Plader

Lanterns on the Lake: Spooke the Herd

Med deres fjerde album Spook the Heard kommer den britiske indiegruppe Lanterns on the Lake godt rundt i de samfundsaktuelle kroge.

Jo ældre jeg bliver, og jo flere albums jeg lytter til, jo mere sætter jeg pris på konceptet ”40 minutter eller mindre”. Nogen gange kan det, der skal siges, sagtens siges på ni mellemlange numre eller 12 korte; Punkerne forstod det, post-punkerne forstod det, Lanterns on the Lake forstår det – og tak for det.

For sanger og sangskriver Hazel Wilde har vitterligt meget, og meget vigtigt, at sige. Bandets fjerde plade Spook the Heard åbner med drømmende guitarer og et næsten apokalyptisk fremsyn på ”When It All Comes True” – hvor ”it” er, tja, vælg selv en af tidens frygtelige trends, som kunne kamme over og gå fuldstændig galt. Men »when the sirens cease and my pulse is weak I’ll keep my word for you«. Der er håb, måske ikke for verden men måske for de mennesker, der befolker den. Menneske er menneske loyalt.

Håb og loyalitet (til trods) er to af pladens vigtigste temaer, og de slanger sig smukt gennem mange af numrene. På den nedtonede single ”Every Atom”, en sang om tab og sorg, lover fortællerstemmen den, hun har mistet: »If I have to split every atom just to find a trace of you/ that’s what I’ll do« – det er loyalitet, med eftertryk. Og på ”Blue Screen Beams” en kynisk fortællerstemme indrømme sit spæde håb, til trods for det kaos, der omgiver os: »You said ‘do I have hope’ and I said ‘I don’t’/ but I do/ I do/ I do/ of course I do«. Verden er muligvis ved at kollapse, men håbet for menneskeheden kan og vil og må ikke dø. Fortællerstemmen ved godt, at det måske er naivt og fjollet at håbe og elske midt i en usikker tid: »Look out there’s a dreamer on the lose« synger Wilder på kærlighedssangen ”This Is Not A Drill”, der sammen med sidste nummer ”A Fitting End” lukker og slukker pladen. Måske siger Wilder det, hun gerne vil sige, allerbedst på nummeret ”Before They Excavate”, der ligger lige midt på pladen. Teksten leger med en forestilling om, hvad fremtidens arkæologer vil grave frem af spor fra vores civilisation, og fortællerstemmen synger nærmest opgivende: »Some day they’ll carbon date this whole sorry mess we’ve made«. Både vores »unhinged leaders«, vores bekymrende klimasituation og kapitalismen vs. kunsten bliver vendt på denne ukonventionelle kærlighedssang der ifølge Wilder selv er et budskab om at elske i aften, for du ved ikke, hvad der venter i morgen. Her er måske ikke meget håb, men til trods, igen til trods, skal vi elske inden det er for sent. En smuk tanke i en trist verden.

Til tider hæder Wilders tekster sig dog lidt for meget til enten fjol eller floskler. På ”Blue Screen Beams” synger Wilder »We don’t need a wall/ we need a bigger boat«, og der er jeg simpelthen nødt til at protestere mod poesien. The ”wall” er selvfølgelig Donald Trumps berygtede og indtil videre ikke realiserede drøm om en mur langs grænsen til Mexico, og the ”boat” er sandsynligvis et opråb omkring de mange både med flygtninge, der drukner i verdenshavene i for små både og med for store drømme om et lykkeligt land på den anden side. Men altså. Man kan ikke sige »We need a bigger boat« uden at enhver med bare en smule filmhistorisk viden automatisk tænker Jaws og ja, så er den metafor ødelagt. Det er selvfølgelig ikke en fejltagelse, men det fungerer ikke. Og flosklerne, well, »Nothing left to lose« er virkelig en sætning, jeg ikke har behov for at høre i flere sange. Og så er den da at finde på nummeret ”Baddies”, pladens måske bedste nummer (det vender vi tilbage til). Og nu vi er ved titlen, så duer den altså heller ikke. ”Baddies” er en meget britisk måde at sige ”bad guys” på og på en eller seriøs sang virker det bare lidt fjollet.

Musikalsk er jeg helt oppe og støde over trommeslager Oliver Ketteringham; ”Baddies” er næsten en Stephen Morris (Joy Division) værdig – tænk ”Komakino”. Han giver ”Every Atom” en personlighed, der på et lidt for stille nummer er tiltrængt, og på ”Blue Screen Beams” stjæler han simpelthen showet. Det er en fornøjelse på en drømmeindie plade, der med Wilders fine men lidt spæde stemme godt kunne have druknet i middelmådighed.

At vi er ude i (endnu) en plade, der høres bedst i mørke, i fart, og med hovedtelefoner, understreges på ”Secrets & Medicine”, der er tung og trist og uendelig smuk. Spook the Heard er en vigtig kommentar til en kaotisk verden, men også en velkommen pause fra bekymringen. Her må man gerne elske, også selvom verdenshavene stiger, og det tror jeg, vi trænger til at få at vide.

Rating: [4/6]

Skriv et svar