På deres nye opsamlingsplade har Iceage været de seneste syv års arkiver igennem. De har genlyttet og revurderet tidligere frasorterede sange, og fra skatkammeret er tolv sange blevet slæbt ud i dagens lys. Til de frådende rock- og post-punkfans, der ikke kan få nok af de københavnske gavflabe, er der nu nyt på menuen blot halvandet år efter gruppens seneste studiealbum Seek Shelter (2021). Eller næsten tolv nye sange. Seks af dem har indtil videre været udgivet enten som diverse one-off-singler, på den digitale specialudgave af Seek Shelter eller som singler for lige netop udgivelsen her, Shake the Feeling: Outtakes & Rarities 20125-2021.
Det er altså første gang, at sangene mødes og sameksisterer på et og samme sted. Og det er vel at mærke første gang, Iceage begiver sig ud i at lave en opsamlingsplade. Noget, der typisk er forbeholdt store rockbands, der har spillet i årtier, og som måske er kørt lidt i tomgang med hensyn til regulære studieudgivelser. Men så skal man huske på, at det efterhånden er ved at være fjorten år siden, at fire teenagekammerater slog pjalterne sammen og begyndte at spille tumultarisk punksmadder. Og man skal huske, at de har været yderst produktive med et absurd højt bundniveau – så hvorfor skulle de ikke også have en masse guld på kistebunden, som vi blot ikke har fået lov at nyde før nu? Jo, minsandten om der ikke er guld at finde på Shake the Feeling. Der er faktisk nogle enormt gode numre, der hører sig til blandt de bedste Iceage-sange fra efter mesterværket Plowing into the Field of Love (2014), mens der også er sange, der måske skulle være forblevet i skattekisten.
Nu til det konkrete: Shake the Feeling lægger enormt godt fra land med en seriøst rockende tre-på-stribe af ”All the Junk on the Outskirts”, titelnummeret “Shake the Feeling” og “Sociopath Boogie”. Sammen viser de tre forskellige sider af, hvordan Iceage lyder, når de spiller beskidt rockmusik og gør det afsindigt godt. Førstnævnte nummer er opbygget omkring et trommemaskinebeat – ikke ligefrem noget, man finder meget af i Iceages guitarrockede univers – men det fungerer overraskende godt og giver sangen en puls, der sjældent kan være til at få øje på hos Iceage (det skulle dog lige være sidste års Spacemen 3-klingende “Vendetta”). Det skyldes nu bare, at trommerne typisk smadrer igennem så hurtigt, at det kan være svært at finde en stabil rytme iblandt maskingeværsalverne. I øvrigt et dybt positiv kendetegn ved bandet.
Lige præcis sådan nogle klassiske Dan Kjær Nielsen-trommer finder man på titelsangen, der alvorligt er noget af det bedste, som post-post-punkbandet har udgivet de sidste efterhånden mange år. Den hiver alvorligt i en. Både i ørerne med Johan Suurballe Wieths fænomenale guitarmelodi tilsat fræsende forvrængning, men også i hele mit korpus med dens medrivende drive, der breaker midtvejs blot for at blive arrig og fremadstormende igen. Det er typisk Iceage at lege med tempoet på den måde, og specielt omkring Beyondless-perioden (2018) – fra hvilken session, “Shake the Feeling” vel at mærke også er fra – er de pissedygtige til at kreere numre, der er umulige ikke at synge med på, alt imens man mosher ind i sine medkoncertgængere. Dens melodi lægger sig enkelte steder aldeles tæt op af deres nummer “Painkiller”, men der er så meget mere Dinosaur Jr.-smæk over den her, at jeg ikke fatter, hvordan den ikke er blevet udgivet tidligere.
“Sociopath Boogie” er en fed nok omgang garagesmadder, der fortæller mig, at Iceage stadig godt tør fremstå som nogen, der bare har det sjovt med at råbe og larme. Det er ikke et overvældende nummer på nogen måde, men det svinger. Herefter følger to coverversioner, der enten slet ikke når i mål eller faktisk ender rigtig godt. Elias Bender Rønnenfelt har altid sunget på kanten af det for smadrede, men selv på Iceages første udgivelser sætter jeg faktisk pris på den vrælende, skæve og til tider deciderede falske vokal. Der er ærligt og det er unægteligt kerne-punket, men på Abner Jay-coveret “My Mule” lyder hans stemme desværre for off, og han forsøger at ramme en sangteknik, der simpelthen ligger for langt fra hans sædvanligt til-musikken-perfekte vokal. Det klæder heller ikke Iceage at lave noget så gumpetungt, grænsende til det energiforladte. Anderledes godt er de sluppet fra deres version af Bob Dylan-outtaket “I’ll Keep It with Mine”, som de spiller med henblik på den mest kendte udgave af sangen – nemlig Nicos version. Her er Rønnenfelts stemme stadig 2015-ung, men han rammer melodien, og når jeg hører vokalens skælven, giver det mening, hvorfor Nico er en favorit hos bandet. Rønnenfelts stemme er på en eller anden måde ikke langt fra hendes. Underneden skramler bandet sig på fin vis igennem folktraveren.
Halvvejs igennem pladen finder man to numre, der har været ude i fire år som singler. Den straight up rockede “Balm of Gilead”, der danser rytmisk afsted, og “Broken Hours”, der viser Iceage fra deres mørkere side (på denne side af 2015). I begge sange spiller lyse klavertoner en vigtig rolle, og det er så lækkert et træk at bruge midt i dybe trommetoner og den forvrængede støjguitar. Især i “Broken Hours” er det insisterende staccato-klaver og det svingende omkvæd med til at gøre nummeret et højdepunkt på Shake the Feeling. Det lyder lidt som en mindre dramatisk og episk, men mere iørefaldende og rocket tvilling til titelnummeret fra Beyondless.
De to gamle kendinge bliver fulgt op af “I’m Ready to Make a Baby”, som falder lige så meget til jorden, som titlen er tåkrummende. Ifølge Rønnenfelt selv er sangen også »dum,« og »de kunne ikke i al alvor smide den på et regulært album.« Hvis man alligevel har det sådan med et nummer, så er der måske heller ikke nogen grund til at smide den på en opsamlingsplade, for selvom der ikke er samme krav til sammenhæng, så vil man vel gerne have et lige så højt bundniveau. Sangen falder i hvert fald igennem til trods for et ekstremt fedt The Gun Club-agtigt guitarriff og smadderstykke hen mod slutningen. Det er ærgerligt, men det er bare umuligt at tage seriøst, at Rønnenfelt lidt for ladt synger fjollerier som »I’m ready to make a baby / I’m ready / I’m ready to make a child / Come here wifey / I got one thing to say / I want a new thing to se the light of day« henover en skomagerbas. Sangen skulle nok bare være blevet i den øvelokalebrandert, den blev undfanget i.
Det eksperimentelle (næsten) instrumentalnummer “Namouche” er en god omgang mundskyl, men den er ikke meget mere end interessant. Den kunne måske have passet i et andet projekt, men meget Iceage er der ikke at spore i det. Til gengæld er “Order Meets Demand” mere bombastisk og pirrende. Det er pladens længste sang og med pladens mest forskelligartede komposition er der faktisk lagt i ovnen til noget halvepisk. Det forbliver dog bare en god rocksang, men jeg kunne egentlig godt have set den give mening på Seek Shelter. “Lockdown Blues”, der højst sandsynligt kommer til at ældes på en lettere kikset måde, og en rørende akustisk version af “Shelter Song” med Wieth på fløjte som pladens sidste to skæringer er virkelig beviserne på hvor meget i øst og vest, Shake the Feeling stikker. Det er i og for sig ikke en kritik på en samling frasorterede sange fra en længere årrække, men når det ikke bare handler om stemninger, men om svingninger i holdbarhed og kvalitet af sangskrivningen, så tager det naturligvis noget fra helheden.
Det er en skam, at Iceage ikke lige barberede et par numre af pladen, for så ville de virkelig kunne have stået med en skarp samling sange, man ville måbe over, de havde holdt skjult for os. Men med hele molevitten, er det et lidt mere broget resultat. Med det sagt, er det en del gode ting på pladen, og nogle af tingene er virkelig gode. »I thought I had it, but the diamond was just a broken bone / just a broken bone« sang Rønnenfelt på Iceages debut-EP fra 2009. På Shake the Feeling er der både skinnende diamanter og knuste knogler. Heldigvis er der mest af det første. Men jeg ser også frem til det næste regulære studiealbum fra Danmarks bedste rockeksport – de plejer at være lidt mere helstøbte.
