Oneida: Rated O
Oneida er et eksperimenterende band i ordets sande betydning. De udfordrer deres lytteres opfattelse af musik, men de udfordrer også deres egen udforskning af musik. Således er deres mastodontiske tre-dobbelte Rated O genreopdelt i en cd med abstrakt clubbing-extravaganza med ekko og afrikansk sang (en helt ny side af bandet), en cd med deres klassiske, støjende, huggende garage-/stonerrock og til sidst en varm, kosmisk tur i atmosfæren uden returbillet. Det giver knap to timers varieret opvisning i moderne rockmusik.
Pains of Being Pure at Heart: s.t.
af Signe Palsøe
Hypet og hadet. Der er næsten blevet snakket mere om de purunge newyorkeres pletfri hipsterattitude end om deres egentlige musikalske produkt. Dog lader deres selvbetitlede debut ikke megen tvivl tilbage om bandets formåen, når det kommer til at gengive unge, løbske hjerters luner og 90’er-støjpoppens forvrængede guitarer. Og når udfoldelserne oven i købet akkompagneres af et melodimateriale så gedigent, er man nødt til at lade sig forføre.
Pixel: The Drive
af Mikkel Arre
På sit tredje album under navnet Pixel flytter Jon Egeskov sin hektisk sitrende, benhårdt skrabede electronica et skridt eller to i retning af dronerocken. De omhyggeligt programmerede rytmespor knitrer og gnistrer på en baggrund af spartanske og let rungende guitaranslag. The Drive er ikke på niveau med forgængeren – mest fordi droneteksturerne er meget ens hele vejen igennem – men stadig langt over de fleste electronicaudgivelser herhjemme.
Reigning Sound: Love and Curses
Forsanger Greg Cartwright er skubbet helt i front på Love and Curses, det femte studiealbum fra de amerikanske garagerockere Reigning Sound. Med nerve og ofte vrede agerer han styrmand for orkesteret, der leverer 14 sange i et til tider hæsblæsende tempo. Et fremragende og dejligt enkelt album, der endelig skal tjekkes ud, hvis man bryder sig om Jay Reatard.
Sore Eros: Second Chants
Hvad Sore Eros‘ Second Chants mangler i sangskrivningsmæssig pondus, opvejer den for med en interessant og uhyre skrøbelig produktion, der ved konstant at lyde til at være på kanten af kollaps lykkes med at klemme den absolut sidste dråbe inderlighed ud af de skæve popsange. Pladen placerer sig et sted mellem Atlas Sound og The Microphones ved at mestre både førstnævntes patos og sans for pop-opløsning og sidstnævntes uortodokse tilgang til indspilning og produktion.
Kasper Spez: Fantasten
Kasper Spez er gammeldags boheme. Typen, der lever fra dag til dag og lader sig inspirere af livets nederlag og alkoholens verdensvendende virkning. Han er rapper, men produktionerne er organiske, melankolske og svulmer af violintoner og klaverklimpen. Spez ser på livet udefra og indefra og lader sine forundringer formulere sig i sproglige udfordringer, som giver perspektiv. Fantasten er lydsporet til de dage, hvor du drømmer om at sige: »fuck det hele« og skubbe en barnevogn rundt på de danske landeveje.
A Sunny Day in Glasgow: Ashes Grammar
Her kan virkelig tales om en overset plade, ikke bare af Undertoner, men af musikpressen generelt. Ashes Grammar bevæger sig på kanten mellem melodi og klangflade, det konkrete og æteriske, mellem shoegaze og ambient. 22 numre, hvor de fleste er brudstykker af melodier – potentialer, der holder vejret – mens få (“Failure”, “Close Chorus”, “Shy”) folder sig helt ud. A Sunny Day in Glasgow markerer sig med en af 2009’s bedste udgivelser.
Sunset Rubdown: Dragonslayer
Med sit tredje album under navnet Sunset Rubdown tager Spencer Krug muligvis en mere poppet vej, men sangene sprudler stadig af energi og patos, så hans skrøbelige vokal er lige ved at knække over. Dansable rytmegange blander sig med skæve melodier og bliver oversvømmet af Krugs sære, poetiske tekster, der symbolladede og syrede fremstår som afbrudte drømme. Sjældent har artrock sprællet så meget.
Yonlu: A Society in Which No Tear Is Shed Is Inconceivably Mediocre
Historien om Yonlu er tragisk. En 17-årig kunstnerisk begavelse, der indspillede musik på sin computer, men desværre også tog livet så alvorligt, at han så sig nødsaget til at forlade det ved at forgifte sig selv. Det var i 2006, men først i år er hans tungsindige optagelser udkommet på David Byrnes pladeselskab, og de viser en visionær sjæl med en stor forkærlighed for melankolsk folk og sit hjemlands bossanova-toner. Resultatet er et engagerende album med masser af pudsige eksperimenter og fængende sange.
Da vi på Undertoner lavede de her lister over plader, som vi overså i 2009, havde jeg endnu ikke hørt Tune-Yards-debuten “Bird Brains”. Det er en skam, for Merrill Garbus har lavet en plade, der blander de meget feminine elementer af Coco Rosie og en funky og beat-baseret musik. Og den er intet mindre end fabelagtig.