Artikler Interview

Kaizers Orchestra – Mesterværket er på trapperne

Kaizers Orchestra har netop udgivet andet album i trilogien om pigen Violeta. Tredje album bliver et mesterværk, fortæller gruppens Janove Ottesen og Geir Zahl. Foto: Bertel Henning.
Skrevet af Bertel Henning

Bertel Henning fra Undertoners anmelderteam Pladeklubben har talt med Kaizers Orchestra forud for deres koncert på Vega 26. januar, hvor sange fra anden del af deres trilogi om Violeta skal luftes.

Kaizers Orchestra har netop udgivet andet album i trilogien om pigen Violeta. Tredje album bliver et mesterværk, fortæller gruppens Janove Ottesen og Geir Zahl. Foto: Bertel Henning

Det begyndte egentlig bare som en ide om at lave den bedste Kaizers Orchestra-plade nogensinde.

Som en markering af bandets ti års jubilæum skulle det allerfineste findes frem og finpudses til perfektion. Så simpel var baggrunden for Violeta, Violeta, der er blevet til en trilogi, hvor andet kapitel nu er i dansk handel.
Det begyndte altså med en enkelt plade, men da sangskrivningen tog fart, begyndte der at tegne sig et billede af noget større, og det blev klart, at der kunne fyldes tre hele skiver med materialet – det handlede ikke bare om at sælge tre gange så mange plader, forsikrer forsanger Janove Ottesen og guitarist Geir Zahl.

»Vi ville lave et fedt album. Det skulle ikke bare være okay, det skulle være kanon. Vi ville toppe Ompa til du dør, og derfor var vi enormt fokuserede på alle elementer, både tekster, sangskrivning, historien og så videre. Og så tror jeg bare, at vi ramte så godt, at det ikke lod sig begrænse til en enkelt plade. Det måtte blive to eller tre, og så blev det tre.«

»Der er mange, der laver trilogier, hvor man let kan trække en enkelt god plade ud af de tre tilsammen, men med det her projekt var det vigtigt, at man kunne høre, at der er tale om tre selvstændige plader, der hører sammen, men er forskellige,« siger Janove Ottesen og suppleres af Geir Zahl:

»Det bliver en trilogi, der indeholder alt det, vi hidtil har lavet. Og så lidt mere. Det er jo ikke sådan, at alt er sindssygt kalkuleret, men når der kommer et flow, så må man følge det. Man må ikke lade sig begrænse.«

Volume 2 af pakken kigger mere tilbage imod det legendariske Ompa til du dør, end den mere afdæmpede, næsten følsomme Volume 1 gør, men det giver mening, lover bandet – ikke mindst når treeren kommer ud til efteråret.

»Det er vel et spørgsmål om aktion og reaktion. Volume 1 er gennemproduceret og gennemarrangeret. Volume 2 er lidt løsere i kødet, der er måske et enkelt fedt tema og et enkelt fedt refrain, i stedet for at have fem af hver. Så får man også en tydeligere ide frem,« forklarer Geir Zahl, der ikke er bange for at klistre adjektiver som ‘primitiv’ og ‘simpel’ på toeren.

Den bedste Kaizers-plade nogensinde
»Den er indspillet næsten 100 pct. live i studiet. Normalt lægger man mange ting på bagefter og henter folk ind til at lægge ekstra instumenter på. Men denne gang er det live, og derfor minder det nok mere om de første plader, hvor vi indspillede på samme måde. Det er bare et take – færdig,« siger Janove Ottesen og proklamerer uden at blinke, at Volume 3 bliver den største Kaizers-plade til dato.

Der er ingen tvivl om, at det er her, guldet for alvor gemmer sig, og det bliver forklaret med så meget eftertryk og selvtillid, at man ville finde det arrogant, hvis det ikke lige var, fordi det kommer på så oprigtig vis, som næsten kun en nordmand kan udgyde det – og fordi det ledsages af en næsten selvudslettende erkendelse omkring det album, der trods alt er det aktuelle:

»Jeg er vældig glad for den første, og den anden er en god opfølger, uden at den er for smashing, det er bare en god opfølger. Men nummer tre bliver den, der skal imponere. Det tør jeg godt sige, for jeg har jo hørt den. Folk vil være enige, når den kommer.« Her er nordmanden Janove Ottesen, mens hans guitarist nikker anerkendende.

Han fortsætter:

»Det har handlet om at finde en fed stemning i studiet og så holde fast i den. Og så lade hver sang være en stemning. Det er mere classic rock. Vi havde heller ikke øvet særlig meget på det og kunne ikke sangene særlig godt. Det var vigtigt, at der kommer størst mulig kontrast imellem de tre plader, og den tredje bliver den, der kommer til at skille sig mest ud.«

Janove Ottesen og Geir Zahl inden torsdagens koncert. Foto: Bertel Henning

Alle forsøg på at få de to bandmedlemmer til at løfte blot en flig af, hvad man kan forvente sig af treeren, der altså ligger et sted i Norge halvvejs færdigindspillet, er selvfølgelig aldeles nyttesløse. Vi må pænt væbne os med tålmodighed, lyder omkvædet, inden samtalen bevæger sig videre.

For 2012 byder ikke bare på de to sidste skridt i trilogien om Violeta – og hvis altså bandets egen vurdering ellers skal tages for gode varer, det bedste Kaizers-album nogensinde – det bliver også året, hvor Kaizers Orchestra skridter ind i folden til så mægtige navne som Bob Dylan, Beatles og Nick Cave, når det aarhusianske teater Svalegangen lægger skrå brædder til Kaizers Orchestra-teaterkoncerter. Her vil danske musikere og skuespillere fortolke Kaizers musik og fortællinger – ligesom det tidligere er sket med benævnte ikoner.

»Jo, der er da lidt pres over selskabet,« indrømmer Janove Ottesen, som alligevel trygt overlader sit materiale til teatret uden at vide, hvor det ender henne. Det vigtigste er, at anerkendelsen af materialet er der. Geir Zahl sætter billeder på:

»De har gjort det med de her store navne, og det har de haft succes med. Nu vil de så gøre det med os, og det er da okay. Det gør det på deres egen måde og har haft succes, så vi stoler på det. Det er jo heller ikke sikkert, at Paul McCartney er glad for Pan Flute Moods-versionen af “Yesterday”, men det er jo stadig en ære at blive indspillet i Pan Flute Moods. Det er jo en ære at blive sat pris på.«

Tomme huller foran scenen
Det ER gået stærkt for Kaizers Orchestra, der i sine ti leveår er gået fra at være et rent norsk fænomen til at spille Orange Scene på Roskilde og nu indleder en turne, der vil bringe dem forbi 13 lande i Europa. Folk begejstres overalt af det besynderlige Balkan-party-punk-rock-miskmask, der er Kaizers. Også selvom de færreste uden for Norge forstår en bønne af, hvad der synges om. Det har nu aldrig været på tale at skifte sproget ud med noget mere internationalt.

»Der er en tre-fire norske bands, der har forsøgt at gå fra norsk til engelsk, men jeg har aldrig set eksempler på, at det er gået godt. Jeg har kun set eksempler på det modsatte. Det er næsten lidt trist. Det virker, som om det er bands, der ikke stoler på deres egen stemme,« siger Geir Zahl, der insisterer på at holde fast i sin egen lyd og udtryk – også i modgangstider.

For i 2011 blev det at være norsk sat på en helt ny prøve, da Anders Breivik for altid ændrede det lille fredelige lands historie med sin massakre på Utøya. Den slags er et band nødt til at forholde sig til, når kolleger rundt om i både Norge og verden begynder at aflyse koncerter i sympati. Ikke mindst må man forholde sig til det, når billeder af ofre for massakren toner frem på skærmen iklædt Kaizers Orchestra-T-shirts.

»Alle blev nødt til at være bevidste om det. Betyder denne handling, at man skal stoppe lidt eller hvad? Det var der mange, der gjorde, men for os var det rigtige at fortsætte med at underholde og give folk nogle oplevelser, så det gjorde vi,« siger Janove Ottesen.

Men det er ikke det samme, som at man fortsætter helt upåvirket, understreger Geir Zahl:

»Det var underligt de første koncerter efter, fordi der er så mange unge til vores koncerter, og det var mest unge, der døde på Utøya, så man står og føler, at der mangler nogen derude. Der er nogle missing faces, som skulle have været der.«

Bagude ligger fortiden, forude ligger et år, der er spændt til bristepunktet for Kaizers Orchestra. De to sidste plader i trilogien kommer begge i år – treeren efter planen til november – og så er der teaterkoncerterne og den Europa-tour, der begynder i Danmark på Vega den 26. januar.

»Det eneste der gør, at man ikke mister jordforbindelsen helt er, at der stadig er så meget i gang fremadrettet. Undervejs får man så gode nyheder som nu det med teateret, men man når ikke at nyde det så længe, for der sker hele tiden noget nyt. Vi stopper ikke rigtig op og tænker: ‘Wauw, der kommer teater i Danmark.’ Det har aldrig gået så stærkt, som det gør lige nu – selv Sverige begynder at gå godt for os,« griner Janove Ottesen.

Leave a Reply