Abe Vigoda: Skeleton

»ABE VIGODA IS THE NEW LA PUNK SECRET WEAPON. Coming from a shattered and splattered background of No Wave, Pop, Darkness, and Hope« (Pressemeddelelse medfølgende nærværende udgivelse).

Dette er måske den mest pinlige pressemeddelelse, jeg nogensinde har læst: Klæg, postulerende, deklamatorisk, prætentiøs og gennemvædet af klichefyldte beskrivelser som »familiar and also fresh,« »entirely new sound« samt den åbenbart evigtgyldige henvisning til My Bloody Valentine. Jeg kan simpelthen ikke modstå fristelsen til at anholde bandets selvbillede. De beder selv om det. Skeleton er den nyeste darling i en amerikansk indie-kultur, der for mig fremstår som et mysterium. Et kuriøst fænomen, der vækker skepsis og bekymring, ja, sågar harme, hvor det engang vakte hyldest og “hype“.

»Some kids want to make loud noises because it’s fun.« David Bevan/Pitchforkmedia om Skeleton.

Jeg mistænker Atlanterhavet mellem os for at bære skylden for David Bevans og min modsatrettede indstilling til Abe Vigoda. Bandet tilhører en mere eller mindre selvudnævnt punk-scene omgivende spillestedet The Smell i Los Angeles. Det kunne være interessant at møde en ideologisk repræsentant fra dette miljø og spørge »What’s the f…ing point?!« Her på siden har vi tidligere anmeldt bandet No Age (Weirdo Rippers og Nouns) og set igennem fingre med bandets anstødelige og stupidt-fashionable attitude på grund af dets uimodståeligt kongeniale lyd. Men et sted må linjen trækkes, og i den forbindelse ligger Abe Vigoda milevidt bag stedet kendt som “hertil og ikke længere”.

Kender I bandet Nihilist Spasm Band? Jeg kender det blot af navn og er egentlig lidt ked af, at netop navnet ikke er ledigt på markedet, for det ville klæde Abe Vigoda umådeligt godt. Hmm…, lyden af spastisk nihilisme er der sikkert nogle, der tænker, men jeg siger: »Det mener I virkelig ikke« – ikke når det blot er resultatet af en moderigtig kalkule.

Nuvel, Abe Vigoda har i en vis udstrækning formået at skabe deres egen sound, et ikke ueffent redskab i en hardcore konkurrenceøkonomi. Hvilket kunne have været gunstigt, men i dette eksempel blot betyder, at samtlige albummets numre lyder ens. Det vil sige, at numrene – alle til hobe – lyder som den auditive ækvivalent til en anæmisk kiddie-punkers opkast efter indtagelse af for mange jelly beans. Eller et patchwork-tæppe af søsyge farver, der kvæler dig under en talentløs stank.

“Whatever Forever”. Abe Vigoda.

Så til 20-kroners-spørgsmålet: Kan man tillade sig at bedømme musik på baggrund af intelligenskvotienter og indie-hipness ad nauseam? Selvfølgelig kan man det, men kun når den lyder lige så ligegyldigt, som deres ophav tager sig ud i verden. Dette her er ikke punk, men junk. »Shattered and splattered« – javist. Mere end noget andet. Mere end noget som helst overhovedet. Punken var en modkultur, en modkultur Abe Vigoda givetvis selv tror, de repræsenterer, men faktum er, at den whateverness, bandet lystigt promoverer, er mindre punk end Beyoncé.

I Abe Vigodas stiløvelse over indie-national-æstetikken, venligst udlånt af Pitchforkmedia.com, glimrer stedvist en guitartone på højde med sit forlæg, men plagiatet er blot endnu et udtryk for scenens apatiske meningsimplosion. Den amerikanske hipster-indie er således blevet en selvrefererende og selvtilstrækkelig massekultur, der leverer lige så mange fæle ligegyldigheder som ikoniserede mesterværker. Skeleton tilhører, for at sige det mildt, ikke den sidste kategori.