Jeg mødte op med åbent sind i Amager Bio, men også velvidende, at der var stor sandsynlighed for at aftenen vil gå mere op i guitar-tuning og reality-TV-agtige skænderier end en egentlig koncert. The Brian Jonestown Massacre er efterhånden lige så kendte for deres frontmand Anton Newcombes humørudsving på scenen – foreviget i frenemies-dokumentaren med The Dandy Warhols – som de er for de 20 albumudgivelser, de har præsteret de sidste 30 år.
Man skal dog efterhånden et par årtier tilbage for at finde neo-psych-revolutionære værker som Her Satanic Majesties Second Request og Give It Back!, og med en svingdør af et live line-up og udbrud som på Northside i 2014, er der grund til skepticisme om hvorvidt bandet, der genoplivede rock’n’roll, er i stand til at genoplive deres eget renommé af sex, stoffer og syrede skænderier i en alder af 50+. Som minimum forventede jeg at blive godt og gammeldags provokeret. Også her blev jeg dog skuffet.
Man ved allerede, at den ikke er helt god, når Newcombe går ind på scenen iført vinterjakke og sin signatur fjerprydet cowboy-hat med sin smartphone i hånden og filmer de 7 bandmedlemmer som en anden forvirret boomer (det meste af bandet ligner imens nogen, der seriøst genovervejer, hvorfor de gik på scenen – men selv det virker ikke autentisk!). Det passede måske meget fint til stemningen, da Newcombe og kompagni lagde ud med den rimelig dvaske og far-rockede ”#1 Lucky Kitty” fra 2022s Fire Doesn’t Grow On Trees, der på trods af sin noget monotone guitar riff kommer ud i et velspillet stykke, om end Newcombes vokal er noget lav – et problem, der blev fikset senere. Det ved jeg ikke, om nogen blev mere lykkelige af.
Den første halve time fortsætter i de nye udgivelsers tegn med numre fra Fire Doesn’t Grow On Trees og The Future Is Your Past, der lider lidt under middelmådigheden af materialet. Der er altså langt til den æteriske, cool motorcykel-vibe bandet formåede at kanalisere i halvfemserne – her blev håret maksimalt blæst igennem på en tur på seniorscooteren.
Enkelte lysglimt var dog at finde blandt de nye numre ”Wait A Minute (230 To Be Exact)” og ”Do Rainbows Have Ends?” fungerede som interessante afbræk i fuzz-rocken med henholdsvis tre-lags akustisk guitar og janglede fraseringer på 12-strenget guitar fra Newcombe himself, hvor man glimtvis fornemmede det svævende, spacey rum The Brian Jonestown Massacre formår at skabe når de er bedst.
Mens Newcombe traditionen tro stod gemt under hatteskyggen med siden til publikum i en form for påtaget og mislykket rock’n’roll mysticisme stjal guitarist Ricky Maymi, med hans noget tynde Robert Plant hår blafrende i vinden fra en ventilator, og tamburinist Joel Gion showet. Især Gion formåede overbevisende at ligne en, der ikke gad at være på arbejde, mens han agerede metronom på sin tamburin og drak rødvin direkte fra flasken i pausen – den slags selvironi, der holder sceancer som den i går aftes, fra bare at være et levn fra fortiden.
Da introen til ”Pish” endelig blev teaset udbrød publikum i jubel over de genkendelige toner, men dette markerede starten på Newcombes iscenesatte selvsabotage af hvad, der ellers hidtil havde været en ganske normal, middelmådig koncert. Newcombe vælger at starte nummeret forfra i tredje vers, en noget forsøgt fuckfinger til publikum – man fornemmer, at han selv er klar over, at der er langt mellem snapsen i hans nyere materiale, og det skal både koncertgæster og bandmedlemmer betale for.
Herfra blev det kun værre – eller bedre, afhængigt af hvor charmerende, man synes en gammel, eksalkoholikers forsøg på at agere erratisk frontmand, er. Newcombe må være begyndt at kede sig, for koncertens anden halvdel var præget af brok over færgeture og AI, tilfældige oplistning af grøntsager og Newcombe, der lige skulle lære bandet, hvordan man spiller en sang, på trods af at han selv muligvis leverede den svageste præstation på scenen.
Det var ikke fedt på den det narkotikasuppeagtige måde, hvor kaosset på scenen bliver sjovt og vildt, Newcombe fremstod nærmere som en trist gammel mand, der led under forventningen til, at han skal være sur og påtaget bliver nødt til at komme med irrationelle udbrud på trods af, at han har været clean i flere år. Mest cringe var afbrydelsen af et blues-rocknummer, der ellers var et indspark af tiltrængt energi, hvor Newcombe udbrød ”If we’re gonna suck, let’s suck together” – jo tak, Anton, det er jo ikke fordi, I ligefrem har haft gang i det helt stramme sammenspil den sidste times tid?
Koncertens momentum blev heller ikke ligefrem hjulpet af de obligatoriske minutter lange pauser mellem numrene, hvor der blev skruet på forstærkere og stemt guitarer. Det har måske været et spændingselement til koncerter med en stærkere set-liste, men i stedet skabte det bare en høj summen blandt publikum, som Newcombe naturligvis også brokkede sig over inden ”Nightbird”, der ellers kunne have været ekstra rørende fremført i Newcombes nu mere ældede, hærdede stemme, men nu bare føltes flad og forladt for følelse og spilleglæde.
Mere respekt var der dog for ”Anemone” og ”Sailor”, der markerede de glimtvise øjeblikke, hvor både publikum og band formåede at svæve sammen på en neo-syre sky, og som stod som vidne til, at det rent faktisk er enormt kreative og dygtige musikere, der stod på scenen, der bare har valgt desperat at klamre sig til et image skabt i deres vilde ungdom i stedet for at ældes med ynde – det er snart 20 år siden Dig! udkom, og på nuværende tidspunkt er noget af det mest overraskende og provokerende Newcombe og Co. kan gøre nok at spille en god og vellykket koncert.
The Brian Jonestown Massacre gik af scenen efter lidt over to timers spilletid til ambient-nummeret ”Abandon Ship”, der er ment til at tage pis på publikum, som venter på ekstranumre, men som egentlig endte med at være aftenens bedste, da der hverken var tinnitus-agtig feedback fra guitarer eller nogen Newcombe på scenen – bare vellyd fra mørke synths. Desværre var resten af musikken druknet i performativ rocker-attitude og ligegyldig, ikke-autentisk brok. Jeg stod blot tilbage med den mest fesne fuckfinger, jeg nogensinde har modtaget.
Det var ikke rock’og’rul, det var røvkedeligt.
Fotos af Daniel Nielsen.
