Koncerter

Roskilde Festival 2018: Haley Heynderickx, Gloria

Foto: PR

En umedgørlig guitar, smukke backdrops og finurlige fortællinger ventede publikum, da singer-songwriter Haley Heynderickx åbnede Gloria lørdag eftermiddag.

De publikummer, der havde bevæget sig ind på festivalpladsen omkring middagstid, fik en perle af en Roskilde-koncert som belønning. Nede i hjørnet, til højre for Orange scene, gemte Gloria på en af de musikoplevelser, man tager med sig hjem.

Flankeret af sine bandmedlemmer Lily Breshears (backingvokal og mock bass) og Phillip Rogers (percussion og trommer) indtog Haley Heynderickx scenen efter en ekkofyldt introduktion af en ansigtsløs stemme. »That’s the most intense introduction we’ve ever gotten,« var Heynderickxs første kommentar. Og den lidt vittige snak viste sig at være kendetegnende for resten af koncerten. Alle numre blev introduceret med en lille, finurlig historie, og der var en del dialog med både publikum og backingvokalisten Lily Breshears, som stod fremtrædende med Heynderickx på scenen.

Det blev dog hurtigt italesat af bandet, at de vittige kommentarer og fortællinger var for at fylde tiden ud, mens Heynderickx måtte tune sin guitar mellem hvert nummer. Guitaren var ikke hendes egen, for den havde ligget for længe i solen inden hendes optræden på South By Southwest tidligere i år, hvor også Roskildes booker havde opsnappet hende – til hendes store overraskelse, nu når hun konsekvent havde spillet på en utunet guitar.

Men trods de små-lange pauser mellem numrene, var det ikke en forstyrrelse for flowet i koncerten – det var mere charmerende end noget andet. Det virkede faktisk til at det gik Heynderickx mere på end publikum »Stop tuning, Haley, oh my god,« udbrød hun undervejs. Men publikum responderede konsekvent med medfølende latter. Det var lidt som at stå i en dagligstue og se sine venner spille – publikum og band var på helt på bølgelængde.

Musikken var dog hele tiden i centrum og der var stille respekt fra publikum under numrene, som det desværre ikke altid er tilfældet. Og numrene fortjente virkelig al opmærksomheden. Åbningsnummeret “Bug Collector”, fra Heynderickxs debutalbum I Need to Start a Garden (2018), viste hendes evner ud i smukke bluegrass-inspirerede fingerspil. Allerede andet nummer på setlisten, den ekspressive “Oom Sha La La” inviterede til fællessang. Sangen, der ifølge Heynderickx selv, handler om at være usikker, men at være okay med det, virkede meget rammende for hendes egne følelser omkring at stå på scenen.

Selv kommenterede hun hendes vokalpræstation, og de knæk hendes stemme lavede, når hun havde de råbende udbrud, som også gør sig bemærket på pladen – på eksempelvis førnævnte “Oom Sha La La” og “Worth It”. Hun undskyldte dem med sygdom, men som publikum lød det ikke meget anderledes end på pladen. Tværtimod var hendes vokal i smuk harmoni med Breshears backingvokal, og råbene, der lyder af en slags indebrændt desperation, giver spændende kant til hendes ellers fine, lyse vokal.

Prikken over i’et på en fremragende koncert var de flotte backdrops, som gav den indendørs scene en særlig stemning, der understøttede de enkelte numre – endda meget bogstaveligt. På “Fish Eye” blev lyset og baggrunden blå med flydende og svævende streger, og under “Jo”, hvor der blev sunget om bikuber, blev lyset en varm orange, og det samme gjorde backdroppet. Selv Heynderickx måtte flere gange, begejstret kommentere på det.

Koncerten var en helhedsoplevelse båret af melodiske numre, flotte vokaler og god stemning. Kun de små kiks med tuning af guitaren og et enkelt ophold i et nummer, var lidt ærgerlige. Men selv de små skavanker var charmerende og blev en del af oplevelsen, da Heynderickx og Breshear var exceptionelt gode til at interagere med publikum.

★★★★★½

Om skribenten

Sofie Guldager Rafn

Redaktør for danske plader
sofie@undertoner.dk

Biografi:
Min far ynder at fortælle mig om dengang, jeg var lige ved at falde ud af trip-trap stolen, med havregrøden spruttende ud af munden, fordi jeg rokkede og grinte ustyrligt til tonerne af Nevermind. En lille anekdote, der i virkeligheden er mit musikalske udgangspunkt. Nu er CD'erne skiftet ud med streaming og vinyler, men glæden ved musikken er forblevet.

I dag har jeg har en forkærlighed for folk og indie-rock, men mit musikalske bibliotek rummer også alt fra hiphop til country.

Fem favoritalbums:
En liste, der nærmest er umulig at udarbejde, og som evigt er under forandring. Men albums jeg altid finder mig selv vende tilbage til er:
Bob Dylan: The Times They Are A-Changing
Joni Mitchell: Blue
The Radio Dept.: Clinging to a Scheme
Jens Lekman: When I Said I Wanted to Be Your Dog
Mew: Frengers

Skriv et svar