My Midnight Creeps’ andet album, Histamin, har høstet lutter flotte anmeldelser i deres hjemland, Norge. Men det er tvivlsomt, om der kommer mere fra deres side, da forsanger og guitarist Robert Burås døde i juli. Og det er vitterligt en skam, hvis My Midnight Creeps skal lide samme skæbne som deres forsanger, for det her er en virkelig god plade.
Burås er kendt fra garagerockbandet Madrugada, mens den anden guitarist, Alex Kloster-Jensen, har en fortid hos Ricochets. MMC trækker tydeligt på deres gamle bands’ lyd. Bunden er garagerock, men med referencer både til psykedelisk rock som 13th Floor Elevators og The Doors og til den mere røvballe-agtige ende af rocken. Det hele er fremført af et band, der virkelig ved, hvad de laver. Pladen er kyndigt produceret af Burås og Kloster-Jensen, som fornuftigt har undladt at polere lyden for meget.
“Shot by the Blues” er et dejligt sumpet nummer, der lugter lidt af tung sydstatsrock a la Drive-By Truckers. Det sætter stemningen for albummet, for Histamin er trods medlemmernes garagerockbaggrund ikke en særlig hård plade. Den er bare tung og mudret på den gode måde.
Guitaren er i “Shot by the Blues”, som på pladen generelt, det dominerende instrument, hvilket til dels bunder i, at de to frontmænd er guitarister. Heldigvis er de særdeles kompetente. Så det er en ren fornøjelse at lytte til de tunge riffs fra den ene guitar, imens den anden laver lir i baggrunden. Som akkompagnement har vi Burås’ vokal, der matcher genren perfekt. Hans stemme lyder nemlig hverken skolet eller synderlig ren. Til gengæld lyder den, som om den lever og ånder for rock’n’roll – både musikken og livstilen med alt, hvad det inkluderer af whiskey og stærk tobak. Det hele går op i en højere enhed af blueset garagerock.
“I Don’t Need You” er det nummer på pladen, der dårligst skjuler sin bluesinspiration. Guitaren lyder, som om den bliver spillet af en overvægtig og halvblind gammel neger med cowboyhat på en “front porch” i Alabama. Vokalen er som altid rusten og slidt. Teksten handler om en kvinde, en forbandet kvinde. En kvinde, der har forpestet sangerens liv. »You hang around, get nothing done / Can’t hear what you say, you’re no fun / You can not tell me what to do / I know you’re thinking: to hell with you / ‘Cause you broke me down, you broke me down / I don’t need you,« synger Burås. Selv om det er klichéfyldt og i dén grad hørt før, virker det.
“I’ll Let the Light Shine on You” trækker i høj grad på The Doors og Ricochets. Nummeret minder i et vist omfang om førstnævntes “The End”. Guitaren er meget syret og bølger af sted i baggrunden, mens sangen snor sig af sted i forgrunden i en stil, der minder så meget om Jim Morrison, at man næsten kan se et par lidt for stramme læderbukser for sig, hvis man lukker øjnene. Det kulminerer dog aldrig, men forbliver et stenet psykedelisk nummer, der emmer af slut-60’erne. Det er en passende afslutning, der over næsten ni minutter lader pladen ebbe stille ud
MMC er på ingen måde nyskabende, men de har styr på deres inspirationskilder. Det gør, at Histamin så afgjort er et lyt værd. Faktisk bliver den bedre og bedre, jo mere man lytter til den. Det er som en historietime i syret og blues-inspireret garagerock med et par anekdoter om røvballerock – alt sammen fortalt af et par særdeles kyndige og underholdende professorer.
