Hvor mange danske bands på Musik i Lejet omfavner hyggestemningen, der hænger tungt over Tisvildeleje i disse dage, så gik Iceage anderledes til værks med vanlig aggression og konfrontatorisk sceneoptræden. Selv i et halvtomt og ufokuseret telt er der ingen tvivl om, at Elias Bender Rønnenfelt er en dragende og excentrisk frontmand – man kan ikke tage blikket fra ham, men samtidig giver han ikke publikum en flig af anerkendelse. Det er heldigvis heller ikke nødvendigt, for at koncerten bliver god, så længe man bare fornemmer en tilstedeværelse og et nærvær fra scenen.
Dét leverede Iceage i spandevis med en sætliste, der stort set nåede hele vejen rundt om det nye album Beyondless og derudover kun tog enkelte velvalgte afstikkere. Selve sættet startede endda fuldstændig som på pladen med den vildt galoperende ”Hurrah” efterfulgt af ”Pain Killer”, der vel er det nærmeste, som Iceage hidtil er kommet på en popsang, for så at glide over i ”Under the Sun”. Sidstnævnte byggede op mod en skøn afsluttende crescendo af hvirvlende violinspil og inderlig saxofon, mens Rønnenfelt nærmest væltede rundt på scenen og messede »Lift it up« igen og igen.
Netop introduktionen af saxofon og violin som faste elementer i Iceages live-setup ligger fint i tråd med den udvikling mod en større og knap så punket lyd, som gruppen har taget med udgivelsen af Beyondless. Derfor var det en fryd at høre, hvor godt de nye elementer blev integreret på scenen. Efter en lige lovlig mudret lydside på første sang kom der styr på mixet, og derefter lå begge instrumenter som distinkte og potente nuancer i lydbilledet.
Det gjorde sig også gældende for de få afstikkere på sætlisten, der ikke kom fra Beyondless. Der er egentlig ikke så langt fra den kække cowboypunk på ”The Lord’s Favourite” fra Plowing Into the Fields of Love, så den gled meget naturligt ind i det nye live-setup – endda på bedste vis efterfulgt af den lige så charmerende ”Thieves Like Us”, der skabte en helt formidabel stemning af gammel, beskidt havneknejpe, der virkede meget passende her på Tisvildeleje Havn. Mere uventet var det at høre den knaldhårde punkskæring ”Ecstacy” fra You’re Nothing i ny udgave med saxofon og violin som en væsentlig del af udtrykket. Jeg synes nu alligevel, at de ramte den følelse af forpustet frustration og desperation, der ligger i nummeret, ret godt.
Særligt koncertens afslutning gjorde indtryk på mig. Først sendte nummeret ”Beyondless” kuldegysninger ned ad ryggen på mig ved at rejse en tårnhøj mur af støj, som violinen på smukkeste vis skar igennem og viste vejen ind til den melankoli, der ligger bag al støjen. Selvfølgelig lukkede og slukkede den formidable ”Catch It” aftenens sæt. Det er en af de bedste sange, som Iceage hidtil har komponeret, og selvom en del af vokalnuancerne forsvandt en anelse i liveudgaven, så blev den leveret med overbevisning og tyngde bag. Og på den måde blev der sat punktum for en velspillet og fokuseret koncert.
