Nyheder

Januar-koncerter II: En ung Peter tog sommeren med nordpå

Fra The Flaming Lips til nordjysk festival og rig mulighed for grungerock sidst på måneden. Her er Undertoners koncertanbefalinger til resten af januar 2017.

Vi er to uger inde i 2017, og nu hvor de varme julelys og nytårsfarverne er væk, er vi igen vendt tilbage til det lidt triste vintermørke. Heldigvis er der en masse koncerter og musikarrangementer i hele det ganske land, som kan få lyset til at lave sprækker i januar-mørket.

Onsdag den 25. januar kan man opleve et yderst rutineret band i Store Vega. Der er tale om amerikanske The Flaming Lips, der netop har udgivet deres 14. (!) album, Oczy Mlody. Ifølge flere udenlandske medier lyder de stadig meget energifyldte og legesyge på deres nye album, selvom man skulle tro, at så mange albumudgivelser kunne gøre én lidt træt og forfalden til at køre den hjem på rutinen. Men The Flaming Lips har altså bestemt stadig deres berettigelse og aktualitet, når de spiller i København den 25. januar.

Yung har alle deres sangtekster gemt i den bæltetaske, så den er altid med dem. Også på en lille gåtur ved havnen. Foto: PR

Yung har alle deres sangtekster i den bæltetaske, så den er altid med dem. Også på en lille gåtur ved havnen. Foto: PR

Fra torsdag den 26. til lørdag den 28. januar, i Nordjyllands største by, Aalborg, finder Northern Winter Beat sted igen i år. Siden festivalens start tilbage i 2013, har den udviklet sig større for hvert år, og det er fantastisk med en festival som Nothern Winter Beat, som sætter fokus på vækstlaget i Danmark. Det er bestemt meget positivt med den slags musikalske tiltag, så alt det mest relevante ikke kun foregår i Aarhus og København.

I år præsenterer festivalen højaktuelle danske navne som Bisse, Yung, Blondage og Peter Sommer. Bisse og Yung udgør top to på Undertoner-redaktionens top 10-liste over bedste danske udgivelser i 2016. Der er tale om Bisses Højlandet og Yungs A Youthful Dream, og Bisse har endda også albummet Happy Meal med på listens niendeplads. Peter Sommer er en af de mere garvede spillere på banen, og den østjyske sindige poet har netop udgivet sin nye single ”Skønne spildte kræfter”, som er Sommers første soloudgivelse siden Alt forladt fra 2013. Han startede i øvrigt det nye år ud med en koncert på Bremen Teater. En koncert, hvor Undertoners Simon Freiesleben var til stede og kvitterede med 4,5 U’er.

Udover danske artister præsenterer Northern Winter Beat også en række udenlandske navne som f.eks. amerikanske Bob Log III og Chrome samt syriske Omar Souleyman og islandske Júníus Meyvant.

Det bliver tre travle dage for det aarhusianske band Yung, for udover at spille på Northern Winter Beat om lørdagen den 28., så spiller grungeorkesteret på Loppen i København torsdag den 26. januar og på Tape i hjembyen Aarhus fredag den 27. De sidste to år har virkelig været udslagsgivende for Yung, som lader til at være fulde af energi og klar til at komme ud over Danmarks grænser.

Et andet bud på et dansk band, som kunne være flyveklar til at komme ud og plante flaget i udlandet, er Communions. Bandet spiller på Northern Winter Beat fredag den 27. og på Tape i Aarhus dagen efter. Communions’ selvbetitlede EP kårede vi på Undertoner som årets danske udgivelse i 2015, og her i januar har de netop udsendt singlen “It’s Like Air”, som er forløber for bandets albumdebut Blue, som udkommer 3. februar.

Du er som altid velkommen til at holde dig koncertopdateret med Undertoners koncertkalender.

Leave a Reply