Koncerter

The National, 12.08.17, Haven Festival, København

Skrevet af Signe Palsøe

The National sigtede efter at lukke deres hjertebarn af en festival med bidrag fra alle deres kollegaer og masser af nye numre. Desværre fungerede ingen af delene specielt godt.

Så var vi fremme ved kulminationen. The National-brødrene Bryce og Aaron Dessner er blandt de aktører, der står bag Haven Festival, og nu havde deres første festival efter års forberedelse fået luft under vingerne. Deres gæsteoptrædener hos op mod 20 af festivalens kunstnere vidnede om, at tætte venskaber gennem planlægnings- og afviklingsfasen har set dagens lys, og at festivalen i langt højere grad er et kærlighedsbarn af en flok ildsjæle end et business-tiltag.

Dagsordenen for festivalens sidste koncert lå med andre ord lige for: Her måtte nødvendigvis være tale om en The National-optræden ud over det sædvanlige – skærpet af personligt engagement, en snert af rørstrømskhed og besøg fra alle de nye venner undervejs.

Omtrent sådan må både publikum og The Nationals forventninger til aftenens koncert have været, og det var langt hen ad vejen også de elementer, der udgjorde programmet gennem festivalens sidste halvanden time. Hvordan kunne koncerten så være en så helt igennem middelmådig oplevelse?

Det var der flere grunde til. Selvfølgelig hænger det delvist sammen med, at The National står bag en pæn procentdel af dette årtusindes allerbedste numre inden for den genre, man vel kan kalde voksenrock. Alligator– og Boxer-pladerne flyder over af dem, men også High Violet og Trouble Will Find Me har indslag, der efterhånden har opnået klassikerstatus. Med pladen Sleep Well Beast på trapperne var det ikke sært, at bandet var ivrige for at præsentere nyt materiale for publikum, men åh, hvor var det trist, at det i så høj grad skete på bekostning af de mange mulige nedslag i bagkataloget.

Koncertens første halvdel bød således hovedsageligt på nye sange, der ikke for alvor engagerede publikum – med enkelte blodtransfusioner i form af “Bloodbuzz Ohio” og “Afraid of Everyone”. Men sætlisten var egentlig ikke så meget koncertens svaghed som formen for aftenen var. The National har uden tvivl været forhippede på at få mest muligt ud af de mange andre musikere, der var til stede på festivalen, og som efter koncertens halvvejsmærke således begyndte at frekventere scenen i en lind strøm. Desværre var afstanden fra intention til elegant udførelse rigeligt lang: Justin Vernons vokal forsvandt i produktioner i lydbilledets bund på det nye nummer “Nobody Else Will Be There”, ligesom de ellers fine vokalbidrag fra Kate Staples (alias This Is the Kit) og Kwamie Liv ikke kom til deres ret i nogle temmelig anonyme roller.

Efter alt at dømme sigtede bandet efter en atmosfære a la aften i øvelokalet, hvor venner tilfældigt dropper forbi, og formen bestemmes af stemningen blandt de tilstedeværende. Ikke alle bekendtskaber gør sig dog lige godt i The Nationals univers. Decideret bizart blev det, da performancekunstner Ragnar Kjartansson kiggede op på scenen i sit Stewart Stardust-antræk for at give et accenttungt bud på et cover af Kim Larsens “De smukke unge mennesker”.

Jo, der lod til at være plads til alle velmenende bidrag i denne uformelle sidste stund af årets festival. Det gjaldt heldigvis også klassikere som “Fake Empire” og “England”, der efterhånden begyndte at indfinde sig på sætlisten og heldigvis stod så skarpt, som numrene fortjener. Flankeret af lidt for mange numre fra Sleep Well Beast og mere eller mindre halvhjertede gæstebidrag var disse stærke numre dog også en lidt vemodig påmindelse om, at The National kunne have gjort det ikke så lidt bedre.

★★½☆☆☆

Deltag i debat