Danske Marie Fisker og islandske Helgi Jónsson er draget på en fælles danmarksturné. Begge kunstnere har rundet de 30 år og har en betydelig musikalsk erfaring, men alligevel er de nye som solokunstnere og på vej frem til offentligheden med hvert deres musikalske udtryk. Fredag aften førte deres fælles koncertrække dem til et halvfyldt Lille Vega, hvor dobbeltkoncerten indledtes af Helgi Jónsson med band.
Helgi Jónsson
Den drengede, ranglede islænding træder ind på scenen med ordene »I am God«. Han synger dem som de allerførste linjer, og sangskrivningen og ironien bag sådan en erklæring kan man jo næsten ikke andet end at respektere. Særligt når den kommer fra en noget blegnæbet fyr, der ikke just udstråler omnipotens. Allerede efter første sang må han da også erkende, at alt ikke glider med guddommelig lethed, da guitarremmen på hans lånte guitar hårdnakket nægter at sidde fast, og Jónsson må rykke mikrofonen nedad og knæle på gulvet for at støtte guitaren på låret, mens han fortsætter koncerten. Heldigvis for ham krævede resten af den ikke flere livtag med den samarbejdsfjendske guitarrem.
Helgi Jónsson har tidligere spillet sammen med en række bands, hvoraf det mest prominente er landsmændene i Sigur Rós. Undervejs i koncerten takker Jónsson også publikum og siger, at han er meget glad for at spille i Lille Vega, selvom han med slet skjult stolthed fortæller, at han jo før har prøvet at spille i Store Vega, med et andet band… Med den slags små kommentarer fik Jónsson mange gange publikum til at trække på smilebåndene, og han etablerede en charmerende publikumskontakt.
I Sigur Rós var trækbasunen Jónssons instrument, men som solokunstner og denne aften var det guitaren, keyboardet, men mest af alt stemmen. Hans vokal er smuk og kraftfuld og kunne let betage de tilhørende med de afdæmpede numre fra hans album fra sidste år, For the Rest of My Childhood. Herfra spillede han også “Make Me Fall”, hvor der er mere gang i trommer og guitar, og som måske derfor har status af Jónssons »first huge hit,« som han selv sagde, selvom han desværre også mente, at der ikke var ret mange, der var klar over, at det faktisk var et stort hit.
Trods det engelsksprogede album, der fyldte det meste af sætlisten, fik vi også nogle enkelte islandske fornøjelser undervejs. En af dem var en islandsk folkesang, som Tina Dickow kom og sang med på. De to har tidligere turneret sammen i et helt år og så ud til at være blevet gode musikalske makkere. Dickow sang et fint islandsk, og deres efterfølgende engelsksprogede duet gav ekstra krydderi på Jónssons del af aftenens koncert. En del, der havde sin force i blandingen af Jónssons fine stemme og lige så fine publikumskontakt.
Marie Fisker
At Marie Fiskers band ikke bare skulle være dygtige, men også skulle se godt ud, var allerede annonceret af Helgi Jónsson. Da de entrerede scenen lignede de ganske vist også et stilsikkert band, og Marie Fisker i front var selv festklædt med høje hæle og guldtop. Rent musikalsk var oplevelsen lige så stilsikker, med på en helt anden måde end Jónssons, der var lige så indtagende, men på en langt mere gør det selv-agtig, charmerende måde. Marie Fisker og bandet var derimod temmelig tilbageholdende. Men heldigvis åbenbarede de korte, generte smil og tak til publikum en venlig side af den koncentrerede, seriøse sangerinde.
Med sit debutalbum Ghost of Love, der udkom i foråret, på læberne, sang Fisker sig på inderlig vis ind i stemningen fra albummet. Hun gav os i det hele taget en meget album-nær koncert, hvor numrene – som på albummet – afløste hinanden mens samme stemning blev bevaret. Hele tiden den let sørgmodige, støvede country-inspirerede damerock.
En enkelt overraskelse bød koncerten dog på. Eller det vil sige; så stor en overraskelse var det måske ikke, da Steen Jørgensen sluttede sig til Marie Fisker på scenen, for man havde jo allerede set herren spankulere rundt i salen. Men ligesom Helgi Jónssons ‘guest star’ gav også Steen Jørgensens tilstedeværelse noget ekstra til Marie Fiskers koncert. Han kom på scenen og sang duet med hende på nummeret “City Lies”, ligesom han gør det på albummet. Bandet virkede lidt konfuse, men stolte over at have hr. Sort Sol med på scenen, og han emmer jo af støvet stemme og sikker stil og passede fint ind i Marie Fiskers live-udtryk.
Godt, det var det. Marie Fiskers præsentation af sine sange var inderlig, idet hun synger med stor koncentration og dedikation over for sine numre. Dog kunne lidt mere spræl eller afveksling forbedre en sådan koncertoplevelse markant – så man kunne føle, at man fik noget ekstra, man ikke kan få derhjemme ved anlægget. Lidt ekstra kom der dog også denne aften, da Marie Fisker og guitarist Rune Kjeldsen alene afsluttede koncerten med et cover af Johnny Cashs “Cry, Cry, Cry” som ekstranummer, og det var en fornøjelse at høre teksten fra Marie Fiskers talentfulde læber.