Årets bedste plader

2010’ernes bedste danske plader: 30-26

Skrevet af Redaktionen

Redaktionen gør status over 2010’ernes bedste danske udgivelser: Første halvdel sluttes med et poprockbrag fra en hel generations stemme, et hjerteskærende comeback oven på den største sorg samt dansk hiphop mest uforudsete hitsucces.

30, The Minds of 99 – Solkongen (2018)
Solkongen fastslår The Minds of 99 at de er den fremmeste bejler til titlen som deres generations band og Niels Brandt som generationens stemme. Det er deres mest ambitiøse album til dato og er både blevet belønnet med anerkendelse og popularitet, da de som nogle af de få musikere i Danmark rutinemæssigt optjener millioner af streams, imens de befinder sig i anmeldernes kridthus. Formlen med energisk og up-tempo, dansksproget rock med følelserne uden på tøjet er bibeholdt og slebet endnu mere skarpt – både i produktion og sangskrivning, hvilket både er positivt og negativt. Man kunne argumentere for, at det, bandet har tilført sangene af produktionsmæssig finesse og vellyd, har gjort, at noget af den rå kant fra deres tidligere albums er blevet smidt overbords. Det har dog også gjort, at de har skabt en drøm af en poprockplade.
(SH)

29, Communions – Blue (2017)
Den københavnske kvartet havde allerede skabt en del opmærksomhed med EP’erne Cobblestones og Communions i 2014 og 2015, hvor sidstnævnte løb af med titlen som årets bedste album her på siden. Da der i 2017 skulle prøves kræfter med albumformatet, kunne man spore en tydelig udvikling i bandets lyd: Fra det skramlede mod en mere poleret og rendyrket poplyd. Som det er sket mange gange før i musikhistorien, mistede Communions undervejs lidt af den ungdommelige uforudsigelighed fra de korte EP-udgivelser. Blue har en rød tråd gennem pladen, som er tegnet af en stram produktion og Martin Rehofs særegne vokal. Oveni kommer en lille buket af fremragende sange i hver sin ende af albummet: ”Come on, I’m Waiting”, ”Eternity” og ”Alarm Clocks”. Særligt ”Eternity” viser Communions når de er allerbedst: med en fængende guitarfigur og et tykt lag patos på vokalen.
(UH)

28, When Saints Go Machine – Infinity Pool (2013)
Efter deres folkelige gennembrud i 2011 med Konkylie, hvor særligt hitsinglen ”Kelly” fyldte godt i radioen, var det store spørgsmål, hvordan avant-rockerne i When Saints Go Machine ville omfavne deres nye status som mainstreamsucces. De svarede igen to år senere med et mere autreret, syret og fragmenteret album i Infinity Pool. Fra den overraskende feature fra Atlanta-rapperen Killer Mike på åbningsnummeret og førstesinglen, ”Love and Respect”, vrider og drejer Infinity Pool sig konstant i forskellige retninger på den bedst mulige måde. På samme måde som Beck er, når han er allermest eklektisk, så formår When Saints Go Machine at kombinere tilsyneladende modsatrettede æstetikker til et samlet, spraglet hele, der får sin helt egen stemme. Lige fra den syrede, new aesthetic album-teaser viste gruppen sin intention om at gå stik imod alle forventninger, man kunne have til dem – og Gud ske tak og lov for det.
(NK)

27, Søren Huss – Troen & ingen (2010)
Stor sorg. Endnu større kunst.
Søren Huss’ første – og ikke mindst monumentale – værk efter hustruens tragiske død leverer det ene emotionelle knytnæveslag efter det andet i et hudløst ærligt billede af en mand, der med blødende fingerspidser kæmper sig vej tilbage til livet efter dettes størst mulige tab.

Den katarsiske renselse, Huss synes at gennemgå i løbet af Troen & ingen, gavner ikke kun ham selv, men også lytteren, der tager favntag med manden ved pianoet i løbet af pladens 11 numre og følger hans vej mod accepten og senere hen fremadskuelse. Rent kompositorisk er der samtidig ikke langt fra de sørgmodige Saybia-melodier med Huss’ fornemmelse for mol-baserede popviser som absolutte drivkraft, der peaker på den blændende smukke “Et hav af udstrakte hænder” og slutter med et kuldegysfremkaldende, hviskende »tak for dansen.«
(DN)

26, Marvelous Mosell Magisk, mytisk, mageløs (2017)
Marvelous Mosell havde tilbragt nogle år i sin helt egen niche af dansk hiphop med en 80’er-nostalgisk stil, selvsikre dansetrin og legende lette kaskader af rim med omkvæd, der hænger fast. Med Tue Track fra Malk de Koijn bag sig på de to grammofoner leverede han old-school komiske rapfortællinger over samplede diskoklassikere med kæk karisma og cool ubesværethed. På Magisk, mytisk, mageløs valgte Mosell og Tue dog at opgradere deres koncept og brygge 10 originale beats, der trækker på førnævnte disko, men også i høj grad trommemaskinebaseret 80’er-hip-hop og blød 90’er-RnB. Man kommer ikke uden om den bragende hitsingle “Antikommerciel Masseappel”, der lagde toner til utallige dansegulve rundt omkring i Danmark – på trods af at den ikke mindede om noget andet i radioen. Resten af albummet er dog også spækket med kultklassikere og en glæde ved musikalsk spas, der leder tankerne hen på Malk de Koijns tidligste projekter.

Den sammenligning er også gældende i forhold til den entusiasme, parret viser ved at gribe langt tilbage i hiphophistoriebogen og tilføre den deres eget twist. Magisk, mytisk, mageløs excellerer ved både at have kræs for hiphopkendere og være så festligt og charmerende, at de færreste kan modstå den.
(SH)

s også:
2010’ernes bedste danske plader: 50-46
2010’ernes bedste danske plader: 45-41
2010’ernes bedste danske plader: 40-36
2010’ernes bedste danske plader: 35-31

Leave a Reply