Jeg har prøvet at gennemlytte Avalyns ep Thank God for Expectations igen og igen. Jeg har prøvet at lade den ligge nogle dage og starte forfra. Jeg har virkelig prøvet at tage de positive solbriller på. Og lige meget hjælper det. Jeg kan simpelthen ikke undslippe følelsen af frustration. For der er umiddelbart rigtig meget godt på spil på denne plade. Det er flere steder tæt på og lige ved og næsten – for så alligevel ikke at blive til mere end som så. Jeg får lov at ane konturerne af noget, der kunne have været – men som ikke får lov at blive det. Frustrerende…
Ep’ens første skæring, ”We’re Not Like You”, sætter ellers godt af med fuldt tryk på, men bliver hurtigt bremset lidt af vokalen, der virker tilbageholdt. Ikke forstået på den måde, at der ikke er kraft eller stemme nok på, det er der sørme. Men det virker samtidig umådelig kontrolleret og nærmest … anstrengt? Som om bandet virkelig vil dette her – så meget at selve ønsket om produktet, som mål i sig selv, er kommet til at stå i vejen for udtrykket og kunsten, hvis man må udtrykke sig så højtravende og ambitiøst på andres vegne.
Jeg tror ikke, at det handler om, at Thank God for Expectations bare er for klassisk rocket til min smag – jeg mener godt, jeg kan godt høre, hvad det er, bandet vil, men også at de vil det så meget, at det simpelthen bliver forceret og produktorienteret. Og bevares, der bliver smidt rigtig mange fede, powerfulde og ’rigtige’ elementer i, især på instrumentalsiden og på de lidt mere løsslupne omkvæd, der de allerbedste steder giver associationer til både absolut anbefalelsesværdige Bahnhof og Green Concordes første album, Ten Cities. Men igen og igen slår det mig, hvordan de fede passager lynhurtigt hakkes op i småbidder og pilles ned igen. Og hvor synd det er, at sangene ikke får lov til at løbe bare en lille smule løbsk og bryde den meget klassiske opbygning med vers, omkvæd, mellemspil osv., osv. For i bedste fald giver dén konstruktion, når den er så påfaldende, mindelser om diverse overordentligt populære rockbands fra 90’erne – og det kommer alt for let faretruende tæt på at ligne en kliché, når man følger en klassisk opskrift så nøje.
Også “Cellmates” er bygget op som klassisk rock’n’roll med forudsigelige takter, vers og pauser. Det er dansabelt og radiovenligt og yderst velproduceret – alt for velproduceret. Igen er omkvædene fede og i fuld fart – de kunne udmærket være et fint soundtrack til en tur sydpå ad de tyske motorveje. Men også på “Cellmates” brydes de bedste passager op og hakkes i småstykker af pauser og nye vers, der slavisk følger en klassisk struktur, og som ikke tillader sangene at komme videre fra de fede steder på en ordentlig måde. Enkelte steder er guitaren lige ved at lette fra vejbanen, men kun i ganske få øjeblikke, inden kontrollen genvindes, og det hele pilles lidt ned igen – næsten som ’for en sikkerheds skyld’. Ærgerligt; jeg ville rigtig gerne have hørt, hvad det kunne have ført til…
Heller ikke tekst og vokal tror jeg helt på, og igen virker det, som om der ligger en fast og meget bevidst opskrift bag. Ordene er velvalgte, de er overordenlig tydeligt udtalt, stemmen er forpint på de helt rigtige steder, og versene er stramt sat op. Jeg tror bare ikke rigtig på det. Når det kommer til ord og sangtekster, er grænsen mellem smerte og klynkeri hårfin – og som jeg hører det, er der lidt for meget af sidstnævnte her, uden at jeg overhovedet kan fornemme mennesket og følelsen bag. Det virker meget professionelt og dygtigt udført, men det forbliver overflade og effektive virkemidler, og det rammer mig ikke. Det gør det til gengæld, når teksten på albummets tredje track, ”Escape”, siger »We’re not crying, we’re just going really fast.« Dét tror jeg på…
”Passing Trains” og ”Radio” rummer, ligesom ep’ens andre sange, masser af gode elementer, men også her sidder jeg med en fornemmelse af, at musikken, på trods af sin fart og rockpower, aldrig får gjort sig fri af det indestængte og tilbageholdte. SÅ GI’ DOG SLIP, får jeg lyst til at råbe. Drej fra motorvejen, kør mod lufthavnen, og fortsæt ud ad startbanen med sømmet i bund. Så let dog, for h…….. Det er lige ved at ske i “Passing Trains”, hvor også vokalen tilføjes et lille, klædeligt knæk af skæv ukontrollerethed – det ville jeg gerne have hørt meget mere af. Men det bliver tydeligvis ikke på denne ep, hvor hver eneste ansats til klimaks yderst effektivt og lynhurtigt pilles ned igen, brydes op og brydes ned. Det kan ikke undgå at virke lidt ’undskyldende’, når Avalyn trækker i land igen, hver eneste gang en sang har været ude et sted, hvor man begyndte at kunne skimte en interessant grænse i horisonten, derude hvor vejen forsvinder i ukendt land og åben himmel.
Bevares, det er ikke dårlig musik dette her, og det gør ingen skade. Det er ganske udmærket, snorlige, klassisk rock. Men det er der så meget, der er. Og det ér altså dybt frustrerende kun lige at få lov at skimte det ukendte land i horisonten, kun lige rulle ind på startbanen, for så at sætte tempoet ned igen og dreje tilbage på den godt nok hurtige og praktiske, men også kedelige motorvej. Så ja, Thank God for Expectations, forventninger er altid gode at have. Men gid dog alligevel, at talemåden om, at ’forventningens glæde er den største’, ikke havde vist sig at være så rammende.
