Koncerter

Roskilde Festival 2017: Pom Poko

Foto: PR
Skrevet af Martin Colerick

Det norske art-pop-band Pom Poko skabte en lille fest på en forblæst Rising-scene, med deres mange rytmeskift og små skæve guitarakkorder.

På et vindblæst Rising leverede Pom Poko en hæsblæsende koncert. Det norske halvjazzede postpunk-band havde taget højt humør og god energi med hele vejen fra Trondheim.

Raghild Fangel i front for Pom Poko var iklædt en lilla heldragt og havde tegnet læberne op med kraftigt rødt. Det antydede at bandet var klar til fest og ønskede at invitere Rising-publikummet med. Bandet startede langsomt opbyggende og insisterende, men allerede ved andet nummer fik vi den melodiøse ”Jazz Baby”. En sang, der på mange måder er Pom Poko, når de er bedst: skæve rytmer, fængende melodier og meget markante trommer. En stil, der genremæssigt måske bedst beskrives som art-pop, der har fokus på den iørefaldende melodi, men som nævnt også med klare jazz- og punkreferencer. Og de gode melodier og Ragnhild Fangels imponerende vokal skabte en god stemning i den scene aftensol.

Det fungerede i det hele taget godt, når Pom Poko holdte sig til det simple. De spiller med stort overskud, men komplicerer ofte numrene mere end det er nødvendigt. De har en hang til at lave mange rytmeskift akkompagneret af små skæve guitarakkorder.

Der er ingen tvivl om, at det er dygtige musikere. De holder et imponerende tempo, stærkt iscenesat af Ola Djupvik på trommer. Nogle gange får det skæve dog lidt for meget plads i forhold til det mere simple og melodiøse. Det fungerede faktisk godt da bandet i en enkelt sangs tid, midt i koncerten, trak lidt af tempoet ud, og lod Fangels vokal folde sig ud. Her begyndte publikum foran Rising at omfavne Pom Poko, og det var derfor også helt på sin plads, da hun i omkvædet til ”It’s My Birthday” sang »Its my birthday honey, don’t forget to hug me.«

Og publikum omfavnede Pom Poko mere og mere. Man begyndte at kunne mærke de medrejsende fans fra Norge. Da guitaristen Martin Miguel Tonne greb mikrofonen og glad konstaterede, at Pom Poko elsker Danmark og Roskilde, svarede publikum igen ved at finde vej til skuldrene af hinanden og danse Pom Poko ud af Rising.

Det var ganske imponerende taget i betragtning af, at Rising kan være svær at spille op. Lyden kastes ofte rundt af vinden, og der er stærk konkurrence fra diverse anlæg på festivalpladsen. Men Pom Poko sluttede stærkt med semi-hittet ”It’s a Trap”. De mestrer til fulde den sukkersøde feel good-musik, og de kunne sagtens gøre mere ud af at dyrke den side af deres lyd. Ragnhild Fangels vokal passer perfekt til de lyse guitartoner og behøver ikke blive pakket ind i halv-komplicerede mellemspil. Hvilket også blev bekræftet i den noget lange outro, som måske mest af alt var et udtryk for, at det unge band endnu ikke har så mange numre at byde på. Men det de havde, var for det meste godt. Det lykkedes dem med smittende humør og god energi at skabe en lille fest på Rising tidligt mandag aften.

★★★★☆☆

Leave a Reply