Det lader til, at Chimes & Bells’ kommende album bliver en rockplade. I hvert fald i sammenligning med debut-ep’en, Into Pieces of Wood, der udkom sidste år. Det dvælende og tunge udtryk, der kendetegnede ep’en, var på Pavilion-scenen onsdag oftere akkompagneret af guitarriff og en hurtigere, til tider ligefrem catchy lyd. Alligevel endte koncerten på mange måder med at finde ned ad den musikalske middelvej, der desværre sjældent var videre interessant.
Først mod koncertens slutning trådte Chimes & Bells for alvor ud af tågen.
Monotonien, som også præger en stor del af ep’en, var ikke lagt på hylden, og det var nok bandets hovedproblem. Det klæder ellers Cæcilie Triers formørkede vokal at dvæle ved ordene og give sine numre en smuk, dyster aura, men det var ikke ofte nok, at den indgik i en helt vellykket sammenhæng. “Stand Still” og det Kim Las-cover, som bandet gennem et stykke tid har brugt i deres liveopsætninger, stak ud som to højdepunkter, som på bedste vis lykkedes med at videreformidle bandets største forcer: mørk shoegazer og kantet rock pakket ind i stærke melodier.
Resten af koncerten var dog en noget ensartet affære, som savnede, at bandet viste tænder – især fordi de er en flok dygtige musikere, som snildt er i stand til at inkorporere mere nerve i deres numre. Den afsluttende “Golden Sweater” sluttede eksempelvis med nogle minutters eksplosiv støj, og man fornemmede, hvordan hele teltet pludselig vågnede op og med deres begejstring sikrede en god afrunding af koncerten. Det ændrede dog ikke på helhedsindtrykket af at have overvåget en forestilling, som burde have rummet stærkere melodier, flere eksperimenter og generelt mere kant.
