New Jersey-bandet The Quick Fix Kills debuterer med et fuldlængde-udspil på My Pal God efter sidste års ep-debut. På Saint Something undgår de ikke at blive påhæftet mærkaten emorock, der i nogles øjne har en uheldig bismag. Emo-genren har været under heftigt angreb fra diverse collegebands, der alle ville være lige så seje som deres idoler i Sunny Day Real Estate og At the Drive-in. The Quick Fix Kills undgår dog heller ikke denne faldgrube helt, men formår for det meste at styre uden om klichéer og leverer faktisk et gennemarbejdet og lovende udspil.
The Quick Fix Kills’ debut sender da også med sin elegante og intelligente blanding af intensitet, energi og dybde signaler i retning af At the Drive-ins tidlige værker; dog med en opdateret grad af nerve og vrede. The Quick Fix Kills har også været modige nok til at tage et uventet skridt og inkludere kvindelig baggrundsvokal i omkvædet på flere af sangene. Dette er tilfældet på de to sange, der må betegnes som albummets bedste.
I “3/4 Romance” viser The Quick Fix Kills sig fra sin bedste side. En intet mindre end fabelagtig sang, der med skramlende guitar hele tiden truer med at kollapse. Modrytmer og en guitar, som hele tiden har travlt med at forsøge at melde sig ud af sangen. Melodien forvrænges, vendes om og genvinder igen sin styrke. En bastant basfigur lægger for med et markant tema, som guitarerne forsøger at sprænge med en skramlet eksplosion, der kickstarter sangen med en vital og enestående energi.
“The Widely Rumoured Gin Bottle Smash” er det andet højdepunkt på Saint Something. Sangen besidder ligesom “3/4 Romance” en energi ud over det sædvanlige samt et fantastisk omkvæd. Sangen beretter om en typisk periode i en hver ung mands liv: »Ten days of drinking / And one day contradicting« – og den klarer det udmærket.
Forsanger Mark Moody har en noget utrænet vokal, og hans præstation ville blive voldsomt forbedret ved blot et minimum af sangtræning. Vokalen giver dog en slags gadedrengsstemning over bandet, noget der sagtens kunne være et bevidst træk.
Et andet kritikpunkt er en til tider noget uinspirerende guitarindsats. Især i de sidste numre mister guitaren lidt sin markante position i lydbilledet og bliver for meget en skramlende baggrundslarm.
På den velspillede “Pink Dreams and Cigarette Burns” demonstrerer The Quick Fix Kills en fin fornemmelse for markante riffs, men uheldigvis bliver guitaren i første vers produceret en smule for lavt i forhold til Moodys vokal, der som før sagt ikke er trænet nok til at kunne bære en så central position. Ud over et par små svipsere er der dog intet at indvende mod produktionen.
Saint Something er en sprælsk og imponerende debut fyldt med både nerve og rocktæft. The Quick Fix Kills formår at drible uden om mange faldgruber og scorer et flot mål med disse 10 sange. De har langt hen ad vejen formået at løsrive sig fra deres idoler, men for fremtiden kunne det være spændende at høre The Quick Fix Kills lyde endnu mere som sig selv. Der er sange på Saint Something, som vidner om stort potentiale, og fremtidens opgave må være at frasortere de enkelte sange, der ikke formår at blive til andet end en god idé.
