Koncerter

Roskilde Festival 2018: Clarissa Connelly, Rising

Clarissa Connelly fik hjælp af 10 musikere til at skabe sit helt eget, sarte univers midt på Roskilde Festival. Foto: Sofie Hvitved.
Skrevet af Simon Freiesleben

Aarhusianske Clarissa Connelly skabte sammen med ti musikere et lille, tiltrængt frirum fra campingpladsens kaotiske fester.

Det er ikke usædvanligt, at unge danske bands, der får chancen for at spille på Roskilde Festival, satser hele butikken på at lave et stort show, som forhåbentlig hjælper dem med at bryde igennem lydmuren og nå ud til et større publikum. Alligevel må man tage hatten af for Clarissa Connelly, der i anledning af sin koncert havde udvidet sit ensemble med 10 ekstra musikere på scenen. Normalt optræder hun nemlig fuldstændig solo, hvor hun ved hjælp af samples og synthesizers fremtryller, hvad der lyder som et helt orkester og kor, men ved denne koncert behøvede hun ingen elektronisk hjælp: Der var istedet fuld live-instrumentation på scenen i form af strygere, strenge, trommer, keyboard og synthesizer.

Men det store ensemble gav tilsyneladende også lidt ekstra knas med at få lyden til at stå helt rigtigt. I hvert fald blev koncerten små 10-15 minutter forsinket. Da bandet endelig satte strøm på koncerten, var det med en tydelig rørt Clarissa Connelly helt i front, smilende til publikum. Der var ikke stuvende fuldt, men i år ligger Rising også lidt afsides. Man skal vide, hvor man skal finde den, og hvad man skal høre, for man dumper ikke tilfældigt ind i en koncert på vej mod noget andet.

Til gengæld giver det også lidt mere ro på foran scenen, da den ikke længere ligger midt i en gennemgangspassage. Det nød Clarissa Connelly og hendes orkester godt af, da man i ro og mag kunne lukke øjnene og lade sig svæve væk på følelsen af at falde ind i sig selv, mens aftensolens blide stråler fik varmen til at sive helt ind til det inderste. Orkestret lagde forsigtigt fra start, men bevægede sig hurtigt imod et fuldbyrdet og organisk lydbillede. Det håndspillede element gav musikken en tiltrængt tyngde og fysisk tilstedeværelse som Clarissa Connelly fremhævede ved flere gange altruistisk at træde helt tilbage på scenen og lade de andre musikere få spotlightet.

De elektroniske hjælpemidler udgør ikke længere hele Connellys setup, men de er bestemt ikke glemt. Der blev flittigt brugt samples i samspil med den underliggende musik, hvilket til tider kom til udtryk i nærmest psykedeliske effekter på et nummer som “De Novo”. Et nummer som Roskilde Festival beskriver som »lyden af Enya, der møder Sinead O’Connor«. Her vil jeg så mene, at man passende kunne tilføje »på syre« til allersidst. Et andet syret øjeblik indtræf, da Connelly gennem manipulation fik sin vokal til at antage en helt utrolig dyb og maskulin røst. Tiltrængte elementer af skørhed i en koncert, der lå og svævede på grænsen til næsten at blive for pæn.

Der er skrevet og sagt meget om festivalpublikummers talelyst denne sommer, men her fortjener de fremmødte faktisk ros. Der blev hverken sniksnakket eller sunget upassende fodboldsange. Langt de fleste lyttede i tavs koncentration til den smukke musik, der stod i skærende kontrast til campingfesternes mastodontiske anlæg, som i noget nær døgndrift blæser trampertechno og macho-hiphop ud i æteren. På den måde fungerede koncerten som et lækkert afbræk fra den ellers ofte hektiske festivalhverdag. Når det så samtidig var så velspillet og charmerende med den ydmyge aarhusianer Clarissa Connelly i front, så kan jeg godt tilgive, at det til tider føltes lidt for poleret og en anelse stillestående.

★★★★☆☆

Skriv et svar