Koncerter

ML Buch, 20.03.19, Alice, København

Foto: Mathias Kristensen
Skrevet af Niklas Kiær

Efter at have udgivet tre fremragende singler i 2018 (og efterfølgende taget dem ned igen), har ML Buch skabt en vis grad af forventning omkring hende. Efter hendes koncert onsdag aften på Alice i København, er der kun én ting at konkludere: Believe the hype!

Det var med store forventninger, jeg drog mod Skt. Hans Torv og  spillestedet Alice onsdag aften. Siden udgivelsen af EP’en Fleshy fra 2017 er ML Buch blevet et af den danske, alternative musikscenes mest omtalte navne. Hendes debutalbum var længe forventet at ankomme i løbet af sidste år, men i stedet forsvandt den række af singler, der ellers havde antydet albummets snarlige udgivelse. Tilbage på kunstnerens Spotify-konto er kun førstesinglen “Can You Hear My Heart Leave”, mens Fleshy stadig kan findes på YouTube. Stilheden omkring udgivelsen har kun gjort interessen endnu stærkere, og nogle håbefulde musikfolk har endda hvisket lidt i krogene om, at aftenens koncert måske ville fungere som surprise release. Det kan jeg desværre allerede afsløre ikke blev tilfældet. I stedet blev det en aften, hvor talentlaget i den københavnske virkelig spillede med musklerne.

Aftenen blev indledt med et fremragende set af GEL, der er det musikalske alias for danserinden og koreografen Karis Zidore. Zidore er endnu et ekstremt spændende talent fra den københavnske scene af eksperimental elektronisk musik, og på aftenen viste hun prøver på den tunge og fragmenterede men ekstremt dansable æstetik, der også prægede hendes debut fra 2018, Drama Tools. Det er altid en fornøjelse at være til en opvarmningskoncert, der både sætter tonen an og har musikalsk kapacitet nok til at kunne stå alene som helstøbt koncertoplevelse. Vil man opleve den danske musikscene i fuldt flor, så kan det anbefales at holde et skarpt øje med GEL’s koncertkalender.

Efter opvarmningskoncerten fyldtes scenen med røg badet i samme limegrønne nuance som artworket til Buchs “Can You Hear My Heart Leave”, der er eneste overlevende single på streamingtjenesterne fra hendes kommende debutplade. Farven komplimenteres af lyd, da tunge synthflader fylder lokalet, og gradvist afslører røgen aftenens hovednavn. Buch står ved en konstruktion af forskellige synthesizers og en billygte, der til sammen danner indtrykket af et meget moderigtigt rumskib med klar 00’er æstetik. Instrumentalstykket spiller Buchs trup af dansere frem, der rituelt indtræder på scenen og introducerer bilfælge og grønne vindruer – begge dele selvfølgelig i fuld overenstemmelse med aftenens æstetik.

Trioen af dansere består af Emilie Gregersen, Anna Lea Ourø og Naya Moll, og de bør krediteres ved navn her i artiklen, da de havde en stor ære for den samlede koncertoplevelse. Koreografien de havde forberedt til aftenen løftede de enkelte numre, og i sammenspil med videoelementer, der kørte i baggrunden, fungerede de som en udvidelse af Buchs følsomme tekstunivers.

Efter introduktionen af aftenens persongalleri, begynder de loopede vokalsamples fra førnævnte “Can You Hear My Heart Leave”, der er aftenens første nummer (og en af mine personlige favoritter fra 2018). Buch kommer dog en lille smule svingende i gang, og det er som om, hendes vokal aldrig helt når at omfavne nummerets mange skæve rytmer og små detaljer, inden det afsluttes. Havde man nogen former for bange anelser for aftenen ved dette punkt, blev de dog hurtigt gjort til skamme. De grønne farver udgår og erstattes af et koldere, sortere mørke, mens Buch begynder på “I’m a Girl You Can Hold IRL”, der udover at have en fremragende sangtitel, også er et virkelig stærkt nummer. Det står også meget tydeligt frem live, og Buch er nu i fuld kontrol over hendes vokal, mens koreografien omkring hende afspejler længsel og attraktion gennem bevægelse og endnu flere bilfælge.

Efter endnu et nummer brydes koncerten af endnu et storstilet, koreograferet element. Et lydtæppe af bølgeskvulp fylder beroligende lokalet, og Buch tilslutter sig danserne ved scenekanten. Endnu et rituel opføres – de 4 kvinder står i en cirkel med de føromtalte grønne vindruer imellem sig, mens de gradvist plukker, skræller og påfører hinanden druer i ansigtet. Det føltes væsentligt mindre mærkeligt at være vidne til, end det er at forsøge at beskrive det med ord. Lige før seancen er ved at skride over i et stadie, hvor man har lyst til at råbe: »Det er art, vi har forstået det!«, begynder Buch at synge “I Feel Like Giving You Things”, mens bølgeskvulpene ufortrødent fortsætter. Nummeret føles sartere end de resterende numre på aftnen, nerverne er fuldt blottede og naiviteten er mærkbar i både vokal og tekst.

Efter seancens afslutning træder danserne ud, og Buch er nu efterladt alene på scenen. Hun iklæder sig en guitar og begynder på et nummer, jeg ikke mindes at have hørt tidligere, hvor hendes vokal komplimenteres af en smagfuld auto-tune, inden hun går over i “Everybody Needs” fra hendes EP Fleshy. Guitar-segmentet afsluttes, og erstattes nu af et tungere instrumentalt stykke, der samtidig spiller danserne tilbage på scenen. Koreografien i denne del bryder med det drømmende og næsten teatralske udtryk fra tidligere, da trioen nu danser den samme koreografi fuldstændig synkront i et højt tempo. Det føles næsten som tonerne fra Buchs elektroniske nummer har skabt en trance, som danserne ufrivilligt må adlyde.

Aftenens allersidste nummer og endelige højdepunkt er fremførelsen af “Teen” fra Fleshy, der er EP’ens nok stærkeste nummer. Det giver mening at afslutte koncerten med sangen, der nok er det tætteste ML Buch har på et decideret hit. Hun er tilbage ved rumskibet, og mens hun spiller rumskibet klar til igen at forlade Alice, kan jeg ikke lade være med at se elementer af Beth Gibbons i hendes vokal, fremtræden og evne til at fremstå både fjern og fuldstændigt følelsesmæssigt blottet på samme tid. På trods af Buch stadig kun har en enkelt udgivelse i ryggen, er hun en kunstner, der er i komplet kontrol over sin æstetik. Det er på mange måder en magtdemonstration af potentiale, talent og ambitioner, som publikum har været vidne til på Alice, når jeg at tænke, inden en sidste kombination af instrumental og synkroniseret koreografi sender rumskibet tilbage, hvor det kom fra. Rumskibet forlod os muligvis igen, men det var en aften, hvor ML Buch for alvor ankom for at blive som kunstner.

★★★★★½

Fotos af Mathias Kristensen

Om skribenten

Niklas Kiær

Skriv et svar

boeger