I 2000 gik to små italienske punkbands, Snare og Frogs, i opløsning. Hvis medlemmerne bare var gået hver til sit, havde vi nok aldrig opdaget det. Men fra resterne af de to bands, som for øvrigt ikke på nogen måde var bekendte med hinanden, opstod et nyt band ved navn merci Miss Monroe, da tre medlemmer tilfældigt mødtes og kom til at diskutere musik.
For de forhenværende medlemmer af Snare og Frogs var det vigtigt at distancere sig fra den musik, som de to grupper stod for, og merci Miss Monroes musik blev derfor blødere og langt mere melodisk og harmonisk. Selv kalder bandet musikken for en blanding af klassisk britpop og amerikansk indie, og de hævder, at musikken er “easy but never banal.” Deres udtalelse om musikstilen er næsten sand, mens det andet udsagn desværre ikke passer helt.
Ved lytningen til merci Miss Monroes debutalbum er der øjeblikke, hvor man tager sig selv i at have dagdrømt sig langt væk; det er ikke et album, der er nemt at komme i gang med. Åbneren “So Goofy” og numrene “Glued” og “D” er kedelige – ikke dårlige, men bare gab- og dagdrømmefremkaldende. Blandt disse får man så nummeret “Damndamndamn”, som er en sød sommermelodi med melodisk, halvskæv indierock af Weezer-skolen med kor og guitarsolo.
Man kommer til stede igen i lytningen af albummet efter et par kedelige numre midt på albummet med “Party Parade”, som er bandets bud på en “Song 2”. Ikke specielt opfindsomt, men heldigvis er nummeret placeret inden “Gentlemen Prefer Blondes”, så man bliver lidt vågen. Sammen med “damndamndamn”er “Gentlemen Prefer Blondes”, trods sin længde på 6:28 og sit ret monotone udtryk, albummets bedste nummer. Som en guitars melodilinje fra repetitiv postrock gentages rundgangen igen og igen, mens en mandsstemme, ledsaget af en mindre tydelig, kvindelig vokal, messer sig gennem det dystre nummer. Der er både Labradford og Tindersticks over det.
Resten af albummet er bedre end den første halvdel. “Play With Fire” er i samme boldgade som “Damndamndamn”, mens “August 49” egentlig er ok, men bliver ufrivilligt komisk på grund af den pludseligt tydelige italienske accent, der præger den engelsksprogede vokal. “Around” er en skæv march, mens afslutningsnummeret “Sex Drawing” starter som en simpel guitarballade og slutter i et afdæmpet og følt instrumentalt crescendo med maracas, klaves og tamburin. Det er ikke overspillet, men passer i stemning til et dog noget ujævnt og ufokuseret album. At albummet indeholder numre fra helt tilbage, da bandet blev dannet, kan være en forklaring på den svingende kvalitet.
