Med kompromisløshedens såkaldte komme i København i form af en ny scene, der går under betegnelser som ‘new way of Danish fuck you’, ‘punkens genfødsel’ og andre scenefloskler, er det ved første lytning bizart, at et band som The City Kill ser sig selv som en del af denne generation. Alders- og forbilledmæssigt er der en del ligheder, men udtrykket og lyden i The City Kills musik har en komplet anderledes tyngde over sig. Rebelskheden er helt intakt på bandets anden plade Days Full of Joy, men ikke som en rejst finger; snarere i form af en søgen mod den romantiske ørkenlyd, der dominerer hele pladen med velplacerede udstikkere i støjudladninger.
Signe Elin Gram er bandets største styrke. Hendes vokal har mange af de samme træk som Mazzy Stars Hope Sandoval, og på de lavmælte numre som “Leave This Place” og “White Nights” er samklangen mellem rumklang og vokal helt eminent. Især på førstnævnte, der er blandt pladens bedste numre, får The City Kill skabt en trist, suicidal flugtstemning, der alligevel emmer af friheden i næsten ufatteligt store rum, som dem man finder på åbne vidder. Linjer som »I wanna go / where the weather suits my clothes / and I won’t feel so alone« står virkelig stærkt badet i twang og ekko.
Signe Elin Grams vokal står desværre knapt så stærkt, når The City Kill leverer de hårdere og mere insisterende postpunkede tilgange til deres western-univers. Men det gør instrumenterne. De bogstavelig talt galopperer af sted og trækker linjer til grupper som The Birthday Party og The Gun Club med tung og valsende støjcountry som på den eminente “Avalanches”, der er i konstant ridt, kulminerende i en Sonic Youth-finale uden at give køb på det svajende flotte element.
The City Kill er ung twang i en gammel sjæl. De knytter sig vellykket til støjkoryfæer som Sonic Youth, men tager inspirationen med ud i ørkenen og lader den udvikle sig med det arkaiske i håbefulde bondesange. Symbiosen føles så komplet, fordi støjudladningerne aldrig mærkes som et afbrud, men snarere som en naturlig videreførsel af twanglyden. Den er hele tiden lurende på den helt rigtige snerrende måde og løfter sig så til tider helt op og giver de enkelte numre den finale eller midlertidige eksplosion, de kan have brug for. Støjen bliver derfor heller aldrig forløsende hos The City Kill; den ulmer bare, viser sit ansigt, ulmer videre. Som f.eks. i åbneren “Razor”, der lægger dovent ud, men serverer barberbladet i små doser af hamren fra guitar, tromme og bas.
Days Full of Joy er en god opfølger. Den har sine tendenser til at falde ned i det samme enslydende hul i flere omgange, og derfor er ikke alle sangene på det ellers kun syv numre lange album lige mindeværdige. Men Days Full of Joy lyder og høres stadig skideflot og utrolig selvsikker med en lyd, der kunne frygtes fortærsket, men som lyder nødvendig nu igen.
Det er ikke deres debut.
Ups! Jeg beklager og retter hermed til.
At sammenligne hende med Hope Sandoval, er lidt som at sammenligne Kim Larsen med Leonard Cohen.