Det er en regnfyldt, grå og kold hverdagsaften i november. Det er ingen hemmelighed, at verden er blevet malet med mange mørke nuancer efter sidste uges præsidentvalg i USA. Når tiderne er hårde, så kalder amerikanerne typisk på de højere magter. For mange af dem er der brug for andenverdslig intervention.
Således er sidste udspil fra Chance the Rapper også centreret omkring Ham. Teksterne handler nu mindre om røg og fest, og mere om at være velsignet fra oven. Og velsignet er Chance the Rapper – med sine lyriske og rytmiske evner og med at kunne skrive Kanye West, 2 Chainz, Young Thug, Lil Wayne og Future på listen af bidragydere til sit tredje mixtape. Ligesom de to forrige udgivelser er Coloring Book distribueret som gratis download i det meste af verden. Så det kan nok også ses som velsignet at kunne tage på en Magnificent Coloring World Tour og indtage Falconer Salen til jubelråb fra gulv til balkon uafhængigt af hjælp fra pladeselskaber.
Chance lægger ud med et højt gearet tempo med “Angels” i en forkortet udgave, der går over i en mere moderat levering af “Blessings”. På scenen har han sit liveband med, anført af trompetist Donnie Trumpet sammen med keys og trommer. Sammen gør de det klart, at de ikke vil spilde tiden! Vi får derfor tre kvikke leveringer af “Pusha Man”, “Smoke Again” og “Cocoa Butter Kisses” – sidstnævnte i en ekstra funket udgave, der giver lydmændene og spotførerne en chance for at finde sig til rette.
Først herefter præsenterer Chancellor Bennett alias Lil Chano from 79 alias Chance the Rapper sig formelt. Og det er helt evident, at det kommer bag på ham, hvor elektrisk stemningen er i det udsolgte Falconer Salen. Efter roser til publikum og den danske tjald, er det passende “Brain Cells”, der forsøger at holde energien oppe. I samspil med veltimede projektioner på bagskærmen, lykkes det at holde den feststemte crowd kørende. En lille »Ooh-Oooh«-kommunikation bliver endda formet, så bandet ved, at de tilhørende vil have mere.
Chance omsætter den entusiastiske stemning i dans og stort rytmisk overskud på sine vers fra Action Bronsons “Baby Blue” og BJ the Chicago Kids “Church”, hvor en anselig portion af publikummerne råber med på linjerne »She say she wanna drink, do drugs and have sex tonight. But I got church in the morning«. For første gang oplever jeg, at så mange mennesker til en hiphop-koncert i så høj grad er viklet ind i det, der foregår på scenen. Også så meget mere passende, at musikken kommer fra et band, der kalder sig The Social Experiment – den fysiske bevægelse og den insisterende fælles vokale indsats er ganske enkelt overvældende. To eksempler på det var, da de fleste i salen henvender sig mod hinanden i glæde over at høre Chance kyndigt tackle Kanye Wests “Ultra Light Beam”. Eller da der opstår spontane moshes i den store sal under “Mixtape” og det 90’er-nostalgiske nummer “All Night”.
Fra festen bliver der gearet om til et mere moderat tempo, hvor publikum får lov at afslutte med frasen »Music is all we got«. En kæk nabo bemærker: »Der var koret jo!«, og det skal da siges, at det er fantastisk at høre et publikum gå til vokalen, som var der ingen dag i morgen. Så det er ærgerligt, at musikken herfra helt overdøves af playback-kirkekor og minder mig om salens lidt svingende lydkvalitetshistorik. Den høje energi i rummet er nu dalet en smule, og jeg tror ikke, det er tilfældigt, at Chance the Rapper på dette tidspunkt beder om noget at sidde på til en klaverversion af “Same Drugs”.
Slutspurten bliver lidt mere højstemt. Det er nu, at Han ret tydeligt vender tilbage i billedet. Direkte oversat i en helgenfigur, der daler ned på skærmen bag de nu lidt trætte musikere. Det er ikke fordi, jeg er fremmed for kirken, men det bliver svært helt at engagere mig på samme måde som før på både “Sunday Candy” og “How Great”. Chance sparer også tydeligt på stemmen og lader backingen tage mere over. Så jeg vandrer op på balkonen, tager plads i et sæde, nyder de sidste minutter og forsøger at tage det hele ind: den grå novemberaften i festlig, optimistisk hiphop-kirke på Frederiksberg.
Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com
