mere forglemmelige Mew-melodier. Afsluttende ændrer sangen sig lidt uventet til et instrumentalt stykke med en masse tyste blæsere, et basostinat og et mere afdæmpet trommespil, der egentlig lyder lovende og anderledes. Det ender dog som en underlig statisk størrelse, der løber ud i sandet – en idé med et uforløst potentiale.

”85 Videos” og ”Learn Our Crystals” griber fat i Mews kærlighed for calypso-rytmer, som man også kan finde på f.eks. ”Hawaii” fra No More Stories… Disse rytmer forenes med nogle storladne popomkvæd, og “Learn Our Crystals” gør det med et klassisk Mew-greb, hvor sangen pludselig uventet skifter til et hidtil ikke-introduceret stykke, der her består af et rytmisk mere ligetil instrumentalt stykke, der munder ud i et a cappella Bjerre-kor.

”Ay Ay Ay” er måske det mørkeste stykke musik på albummet, og det lyder lidt som ”Vaccine” og ”Tricks of the Trade” fra No More Stories…, der møder ”Clinging to a Bad Dream” fra +-. Her opnår Johan Wohlert og Silas Utke Graae Jørgensen den samme stramme rytmesektion som på …And the Glass Handed Kites. Det er en af de sange, jeg nyder mere på albummet, men samtidig også en af dem, der umuliggør idéen om en rød tråd på tværs af albummets sange.

”Zanzibar” og ”Shoulders” er to langsommere numre på henholdvis 2 minutter 6 sekunder og 2 minutter og 54 sekunder med rygrad af synths, der lyder som om Jonas Bjerre har skrevet musikken alene. De minder mig egentlig mere om nogle af de halvbagte idéer, som tidligere har endt som b-siderne på Mews singler, som er charmerende, men ja… halvbagte. Selvom at den føles lidt som fyld på det her album, har “Zanzibar” dog nogle skrøbelige synthlyde i baggrunden, der udgør nogle af albummets interessante lyde trods deres subtile fremtræden.

Albumafslutteren ”Carry Me to Safety” havde jeg det i begyndelsen svært med. Den lyder umiddelbart også som Mew, der gentager fordoms storhed – et rigtigt stadion anthem, der emotionelt stikker af ala “White Lips Kissed”. Sådan lyder den i og for sig stadig for mig. Den fremstår dog som en reel sang, der har noget på hjertet, og versets akkordskifter og melodier er virkelig bare af det niveau, hvor Mew viser, at de formår at kombinere det umiddelbart tilgængelige med nogle underlige, komplekse valg som kun store popmusikere, som f.eks. Kate Bush, formår at gøre det.

For at vende tilbage til mit udgangspunkt, så tyr Mew til tricks, de allerede har brugt før. Det skete første gang på sidste udspil +-, der ikke reelt bragte gruppen i en ny retning, som de så ellers insisterende havde gjort indtil da. Man kunne have håbet, at Bo Madsens exit havde betydet, at de havde brugt tiden på redefinere sig selv som band, som man reelt havde en fornemmelse af, at de gjorde efter And the Glass Handed Kites, da Johan Wohlert forlod bandet. Det synes på ingen måde at være tilfældet. Og de gange hvor den nye stand-in-guitarist Mads Wegner har bidraget, virker det desværre som en guitarist, der mimer Bo Madsens spillestil i stedet for at sætte sit eget præg.

Havde det her været et udspil fra et nyt band, havde jeg utvivlsomt været utrolig imponeret over den fintfølende melodiøse fornemmelse, rytmeeksperimenterne, de til tider underlige sangstrukturer og evnen til at slippe af sted med den overproducerede, storladne lyd.

Det er bare ikke et andet band, og jeg sidder desværre tilbage med en fornemmelse af, at Mew har travlt med at holde gang i et levebrød ved at levere musik til et Transformer-soundtrack, samarbejde med TC Electronic og lave et nyt album, der i en Mew-standard fremstår som venstrehåndsarbejde, hvilket er det mest uhåndterlige for mig. Visuals fremstår som lyden af et band, der færdiggør en række skitser fra gemmerne, snarere end et band der insisterer på at redefinere sig selv eller lave et album med en rød tråd, der vil formidle noget specifikt til mig som lytter. Jeg er bevidst om, at mit specielle forhold til Mew muligvis har forskruet min opfattelse af det her album. Freud ville muligvis have ment, at denne anmeldelse kunne tilsidesættes som et musikkritisk fadermord. Måske ligger der en smuk koncertoplevelse gemt i de visuals, albumtitlen referer til, der vil få sangene til at fremstå som eksperimenter, jeg ikke forstod ved disse hidtidige lytteoplevelser. Jeg håber det.

Kærlig hilsen en dedikeret, blødende Mew-fan.

★★★☆☆☆

Deltag i debat