Sidste år var Thom Yorkes og Jonny Greenwoods fælles musikalske legeplads The Smile aktuel med hele to albums: Wall of Eyes og Cutouts. I efteråret 2025 blev det så annonceret, at Radiohead skulle turnere i Europa i november og december. Jeg tror, vi var mange, der havde vænnet os til tanken om, at Radiohead nok skulle lægges effektivt på is i ret lang tid. Yorke og Greenwood havde succes med The Smile; de kunne starte på en frisk uden den belastning, der utvivlsomt må ligge i det at være i et larger-than-life rockband med en over 30 år lang historie.
The Smile viste os, hvem der var de kreative hovedkræfter i Radiohead. Men med kun tre medlemmer kan man ikke sige andet, end at det var et ganske lille band. Deres liveoptrædener, (der blandt andet bragte dem til Roskilde Festival i 2022), var virtuose, men også køligt eksperimenterende, når Yorke spillede energisk på bas, mens Greenwood skabte uhørte lyde på sin guitar. Der manglede noget band feeling, fristes denne rockist til at sige.
Oxford-kvintettens koncertrække i Royal Arena – hvor jeg havde fornøjelsen af at overvære den sidste, der også afsluttede turnéen som helhed – var en god påmindelse om, hvad et par årtiers venskab og samspil kan gøre for et band.
Arenafølelser og TikTok-hype
Royal Arenas ellers til tider utaknemmelige beton- og stålomgivelser blev gjort til noget næsten helt avantgarde med en cirkelrund scene i arenaens centrum, omkranset af semitransparente LED-skærme. I en lidt sky prolog spillede Yorke og co. de første par numre bag skærmene, men lidt efter lidt blev skærmhelvedet afløst af et band, der spillede med en bemærkelsesværdig indføling.
Foto: Anton Løkke Laursen
At jeg til dels lader koncerten repræsentere mit musikalske år er nok også et udtryk for, at det overraskede mig at alletiders mest akademiske rockband kunne skabe en oplevelse af nærvær i en i bund og grund ucharmerende multiarena. For at opleve Radiohead i Royal Arena var at se et rockband i kontakt med den “performende” side af deres katalog: mere i sync med OK Computer og In Rainbows end med Kid A’s blip-blob-eksperimenter.
Jeg kan heller ikke undgå at nævne at OK Computer–deep cuttet “Let Down” i år gik viralt på TikTok med sit ekspressive crescendo (»You know where you are with…«). 2025 blev altså ikke året hvor teenagere holdt op med at have lidt ondt i sjælen. Radiohead fremførte sangen på fin vis til ære for en skare af iPhones. For en gangs skyld ikke bekymrende, men et fint eksempel på et band, der har fået hul igennem til en ny generation.
Det var næsten déjà-vu, og tog mig tilbage til, da norske Kaizers Orchestra spillede koncert i den samme betonarena, et par dage efter Radioheads turné blev annonceret. For et par år siden eksploderede deres store popballade ”Hjerteknuser” – også på TikTok – og åbnede døren for et anderledes hypet comeback på den skandinaviske musikscene end først beregnet. Kaizers Orchestra blev op gennem 00’erne kendt for deres energiske og fysiske koncerter på de små spillesteder. Vega har været den uofficielle hjemmebane for Stavanger-bandet, men Janove Ottesen og hans kumpaner af pumpeorgelspillende, gasmaskeklædte olietøndister formåede at fyre op under Royal Arena. Ligesom det var tilfældet med Radiohead var det en koncert, der i allerhøjeste grad var skabt for fans og følgere, gamle som nye.
Nostalgisk forløsende
Det er svært ikke at få det en smule blandet med et band, der drager på turné uden umiddelbart at have i sinde at indspille en ny plade. Royal Arenas omgivelser lugter endnu mere af profit frem for fysikalitet og nærvær. Man får lyst til at være gnaven, men der er også noget charmerende ved arenakoncerten som en indramning af en karriere, der ikke behøver at repræsentere en bestemt periode. Det har været et forvirrende år, og folk er tydeligvis mere end klar til et nostalgiboost. Blurs nylige genkomst og årets koncertrækker med Pulp og Oasis fortæller samme historie.
Nostalgien meldte sig da også begge aftener i Royal Arena, men både Radiohead og Kaizers Orchestra var velspillende og eksekverede showet, så det var helt okay at kigge tilbage på fortidens bedrifter sammen med tusindvis af tilskuere. Nostalgien generede mig ikke i et år, hvor et hypet band som Wednesday i høj grad trak veksler på gamle countrydyder og noiserock-koryfæer. Nostalgi er ikke så slemt endda.
Jeg skal da heller ikke være for fin til at indrømme, at et af de albums, jeg har lyttet mest til her i slutningen af året, er Neil Youngs singer-songwriter-klassiker After the Gold Rush fra det herrens år 1970. 55 år efter udgivelsen står albummet lige så stærkt som dengang. Der er ikke noget grandiost over den akustiske produktion, men især titelnummeret har en længselsfuld storhed i sig: »Well, I dreamed I saw the silver space ships flyin’ / In the yellow haze of the sun / There were children cryin’ and colors flyin’ / All around the chosen ones.« Som en spirituel forgænger til Radioheads ”Subterranean Homesick Alien” er det en lillebitte sang om det helt store og eksistentielle. Jeg kan læse i et interview med Thom Yorke, at han som ung stødte på netop After the Gold Rush og tænkte noget i retningen af »Wow! It’s OK to sound like that?«
Måske er det Neil Youngs spinkle, men kraftfulde vokal, der gør ”After the Gold Rush” så stærk. Milevidt fra de arenaoplevelser, der ellers var med til at tegne mit musikalske år; og så igen. Young forstår sig på at skrive og levere en stærk popsang, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at mine to arenakoncerter havde den samme umiddelbare tilgang til den stærke melodi uden så mange svinkeærinder. Der var i hvert fald stående bifald og fællessang, da Radiohead afsluttede deres optræden med den teknologi-frustrerede hymne, ”Karma Police”, og der var – som altid – garanti for fællessang på sydvestnorsk, da Kaizers Orchestra lod publikum afrunde ”Die Polizei”. Tungsindige sange om tvivlsomme samfund, men alligevel skrøbelige og håbefulde på samme tid. Jeg var godt tilfreds med at befinde mig i nostalgien i de øjeblikke.
