Allerede før første gennemlytning af Schultz and Forevers nyeste projekt stod det næsten uundgåeligt klart, at den omskiftelige genre-narkoman, Jonathan Schultz, langt fra var færdig i sin kreative og eksperimenterende søgen efter sit endelige, musikalske udtryk – hvis et sådan da overhovedet kan opnås. For som med sit forrige album, debutalbummet Grand Guignol, ryster Jonathan Schultz endnu engang posen og overrasker lytteren med sit nyerhvervede lydbillede. På debutalbummet var det udpræget storladenhed, der dominerede i opgøret med kristendommen og de monstrøse, religiøse spørgsmål. Men disse er lagt på hylden (i hvert fald for en stund). I stedet har den danske kunstner her, kun to år efter debuten, kastet sig over et af livets andre glødende emner: kærligheden. På let svævende vis fører Schultz an ind i et fløjlsblødt og varmt poppet lydunivers, der undersøger menneskelige relationer og kærlighedens omskiftelige væsen.
Albummets behagelige lydunivers introduceres med en drømmende intro på singleforløberen, ”Everybody Hates Him”. Et nummer, der tematisk set bedst kan beskrives som sørgmodig, ugengældt kærlighed til en udstødt ven. Men trods den tyngde, der er at finde i teksten, præger en næsten kælende blanding af Simply Red og Fleetwood Mac det omfavnende lydlandskab, hvoraf især førstnævnte må siges at udgøre en stor inspirationskilde for albummet. Ja, det ville heller ikke være helt skævt at betragte projektet som en mikstur af Prefab Sprout alternative 80’er pop blandet med Simply Red, lidt sophisti-pop a la Sade og en god sjat Connan Mockasin. Hertil kommer Schultz eksperimenterende snært af blues, gennemgående let elguitar og sidst men ikke mindst en rundhåndet brug af synthesizer. En behagelig, men til tider lidt ensformig cocktail.
Pladens anden mundfuld udformer sig forfriskende groovy i øregangene. ”Ready For Love” inviterer os videre ind i den sommerlige atmosfære, men gør det med fristende bas og så kærtegnende beats, at det er svært ikke også at lade sig hengive til det catchy hook. Et fint popnummer, der summer sødt i øret uden rigtig at forsøge at trænge igennem hjernebarrieren, hvilket for så vidt er befriende nok.
Sommerdøsen flyder roligt videre over i ”The Idea of You”, hvor en mere sårbar kærlighedsspire får lov at udfolde sine spæde blade – og sikke et syn! Her vil Schultz nemlig mere end bare behage trommehinderne. Schultz har sluppet speederen en anelse og giver plads til en dvælende vokal, der let og elegant indfanger lytterens opmærksomhed. Og så skader det jo heller ikke, at han krydrer med overraskende relaterbar lyrik; »Cause I love feeling blue / It washes out the grey / Life is great with the idea of you«. Det er et af de steder på pladen, hvor det lykkes at formidle en tidsnær refleksion over fintfølende kærlighedsidéer.
Og videre bevæger vi os i kærlighedsuniverset. Med nummeret ”Womanize Me” begynder man for alvor at forstå i hvilken retning, værket bevæger sig. Kærlighedslængslen fortsætter. De bløde toner og forelskelsesvarmen synes ligeså dominerede som på de andre numre. Den eneste mærkbare forskel er følelsen af, at nogen har piftet tempoet ud af sangen og som undskyldning har efterladt, hvad der bedst kan beskrives som et opgivende harpespil. Selvom det ikke lyder af meget, fungerer det alligevel bedre end den mildest talt søvndyssende kliché, ”Dead But Alive”, der, som titlen passende hentyder til, føles mere død end levende.
Det er i passager som disse på albummet, man bliver i tvivl om, hvad Schultz egentlig vil. For et sted forsøgt gemt bag Schultz’ frontplacerede og ikoniske vokal, er det som om, der mangler noget. Der er et tomrum af en vis instrumentel ensformighed og mangel på vilje til at udfordre. Og ja, måske endda mangel på vilje til virkelig at ville noget med enkelte af numrene, hvilket efterlader dem som en slags størknet lim mellem de egentlige substanser.
Albummet smører generelt trommehinden bedst, når de fine tekster og den dybfølte vokal udstyres med et medrivende omkvæd og mildt oprevet stemning. Det er ”From My Eyes” et godt eksempel på. I en blanding af frustration og refleksion fremstilles problematikkerne ved måden, hvorpå vi skjuler de uperfekte, melankolske sider af os selv bag en maske, som var vi skuespillere. Det efterlader da også sangen som en af de stærkeste og mest velovervejede indtryk på albummet.
Af albummets kun otte sange, må det Sade inspirerede synth-blues nummer ”Legacy of Spring” dog siges at være det lydmæssigt mest udstikkende. Med en spinkel stemme over klaver, kan man næsten forestille sig lysspottet bade Schultz i et mystisk skær, suppleret med lidt jazzet trompet. Desværre lider nummeret under nogle af de samme betragtninger som resten af albummet. Hvor er det egentlig, Schultz vil hen med det?
Afslutningsnummerets hensigt er i modsætning klokkeklart at fastlægge. Hvis der er én sang, der kan siges at udgøre selve kærlighedserklæringen, må det netop være denne omklamrende ballade. En velkendt beretning om den skrøbelige kærlighed, der trods hårde kår alligevel finder vej i sidste ende. »This happens so rarely / And it never succeeds for me / Hate to feel pity / But I’m falling in love with you,« lyder det i sangens døende øjeblik. Den perfekte afslutning, hvis det havde været en romantisk thriller med hjerteglitter og solnedgang.
Alt i alt sidder jeg tilbage med en blandet smag i munden. Det er som om, det faktiske formål med en del af sangene aldrig rigtig afsløres. Og måske hænger det sammen med, at den eksperimenterende søgen netop kun er en søgen, der ikke bliver til mere end en behagelig omgang easy listening pop i denne omgang. Selvom Schultz (for det meste) formår at undgå storrungende kærlighedsklichéer og bærer sig fint ad med at få samlet albummet til en udmærket helhedsoplevelse med en elegant udvikling, er der stadig et stykke vej endnu. Heldigvis tror jeg langt fra, det bliver sidste gang, vi hører Schultz and Forever på nye græsmarker. Derfor ser jeg da også med ro i sindet frem til, hvad kommende projekter skal bringe.
