Koncerter

Roskilde Festival 2022: Afskum, Rising

Ung, dum og fuld af Afskum. Prince Askar aka Afskum havde hånden på struben af et velvilligt publikum. Ordet intenst dækker kun knapt, og hvis mikrofonen ikke havde været mudret (og hvis man havde været bare lidt mindre rundhåndet med autotune), havde vi nærmet os en perfekt performance.

Det er en ganske speciel oplevelse at skulle anmelde en koncert, hvor man ikke har hørt en eneste af kunstnerens sange. Ikke fordi man ikke har prøvet; Roskilde Festivals kunstnerbeskrivelse om Afskum foreslår, at man lytter til demoer på Soundcloud, men der er rungende tomt, da jeg først når derind. Glem alt op Spotify – Prince Askar, som Afskum hedder til hverdag, har ikke udgivet noget officielt endnu.

På et af de cirkulerede pressebilleder har Afskum stillet sig an i bedste badass rapper-stil med underlæben nedbøjet og en tatovering på indersiden udstillet. Så da bandet går på scenen og lader mørke synth-toner flyde udover publikum, når man kort at tænke, at man simpelthen har stillet sig foran den forkerte scene. Men så går Afskum på scenen og griber mikrofonen, og med en brølende mørk stemme sætter han i en dyb og inderlig sang, mens bandet hamrer igennem på trommer, bas, guitar og synthesizers på et mørkt, dystert og dundrende højt rocknummer. Lynhurtigt har han publikum i sin hule hånd; konstant er han i bevægelse, en vred krop der vrider sig til en vred stemme, og når han hopper, så hopper folk med. Intenst er ikke ordet, men i mangel på bedre: det er intenst.

Alt er mørkt. Energien er mørk. Musikken er mørk. Blikket er mørkt. Og det er umuligt ikke at lade sig opsluge af hans tilstedeværelse.  Musikalsk bevæger han sig mellem larmende rock og mørk synth-pop – et vredere Depeche Mode tilsat et heftigt live-band. Hans dybe, dybe stemme skiftevis crooner sig gennem et tykt lag af autotune (som jeg i mit stille sind vil håbe, man vil overveje at skrue lidt ned for) og råber, skriger, brøler fortørnet, forbitret og brændende. Der bliver ikke sparet på følelserne, og uden at kende et eneste nummer, vil jeg vove at påstå, at i hvert fald to hvis ikke tre af settes hårdtslående sange har hitpotentiale. Bare stik manden en pladekontrakt, og se hvad der sker.

Men koncerten er ikke uden problemer, og desværre trækker et af dem virkelig ned. På samme dag som Afskums koncert på Roskilde Festival skal finde sted, udgiver han en vanvittig interessant video. Med en blanding mellem spoken word og performancekunst sætter han ild til sine frustrationer og hyler mod en uretfærdig verden »Brormand du skal ud/ fuck mig og min sorte hud«. Det skal vist ikke forstås som en regulær udgivelse, måske mere netop bare eksperimenterende kunst, men det er ret fantastisk, og cirka midt i settet er det netop denne “sang”, han sætter i.

Det indtil nu hårdtslående band falder fra, og Afskum stiller sig på scenekanten og med den der dybe basstemme synger-skriger han de arrige ord til det nummer, han kalder “Min kniv er flottere end din”. Igen er intenst for mildt. Med et desperat blik slår han sig hårdt for brystet, før bandet giver den alt, hvad remmer og tøj kan holde, og bevidst overdøver Afskums stemme og lader ham drukne, før han helt fortvivlet stønner »Fuck min ensomhed/ tror ikk’ jeg kan bære det mere«. Det er ordene, det bærer det her nummer. De vrede ord ud af en vred mund. Men dette ene nummer er desværre, desværre, desværre den eneste gang, man kan høre, hvad han rent faktisk synger, og det er nærmest ubærligt. I starten ligger bas og stortromme simpelthen for højt, og når det blandes med en heftig autotune, ryger der kun mudret vrede ud af mikrofonen. Efter et par numre ryger de ind i tekniske problemer, og mikrofonen får et nøk opad efter det, men det er ikke nok. Afskum er så meget på, at det halve kunne være nok. Han hopper ned til publikum flere gange, ligger på ryggen på scenen, og er på alle måde til stede. Det er ham og den mikrofon. Men ordene når os ikke. Kæft hvor er det træls.

Midt i sidste nummer går han af scenen, men kommer tilbage akkompagneret af uptempo synths, røg og et sidste energiudslip, der sender chokbølger udover et svedende, hoppende publikum. En led guitarsolo får lov at efterlade et sidste indtryk, før bandet smilende går af scene velvidende, at det her var godt. Og det var det. Men de manglende ord er til at græde over.

★★★★½☆

Skriv et svar